Camp 41
1. del – Reservatet
2. del – Heksehammeren
Roman af Patrick Leis
Facet 2011, 256+186 sider
Vi befinder os i Patrick Leis’ Necrodemic-univers hvor Danmark er blevet inficeret af zombier. Camp 41 finder sted et stykke tid efter smitten har bredt sig, men inden alt håb er ude. I forhold til Necrodemic-universets tidslinje, betyder det et sted imellem de noveller man kunne læse i samlingen Necropolis.
Camp 41 er en sikker zone, opbygget og bevogtet af militæret for at have et sted hvor de overlevende civile kan søge tilflugt. Lejeren har dog kun plads til en begrænset mængde mennesker, og da bogen starter er den grænse nået, og nye flygtningestrømme betyder at folk må dele den trange plads, og det begrænsede antal senge endnu mere. For folk der i forvejen er pressede, og har oplevet traumerne ved at se dem de kender først blive dræbt, delvist ædt, for derefter at rejse sig som zombier, er oplevelsen af den manglede plads kun med til at give en mere anspændt stemning. Stemningen bliver ikke bedre da fødevarelagerne begynder at blive tømt.
Vi følger forskellige folk i lejren, bl.a. kommandanten der forsøger at holde styr på det hele, holde modet oppe, og ellers holde stand indtil hjælpen kommer. Dette bliver dog sværere og sværere da de militære kolonner der kommer oftere har flere flygtningen med, end de medbringer forsyninger.
En person er bedre stillet end de andre hvad angår forsyninger. Den unge mand Jason har fundet en hemmelig tunnel ud fra lejren, en tunnel der stammer fra dengang hvor lejren var en fangelejr under krigen imod IO (bøgerne om denne krig har vi endnu til gode). Han tager fra tid til anden på togt uden for lejren og henter varer hjem som han så sælger i en lille kiosk. Dette vækker naturligvis misundelse efterhånden som ressourcerne bliver knappe.
Efterhånden som folk bliver mere desperate, forsvinder tolerancen helt, og skrevne som uskrevne regler forsvinder, hvorefter det bliver den stærke der vinder. Der er forskellige grupperinger af unge i campen. Disse har det med at angribe hinanden og stjæle trofæer, for at få tiden til at gå. Disse grupper bliver dog mere og mere til bander, og de små tyverier bliver til deciderede røverier og overfald. En af de vi følger er Lomis som er lederen af en af disse bander, men da den nye dagsorden går op for hende for sent, går det hårdt ud over hendes gruppe.
På et tidspunkt ankommer sigøjner børnene Yazmin og Etzel til lejeren under mystiske omstændigheder. Drengen Etzel er stum, men kommunikerer via sin søster. Kort efter deres ankomst begynder en epidemi i lejren, en epidemi som Yazmin hjælper med til at bekæmpe via sin viden om naturmedicin. Det er dog ikke alle der ser lige pænt på hendes hjælp, og efterhånden som en fundamentalistisk prædikant får omvendt folk til en middelalderlig kristendoms tro (religion blev forbudt under IO krisen), bliver taknemligheden for Yazmins hjælp vendt til anklager og had.
Bogens omdrejningspunkt er hvordan forskellige mennesker reagerer i en tiltagende katastrofe, og hvordan folk i stedet for at stå sammen om at løse problemerne vender sig imod hinanden. Selvom truslen egentligt er de levende døde på den anden side af hegnet, så er den største trussel den desperation som følger personerne inden for hegnet. På samme måde som f.eks. The Walking Dead, så er Camp 41 en fortælling hvor zombierne spiller en lille rolle, men det er de udefrakommende farer, som folk med forskelligt held skal forsøge at forholde sig til, samtidig med at de skal få et liv til at fungere med de andre overlevende.
Allerede fra starten har man en god idé om hvordan dette ender, men det gør det ikke mindre spændende at følge begivenhedernes gang for at se hvordan historien kommer derhen. Det er også hurtigt tydeligt at blot fordi en person er en af dem vi følger, så betyder det ikke at de er fredet hverken fra zombierne eller fra den voksende trussel fra de andre mennesker.
Hvis man skal holde sig til Necrodemic-tidslinjen som den er trykt i bogen, så mangler der nu kun et bind for at afrunde zombie-delen, men der mangler stadig 2 bind om IO-krisen, den krise som startede med Psykonauten, og med de mange referencer der efterhånden er ved at have været til den fortælling, glæder jeg mig lige så meget til dem, som det sidste af zombie-bindene.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.29
