Frozen
Film, USA, 2010, 93 min.
Instr.: Adam Green
Medv.: Shawn Ashmore, Emma Bell, Kevin Zegers m.fl.
På DVD fra SF Film.
”Gysergenren er sgu snart ikke andet end zoom og chokeffekter,” sagde den ene gyserekspert til den anden. ”Ja,” Sagde den anden, ”hvis ikke de springer alt det over og bare viser splattereffekter i evindelige torturscener.” De rystede begge opgivende på hovedet. Det bliver aldrig som i gamle dage.
Nej, det gør det forhåbentlig ikke, så ville vi jo … Altså … gå tilbage-agtigt? På den anden side, hvis man lavede film som i gamle dage, ville der ikke være behov for at se dem, man kunne bare se de gamle igen og igen …
Frozen er grunden til at man ikke skal lave film som i gamle dage. Frozen er grunden til at man skal lære af historien, ikke genskabe den. Frozen er et mesterværk, der tager alt det der fungerede dengang, og gør det igen. Bare på en ny måde. Det er ikke torturporno eller hurtige krydsklipninger. Det er bidende intensitet og trøstesløshed på en skilift. Det er lækkert.
Frozen starter med at vi følger tre unge mennesker, en pige og to drenge, der er på skiferie et eller andet fancy sted. De vælger så at bestikke ham der står ved skiliften til at give dem en ekstra tur, men noget går derefter fuldstændigt galt. Skiliften stopper midt i luften. Lyset går ud. Alle er gået hjem. Skistedet er lukket. Det er søndag. De åbner først igen fredag. De tre unge har ikke en chance i den bidende frost.
Den er blevet kaldt et lille mesterværk af en del anmeldere. Flere har også kommenteret at den er det bedste der er sket for genren i mange år.
Joh, det er det måske. Jeg vælger mere at se på den som et godt billede på hvad vi kan, hvis vi tør gå i den retning. Original? Ja, det er den. Uhyggelig? Ja. Men et mesterværk? Nej. Der er stadig for mange horror-troper, der går igen på en kedelig forudsigelig måde. Selvfølgelig overlever pigen, selvfølgelig ser vi blod og knogler og alt det man SKAL se.
Det der virkelig er grunden til at se den her film er alt det man ikke ser. Og det er ikke meget. For lets face it, det er tre mennesker på en skilift, der er ikke sindssygt vilde settings eller alt det andet man kan bruge til at lave lette gys. Det er tre mennesker på en skilift. Ingen monstre eller mordere. Tre mennesker og en skilift.
Det er alt det vi kender der bliver uhyggeligt igen. I stedet for det forjættede ukendte som så mange gyserfilm tyer til, så er vi i Frozen tilbage ved det kendte. Det der ikke burde være uhyggeligt. Angsten for at falde i søvn og ikke vågne igen. Angsten for at fryse ihjel. Angsten for at sulte ihjel. Angsten for at tisse, for det er meget rart og varmt i starten, men så er det sgu ikke så rart længere i bidende frost.
Nej, Frozen er ikke en af den slags film der gør en midlertidig mørkeræd, for tænk nu hvis morderen gemmer sig. Frozen gør dig ræd for at gå op i skilifter. Og alt muligt andet, man ikke er herre over. For hvor hurtigt kan man egentlig blive spærret ude eller inde, og overladt til naturens vej?
Derfor irriterer de gamle troper mig så også endnu mere. Ja, pigen overlever, selvfølgelig. Ja, det er på grund af at de bestikker vagten, at de ender i problemer – det sker jo ikke for dem, der opfører sig pænt. Og et utal af andre klicheer, der trækker filmens overordnede ide ned. For egentlig trænger vi til en god rar film, der tager spændingen og intensiteten fra de gamle film, bruger ideerne i det kendte, og som hæmningsløst bruger for sig af de karakterer nutidens horror bringer med sig. Dem, der ikke er et moralkompas for os, men som bare er fanget i det, fordi de er der.
Frozen er ikke et mesterværk, men det er et meget godt eksempel på hvad der skal til for at gøre genren relevant igen.
Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.28
