Mask Maker
(Maskerade)
Film, USA 2010, 86 min.
Instruktion: Griff Furst
Medv.: Nikki Deloach, Stephen Colletti, Terry Kiser, Michael Berryman, Treat William m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011.
Det kunne have været meget værre, men også en hel del bedre. Nogenlunde sådan er følelsen efter at have set Mask Maker, der er et eksempel på, at der stadig bliver lavet slashere af den gode, gammeldaws slags.
Udgangspunktet kunne næsten ikke være mere klassisk: ungt par køber en gammel gård langt ude på landet, men finder først bagefter ud af, hvorfor den var så billig.
Det er nemlig en gård med en blodig fortid, men det forhindrer dem nu ikke i at gå i gang med at restaurere stedet sammen med deres venner. Projektet får dog ikke en lang levetid, og det gør de unge heller ikke, for snart begynder en af husets tidligere beboere i skikkelse af en ansigtsløs galning at myrde løs til højre og venstre med økser, høtyve, og hvad der ellers lige er for hånden.
Så langt, så forudsigeligt, og det ville være rart at kunne skrive, at Mask Maker bryder med formlen og tilføjer noget nyt til slasher-genren, men det gør den ikke.
Dialogen er dog bemærkelsesværdig sexfikseret og ikke helt uden evner, og der er også et par sexscener, som for at understrege, hvorfor alle er dømt til at dø.
Mordscenerne er tilpas blodige uden at være udpenslede, og der klippes for det meste væk, inden vi havner ovre i splatter- og torture porn-afdelingen.
Den korte spilletid sørger for at holde spændingen nogenlunde i kog, og selv om man på intet tidspunkt sidder og bider negle, er man heller ikke ved at falde i søvn, fordi der trods alt sker noget hele tiden.
Nikki Deloach yder en habil indsats som filmens heltinde, så man får sympati for hende, mens de obligatoriske ‘kendte navne’ i birollerne udfyldes af Treat William, Terry Kiser (Bernie fra Weekend med Bernie) og Michael Berryman fra The Hills Have Eyes (som en butiksejer, hvis butik hedder – in-joke alarm – Pluto’s World of Goods).
Og sådan er det hele vejen igennem. Det er ikke helt skidt, men heller ikke helt godt, og for hver scene hvor man tænker, at den er ok lavet, er der også en, hvor man har lyst til at spørge instruktøren, om den behøvede at være så forudsigelig.
Det eneste tidspunkt, hvor Mask Maker rent faktisk overrasker bare lidt, er i slutscenen, og selv om den langt fra redder filmen, betyder det også, at man trods alt ikke sidder med fornemmelsen af at have spildt halvanden time af sit liv.
Karakter: 5 ud af 10.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.31
Pingback: Silvestri-nummeret « Lars Ahn Pedersen