The Good, The Bad, The Weird
Film, Sydkorea 2008, 125 min.
Instr.: Kim Jee-woon
Medvrk.: Song Kang-ho, Lee Byun-hun, Jung Woo-sung
Distribution: Another World Entertainment
Denne anmeldelse hører egentlig ikke hjemme i dette magasin. The Good, The Bad, The Weird er nemlig en film blottet for fantastiske elementer, men den udspiller sig trods alt i en verden, der for de fleste seere vil virke som ren fantasi, og nu insisterede en af redaktørerne på, at jeg skulle anmelde den så…
The Good, The Bad, The Weird er noget så eksotisk som en koreansk western, der hugger plottet fra Sergio Leones The Good, The Bad And The Ugly og mikser det med humoren og actionen fra Indiana Jones-serien – deraf titlen.
Handlingen udspiller sig i 1930ernes Mongoliet – et sted rigt på ørkenlandskaber og støvede småbyer, mens personerne bruger både heste, tog og motoriserede køretøjer til at komme rundt. De rodløse cowboys er i dette tilfælde udskiftet med statsløse koreanere (Korea var under japansk herredømme på det tidspunkt), indianerne spilles af mongolske banditter, og kavaleriet dukker op i skikkelse af den japanske hær.
En dusørjæger (den gode), en morder (den onde) og en togrøver (den mærkelige) krydser hinandens spor i jagten på en nedgravet formue, og førstnævnte og sidstnævnte bliver undervejs hinandens ufrivillige samarbejdspartnere. Så alt er på sin vis, som det plejer at være i den type historier og så alligevel ikke, fordi alt uværgeligt ser ret asiatisk ud.
Her er det så, jeg tager mig i at ønske, at filmen havde haft ambitioner om at være andet og mere end en koreansk pastiche på en spaghettiwestern, men instruktøren Kim Jee-woon har tilsyneladende stillet sig tilfreds med at ramme den rigtige stil på bekostning af indholdet.
Et gensyn med The Good, The Bad, The Weird gør det nemlig pinligt klart, hvor tynd handlingen egentlig er, og hvor meget filmen bæres oppe af bulder-og-brag-elementerne. Lige så snart der ikke er nogen, som skyder efter hinanden eller forsøger at sprænge noget i luften, bliver historien slemt kedelig, og den banale dialog gør ikke situationen bedre.
Det hjælper heller ikke, at mange af actionsekvenserne er rene blære-stykker, der snarere sætter handlingen i stå i stedet for at drive den videre (også kendt som Michael Bay-syndromet). Det mest grelle eksempel er den storstilede jagt mod slutningen, hvor både skurken og hans mænd og de mongolske banditter er i hælene på en af hovedpersonerne, samtidig med at de forfølges af den japanske hær. Det er en storslået iscenesat sekvens, men også temmelig langtrukken, og den lægger beslag på næsten et kvarter af en film, som med en spilletid på over to timer i forvejen føles for lang.
Endelig lider filmen under, at ingen af de tre hovedpersoner er specielt interessante eller får særlig meget at arbejde med fra manuskriptet. Song Kang-ho (fra The Host og Thirst) klarer sig igennem på ren karisma i rollen som togrøveren, mens Lee Byung-hun (fra G.I. Joe og A Bittersweet Life) som skurken har skuffende lidt at lave og må nøjes med at grine ondt. Værst går det for Jung Woo-sung (Musa The Warrior), der er alt for pæn og anonym som dusørjægeren til at efterlade et indtryk.
The Good, The Bad, The Weird var en stor produktion efter koreansk standard, og til filmens ros skal det siges, at det kan ses på skærmen. Den er på mange måder et imponerende skue, og den blev da også et stort hit i hjemlandet. Når den alligevel ender med at være en lille skuffelse, skyldes det, at instruktøren Kim Jee-woon med film som den visuelt fascinerende gyser A Tale Of Two Sisters og den stemningsfulde hævn-actionthriller A Bittersweet Life havde skabt forventning om noget mere vægtigt.
Så selv om The Good, The Bad, The Weird lige akkurat leverer varen som rendyrket underholdning, føles den mere som et takeaway-måltid, man har glemt et kvarter efter, man har indtaget det, og det er en skam, når resultatet kunne have været langt mere nærende og mindeværdigt.
Karakter: 6 ud af 10
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.30
