Arriettys hemmelige verden
Tegnefilm, japansk, dansk tale
Studio Ghibli 2011
Manus: Hayao Miyazaki
Instr.: Hiromasa Yonebayashi
Arrietty er en ny japansk tegnefilm (netop tegne) om pigen Arietty,der er 10 centimeter høj og bor under gulvbrædderne i et gammelt hus i Japan langt ude på landet. Filmen bygger på Mary Nortons bøger om Lånerne (The Borrowers). Filmen er instrueret af Hiromasa Yonebayashi og med manuskript af Hayao Miyazaki og Keiko Niwa.
Jeg er stor fan af Studio Ghibli, selvfølgelig mest på grund Miyazaki, og jeg har læst Lånerne igen igen som barn, så da jeg så at Arietty blev vist i Palads, så var det afsted til centrum, og den ikke alt for charmerende biograf.
Filmen, er som nævnt ovenfor, opdateret til at foregå i et moderne Japan, og dette fungerer faktisk rigtigt godt. Den føles nutidig (eller snarere tidløs, som så ofte med Ghibli-film), samtidig med at den har beholdt meget af stemningen fra bøgerne – et af mine absolutte favoritøjeblik var, da jeg fangede busten, lånerne har i deres gang, en springer fra et skakspil. Men også den måde vand fungerer på i lånernes verden, er bemærkelsesværdig – f.eks. er vands overfladespænding af større betydning, når de hælder te op fra deres miniature-tekander.
Det er en udmærket film, der er fint i tråd med de oprindelige bøger, men også tilføjer dem noget nyt, og opdaterer dem på en nænsom måde til nutiden.
Jeg synes, at der er to store problemer i filmen, nemlig de to steder, hvor den slår over i et prædikende tonefald – det ene, hvor klimaproblemer og lånernes forsvinden nærmest slås sammen, og det andet, hvor Arietty og drengen siger farvel. Begge scener er dialogmæssigt så tynde, at jeg sad og krummede tæer, samtidig med, at jeg overvejede om det kunne være oversættelserne, det var galt med. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at tro, at scenerne var så firkantede oprindeligt.
En anden svaghed ved filmen, eller rettere noget jeg savner fra bøgerne, er hele fornemmelsen af isolatisme. De lånere, man møder i bogen, er indelukkede, mistænksomme og bange for resten af verden, og det er en af de kampe Arrietty kæmper og som har stor betydning for hende. Jeg husker det som om, hun faktisk aldrig har været uden for deres gemmested, og derfor virker det dobbelt stærkt for hende at komme både ud i huset og ud i det fri.
Men ud over disse klager, så er jeg meget mere positiv end negativ. Det er en smuk film, og den rammer i høj grad den stemning, jeg husker fra mine gennemlæsninger af bøgerne. Langt mere end f.eks. filmen fra 1997 med John Goodyear (som jeg synes var sjov, men en meget fri fortolkning.) Samtidig er forholdet mellem Arrietty og drengen fint tegnet, og både Arriettys far og mor er godt skitseret. Jeg glæder mig til at se den med de japanske stemmer (eller nok snarere høre dem), da de danske ditto var noget flade i det. Og endnu mere positivt, filmen har fået mig til at bestille de engelske udgaver af Lånerne, inklusive de senere som jeg aldrig fik læst på dansk.
Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet nr.31
