Lady in the Water
Film, USA, 2006.
Inst: M. Night Shyamalan
Nu slipper det så uundgåeligt ud: Jeg er fan af M. Night Shyamalan. Ellers tager man ikke ind og ser en film som både anmeldere og publikum har givet ret lunkne omtaler. Nu skal det så ikke betyde at jeg vil prøve at overbevise nogen om at det er en god film. Det er det nemlig ikke.
Jeg er i den mærkelige situation, at jeg, for at fortælle hvorfor man alligevel bør se filmen, bliver nødt til at afsløre nogle af de ting man helst ikke skal vide, hvis man vil se filmen. Men jeg skal forsøge ikke at afsløre det hele.
Det foregår i en beboelsesejendom, hvor alle lejligheder tilsyneladende vender ud mod en stor plads, som blandt andet rummer en græsplæne og en swimmingpool. I den ejendom bor der hovedsageligt mennesker der ikke har kunnet få deres liv til at fungere. I starten af filmen får vi et lille eventyr om væsnerne ude fra havet, som vi mennesker en gang havde et godt forhold til, men efter vi mistede kontakten med dem, er alting gået ned ad bakke. Disse to elementer er så det der skaber filmen. For ud af eventyret træder damen fra vandet, som vores hovedperson, ejendommens vicevært, en dag opdager i swimmingpoolen. Men andre ting er kommet med — et fælt uhyre der på magisk vis kan gemme sig i græsplænen. Ideen er så at eventyret er noget med en fast struktur, næsten alle roller i det er vigtige, og det viser sig at menneskene i ejendommen hver har deres rolle. Men ligesom de i det virkelige liv har haft svært ved at finde deres rolle, har de også store problemer med at finde ud af hvad deres respektive roller er i eventyret, selv om de får visse spor til det. Og det er selvfølgelig ikke godt, når eventyrpersoner ikke ved hvem de er, så som når ham, der tror han er den som skal besejre monsteret, ikke er det.
Alt det kunne der være kommet en rigtig god film ud af. En film som Fisher King lykkes med noget af det samme (så vidt jeg kan huske — det er ret længe siden jeg så den.) Når det ikke helt lykkes her, skyldes det at eventyr og virkelighed smelter for meget sammen — vi aner ikke hvor eventyret hører op og virkeligheden starter. Det betyder desværre at eventyrets spænding kortsluttes af virkeligheden, hvor vi ikke har nogen klar handling som eventyr kræver, mens virkelighedens drama kortsluttes af eventyrets magi, hvor alt er muligt. Eller lidt mere konkret: Hvis ikke vi er sikre på at uhyret er farligt, fungerer det ikke, og hvis vi bare kan bruge magi til at helbrede med, når nogen kommer til skade, bliver det ligegyldigt hvad der sker.
Det rokker dog ikke ved min fascination af Shyamalan: Han er en af de få instruktører fra USA som kan lave meget originale film. Mærkeligt nok blev jeg ikke fan, da jeg så the Sixth Sense — hans største kommercielle succes – men først med Unbreakable. Det skyldes måske at jeg så den som en film om spøgelser, og ikke en film om mennesker, som det jo egentlig er. Sådan er det ofte med Shyamalans film: Der er så mange ting i dem, at man skal se dem flere gange, for at få det fulde udbytte. Derfor er det helt sært at han overhovedet får lov at lave de film, i en filmfabrik hvor alt helst skal være letforståeligt, og jeg krydser fingre for at Lady in the Water klarer at spille nok ind til at vi om et par år igen kan få fornøjelsen af at se en af Shyamalans sære film. Og for resten: Uhyret er rigtig godt lavet, og Mr. Farber er verdens sejeste biperson!
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.12
