Jarvis – troldmandens lærling
Roman af Jesper Ejsing
Politikens Forlag, 2005, 230 s.
Jarvis – troldmandens lærling af Jesper Ejsing er en dansk fantasybog, som handler om den unge hyrdedreng Jarvis, der sammen med en række andre drenge fra området, han bor i, bliver udvalgt som lærling af den aldrende troldmand Harnigel. Hvad Jarvis og de andre drenge ikke ved, er at Harnigel allerede har en masse lærlinge på den faldefærdige borg, hvor han bor. Og hvad de heller ikke ved er, at troldmænd normalt ikke tager mere end én lærling af gangen. Harnigel er dog som sagt en ældre mand, og han har travlt med at finde en afløser. Men om det er hele forklaringen på de mange lærlinge, kommer efterhånden til at stå uklart for Jarvis og de andre drenge. For Harnigel er ikke blot gammel: han er også fuld af hemmeligheder. Nøjagtig hvilke hemmeligheder, der er tale om, afsløres langsomt igennem fortællingen og de drypvise informationer, som læseren får, er med til at gøre Jarvis – troldmandens lærling til en spændende oplevelse, hvor man ikke kan lade være med at gætte på, hvad fremtiden vil bringe. En ikke udelt ringe kvalitet for en fantasybog.
Harnigels hemmeligheder er ikke det eneste, der er med til at holde læseren fast i Jesper Ejsings ganske udmærkede og velskrevne fantasybog. Som enhver anden klassisk ungdomsroman indeholder den naturligvis også en konflikt mellem Jarvis og en af hans jævnaldrende – en rigmandssøn ved navn Adrian. Denne konflikt udspiller sig sideløbende med Jarvis’ tentative kærlighedsaffære med den unge pige Doris, der bor i byen, som omgiver Harnigels borg. Mange af konfliktpassagerne med Adrian er blandt bogens mest velskrevne, idet både Jarvis og Adrian som karakterer bliver foldet ganske levende ud, og disse passagerer tjener virkelig Jesper Ejsing til ære. I øvrigt har Jesper Ejsing også opfundet et interessant og originalt magisystem – man mærker her tydeligt, at forfatteren er garvet rollespiller.
Hvor konflikten mellem Adrian og Jarvis er medrivende og afsluttes på bedste dramatiske vis, er jeg dog en smule mere forbeholden over for kærlighedshistorien med Doris. Langt hen ad vejen er tiltrækningen mellem Jarvis og Doris egentlig ganske troværdig. Det er dog som om, at Doris mangler de sidste par penselstrøg for for alvor at træde levende frem for læserens blik. Og afslutningen på hendes og Jarvis’ historie bliver – uden at sige for meget – en smule uforløst, hvilket hænger sammen med slutningen på romanen som sådan. Jesper Ejsing har nemlig valgt en meget utraditionel måde at slutte Jarvis – troldmandens lærling på. Det er et modigt valg, og jeg har stor respekt for eksperimentet, som – og dette er udelukkende en smagssag – dog ikke helt er det, jeg forbinder med en god afslutning på en fantasybog. Men læs bogen og døm så selv. Det er alt i alt en glimrende bog, og andre vil med garanti finde slutningen både original og forfriskende.
Anmeldt af Sven Ørnstrup i Himmelskibet nr.32
