Four Flies On Grey Velvet
Org.: 4 mosche di velluto grigio
Film, Italien 1971, 98 min.
Instruktion: Dario Argento
På DVD fra Another World Entertainment, 2011
I mange år var giallo-mesteren Dario Argentos Four Flies On Grey Velvet en af den slags film, som mange havde hørt om, men kun få havde set, fordi den var nærmest umulig at opdrive på lovlig vis.
Det ændrede sig i 2009, da filmen for første gang blev udsendt officielt på dvd, og nu er den så blevet tilgængelig i en dansk udgave, takket være Another World Entertainment.
Heldigvis var det ventetiden værd. AWE præsenterer Four Flies On Grey Velvet i en digital restaureret version med en billedside så flot, at det er til at få tårer i øjnene over, og så må man tage med, at lydsporet i to korte sekvenser mod slutningen skifter fra engelsk til italiensk tale.
Men det er ikke det eneste, man skal være villig til at se gennem fingre med. Ligesom med de fleste andre af Argentos film skal man som seer sluge en del kameler, når det kommer til handlingen, der ikke just kan siges at være tynget af logikken.
I Four Flies On Grey Velvet følger vi trommeslageren Roberto (en skræmmende ungt udseende Michael Brandon), som en aften ved et uheld kommer til at slå en mand ihjel. Uheldet stopper dog ikke her, for nogen har overværet mordet og endda fotograferet det og begynder snart at forvandle Robertos liv til et mareridt.
Min største anke mod filmen er, at Roberto i bund og grund ikke er nogen specielt sympatisk hovedperson, og det kan til tider være svært at forstå hans måde at agere på. Men det samme kan dog også siges om flere af filmens øvrige personer.
Et andet mindre heldigt aspekt er Argentos forsøg på humor, blandt andet i form af Bud Spencer(!), der bedst kan betegnes som anstrengt. Jeg kunne dog ikke lade være med at smile over Jean-Pierre Marielle i rollen som homoseksuel privatdetektiv, som aldrig har løst en sag, men er sikker på, at han nok skal knække den næste, fordi sandsynligheden siger, at han ikke kan blive ved med at være så uheldig…
Men nu er det heller ikke de stramt logiske plots, den komiske timing eller personkarakteristikken, der har gjort Dario Argento berømt som filmskaber. I stedet er det hans opfindsomme kamera-arbejde, evne til at skabe uhygge og ikke mindst hans måde at bygge mordscener op på, som gør det til en nydelse – omend en makaber én af slagsen – at dykke ned i hans univers.
Four Flies On Grey Velvet er ingen undtagelse, selv om det kun var Argentos tredje film efter Fuglen med Krystalfjerpragten og The Cat o’ Nine Tails. Men allerede her bydes der på nogle bravura sekvenser, som når kameraet følger en kniv, hvor man kan se offerets ansigt genspejlet i bladet, eller slutscenen hvor et trafikuheld er filmet i ekstrem slow-motion, hvilket ikke var hverdagskost for 40 år siden.
Så selv om Four Flies On Grey Velvet ikke er på niveau med hans senere mesterværker som Profondo Rosso, Suspiria og Tenebre, er den helt klart værd at se – ikke kun for Argento-fans, men for fans af god horror i det hele taget.
Karakter: 7 ud af 10.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.30
