Sleeper
Film, USA 1973, 89 min.
Instr.: Woody Allen
Medvirk.: Woody Allen, Diane Keaton, John Beck, m.fl.
“I’m a clarinet player in 1973, I’m going to the hospital for a lousy operation, I wake up 200 years later and I’m Flash Gordon!!”
Hvis der er noget menneske i den virkelige verden der kan forveksles med Howard the Duck, altid ængstelig, komplet forvirret og “trapped in a world he never made”, så er det Woody Allen! Og i allerhøjeste grad i netop denne film. Det var med stor begejstring at jeg, imens jeg så filmen, indså at Stallone-filmen Demolition Man fra 1993 (som jeg er stor fan af) faktisk er en genindspilning af Sleeper – med macho-action-helten Sylvester Stallone i slapstick-neurotikeren Woody Allens rolle – en hysterisk morsom udskiftning! Det overordnede plot er det samme: En fyr er blevet frosset ned i nutiden, og genoplives et par hundrede år ude i fremtiden. Samfundet er nu et totalitært utopia befolket af forkælede, clueless borgere som elsker deres Stalinagtige Store Leder, som har skabt deres samfund. Der findes dog også en ulovlig underground; en revolutionær modstandsbevægelse, som vil vælte Lederen. Desuden dyrkes der sex på kunstig vis og med teknologisk hjælp, fordi alle er blevet frigide – undtagen dem der nedstammer fra italienere (endnu en fed grund til at give Stallone hovedrollen i 1993-udgaven; det gør hele situationen mere Zardoz-agtig!).
Begge film er sci-fi-komedier, også i den grad, men Demolition Man er så også lige med sikker hånd gjort til en politi-actionfilm med en superskurk (Simon Phoenix, spillet af Wesley Snipes – en figur som ikke er med i Sleeper). Der er flere forskelle; Sleeper er meget mere en slapstickfilm, og Woody Allens figur, Miles Monroe, er bl.a. indehaver af en health food-forretning og kommer med flere referencer til økologisk mad (virker meget aktuelt, også i dag! I Sleepers fremtid har man dog opdaget at fedt, fløde og tobak faktisk er de allersundeste ting man kan indtage!). Miles Monroe er den samme neurotiske splejs som Allen altid spiller, men den fremtid han kommer til er så ubehjælpeligt overfladisk og handlingslammet at Monroe faktisk næsten er en Jens Lyn-figur i sammenligning med disse fremtidsborgere. Samfundet minder meget om samfundet i Logan’s Run (1976), både visuelt og strukturelt. Sex er en af de meget yndede underholdningsformer, og der bruges (ligesom i Barbarella fra 1968) en ‘orgasmotron’ til formålet. I begyndelsen af filmen bliver Monroe udspurgt af nogle videnskabsmænd fra modstandsbevægelsen og kan bl.a. bekræfte at sports-TV var en form for tortur; Bela Lugosi var borgmester i New York, og Charles DeGaulle var en berømt fransk kok.
Allen skrev selv musikken til Sleeper. Der er tale om ragtime jazz i højt tempo, som skrues op hver gang der er en slapstick-scene (også i højt tempo). Effekten er lidt ligesom en blanding af big band-lydsporet til Citizen Kane og kazoo-temaet til The Benny Hill Show… Komikken er direkte inspireret af Buster Keaton og Charlie Chaplin og fungerer ganske fint. Allen er selv utrolig sjov i denne rolle; jeg tror ikke jeg før har oplevet ham som værende så effektivt komisk. Filmen er spækket med god dialog og tankevækkende indfaldsvinkler fra start til slut. Selve slutningen er dog lidt vag; selvom den Store Leder, ahem, bliver taget ved næsen, så hører man ikke om modstandsbevægelsen kommer ordentligt i gennem med sit forehavende. Men det er måske meningen at man selv skal tolke historien videre. Filmen er i øvrigt løst baseret på H.G. Wells’ The Sleeper Awakes (1910), og Allen konsulterede med både Isaac Asimov og Ben Bova for at sikre sig at det teknologiske element i filmen var tilstrækkeligt overbevisende.
Sleeper skal varmt anbefales til alle; det er absolut og helt unægteligt en af de 50 bedste SF-film der er lavet. DVDen kan anskaffes fra Amazon.co.uk til ca. £3, og hvis du ikke ejer Demolition Man, så tag og køb den med ved samme lejlighed; den kan fås endnu billigere.
Karakter: 10 ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.22
