Reykjavik Whale Watching Massacre
Film, Island, 2009, 87 min.
Instr.: Július Kemp
Medv.: Gunnar Hansen, Pihla Vittala, Nae Yuuki m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
Kunne det ikke være sjovt med en islandsk hyldest til The Texas Chain Saw Massacre, bare til havs og med såkaldte ‘fishbillies’ (fiske-industriens svar på bonderøve, hvilket vel så må hedde … fiskerrøve?) i stedet for originalens foruroligende hillbillies – og så bare kalde filmen Reykjavik Whale Watching Massacre?
Det synes en større mængde filmpublikummer og -anmeldere rundt omkring tilsyneladende ikke. I hvert fald flyder det ikke umiddelbart med pæne ord i kølvandet på dette islandske nik til Tobe Hoopers klassiker og genren i øvrigt.
Som i de fleste lignende film er plottet meget enkelt og blot en undskyldning for at bringe karaktererne i en kattepine, der kan tage livet af dem én efter én. Denne gang er der tale om en broget forsamling turister af forskellige typer og nationaliteter, hvilket betyder en sproglig blanding af islandsk, japansk, en smule fransk og – hovedsagelig – engelsk. Disse stikker til søs i islandske farvande på en såkaldt ‘hvalsafari’, altså med henblik på at se de store dyr i deres naturlige omgivelser.
Traditionen tro er flere af karaktererne både usympatiske og dumme, og det varer ikke længe, før en af turisternes uansvarlige adfærd får tilført kaptajnen en alvorlig, fangstspydrelateret skade. Kaptajnens assistent, som er i færd med at voldtægtsforsøg i sin kahyt, da ulykken sker, går i panik og drejer nøglen, før han stikker af i redningsbåden og overlader turisterne til deres skæbne.
Døden venter dog ikke i form af havet, men derimod en familie af afdankede hvalfangere, der samler turisterne op. Lediggang er som bekendt roden til alt ondt, og efter der blev nedlagt forbud mod hvalfangst, er de engang så stolte fangere blevet nogle bitre og forskruede sataner, der i stedet er forfaldet til menneskeligt bytte. Med andre ord er der altså ikke frygtelig meget nyt under plotsolen.
Som bekendt medvirker selveste Gunnar Hansen (nej, ikke den afdøde, danske sportskommentator, men navnkundige Leatherface fra The Texas Chain Saw Massacre), der selv er fra Reykjavik. Han giver den dog ikke som blodtørstig hvalfanger, men noget så fredeligt som kaptajn Pétur, der leder hvalsafarien og må lade filmens første blod. Det ville nok også være en tand for déjà vu at placere ham i endnu en mentalt forstyrret morderfamilie.
Filmens roller er i det store hele karikaturer. Rygtet vil vide, at nogle af dem er tænkt til at afspejle virkelige personer, instruktøren har et anstrengt forhold til, hvilket meget godt kan forklare, hvorfor flere af dem fremstår lidet sympatiske. De har hver især nogle underholdende momenter, f.eks. den japanske turist, der forarger alle ved at undskylde for sin “very ugly, stupid wife”, fordi hun bliver søsyg og kommer til at kaste op på en af de andres sko. Eller da han senere fyrer sin assistent, fordi hun ikke kan finde te på båden. Der er en herlig ironi over det, da denne ubehøvlede repræsentant for én af verdens førende hvalfangerindustrier selv havner på harpunen.
Selv om konceptet med en gruppe mennesker, der strander afsides blandt morderiske psykopater, er voldsomt slidt, formår Reykjavik Whale Watching Massacre alligevel at underholde med sådanne små skævheder og pudsige krøller. Det er f.eks. svært ikke at se det sjove i, når fiskemutter med et truende spyd i hånden og en tydelig reference til den berygtede voldtægtsscene i Deliverance, forsøger at true en stakkels turist til at synge som en hval.
Det er også en kærkommen afveksling fra mange af genrens øvrige film, at der ikke er tale om en flok teenagere i hovedrollerne, men derimod voksne, i nogle tilfælde endda ældre, mennesker. Et andet positivt træk er, hvordan filmen trods sit forudsigelige skelet til tider alligevel formår at trodse forventningerne. Dét understreger, hvor vigtigt filmens sorthumoristiske islæt er, for det er her og ikke på horrorelementet, den scorer sine afgørende point.
Dette bringer mig tilbage til den negative feedback, filmen har oplevet. Den blev i hjemlandet først markedsført som “Islands første splatterfilm” og efterfølgende som en ‘tryllir’, et islandsk udtryk for en krydsning mellem horror og thriller. Selv om humoren er underspillet, er den afgjort en så vigtig faktor, at ‘komedie’ eller ‘sorthumoristisk’ nok burde have figureret et eller andet sted. Brugeranmeldelserne på IMDb, hvor filmens gennemsnit ligger under middel, overser da også for de flestes vedkommende det humoristiske islæt og fokuserer på at brokke sig over en skuffende horrorfilm, der ikke lever op til sit forbillede. Én påpeger ligefrem, at man næsten skulle tro, at det var en komedie. Ding, ding, ding! Det er det … også! Og hvorom komediedelen ikke er dominerende (og for mange derfor åbenbart ikke til at få øje på!) udgør den altså en vis del af dét friske pust, der alligevel gør den værd at se blandt så uendeligt mange, lignende fortællinger.
Július Kemp har begået en underholdende og skæv lille sag, der hverken skriver filmhistorie eller fornyer genren. Ikke desto mindre føler jeg mig stadig godt underholdt efter det andet gennemsyn. Derfor søsætter jeg gerne en anbefaling midt i det rørte vande af sure opstød. Det har filmen vist brug for.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29
