Fido
Film, Canada, 2006, 91 min.
Instr.: Andrew Currie
Medvrk.: Carrie-Anne Moss, Dylan Baker, Billy Connolly, Tim Blake Nelson, m.fl.
Ni ud af ti zombie-kendere vil skrive under på at Fido er bedre end Shaun of the Dead. Begge film er zombie-komedier (snart en genre for sig selv – ”zom coms”), men Fido er langt mere absurd og subtil. Den foregår i 1950erne, i en forstad der er som taget ud af datidens billedblade – bortset lige fra at der er tamme zombier overalt. De har et halsbånd på som undertrykker deres dræbe- og spisetrang og får dem til at adlyde enhver ordre (sålænge den er simpel). Så der er altså skraldezombier, flyttezombier, mælkezombier, gartnerzombier, etc. At have en hus-zombie til at servere mad og gøre rent er højeste mode. Samfundet er selvfølgelig en total politistat , kørt af kont rol-organisationen ZomCom (hvor har vi hørt dét før…?), hvor børn får udleveret skydevåben når de er 12, og lærer at skyde zombier i fald de skulle angribe. Igen. De vilde zombier lever i ”the wild zones” udenfor byen, hvor de er indhegnet (udhegnet?). Hele verden er inficeret med rumsporer der zombificerer alle mennesker der dør. Således er der hurtigt blevet mange zombier, og alle levende mennesker skal nu tage stilling til om de har råd til en rigtig begravelse når de dør (hvor hovedet skal skilles fra kroppen og begraves separat – i en ”head coffin”), eller om de bare vil blive zombier.
Vi følger en ganske typisk familie, hvor faren er en slapsvans som er bange for zombier. Men hans kone insisterer på at de også skal have en hus-zombie (naboen har allerede seks!), og sønnen kalder denne for Fido. Fido er en god og relativt intelligent zombie, som adlyder sønnens ordrer selv når hans hæmmende halsbånd går i stykker! Ikke desto mindre kommer Fido dog i et svagt øjeblik til at spise genboen Mrs. Henderson – og så har vi balladen. Ikke mindst fordi den nye nabo er sikkerhedschef for ZomCom…
Det er en virkelig flot produceret film med adskillige lag, og skuespillet er meget imponerende (man kan roligt se filmen alene for Carrie-Anne Moss’ skyld – hun vandt også en pris for bedste kvindelige hovedrolle i en canadisk film). Dette specielle samfund beskrives i mange aspekter; filmen er fuld af morsom dialog og tankevækkende detaljer. Den lægger i starten op til noget nær det rene slapstick, men bliver mere og mere seriøs som den skrider frem (omend den selvfølgelig fortsætter med at være en komedie), hvilket både er overraskende og tilfredsstillende. Humoren er ikke af den nedgørende og vulgære type som man f.eks. ser det i Shaun of the Dead. I Fido er komikken intelligent og altid smagfuld, omend morbid. Højst anbefalelsesværdig! Karakter: 9 ud af 10
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.15
