Jericho
Tv-serie, USA, 2006
Instr: Guy Norman Bee m.fl.
Medv.: Skeet Ulrich, Lennie James, Ashley Scott m.fl.
Jericho handler om den værst tænkelige hændelse; uden varsel bliver et antal storbyer ramt af atomsprængninger, heriblandt naturligvis Washington. Bomberne er timet sådan, at hele landets øverste politiske elite bliver udryddet. Ingen ved i starten hvad der er sket; om det er terrorister, kineserne eller nogen helt andre der står bag.
Det er storbyerne der bliver hårdest ramt, men det er ikke situationen i dem serien drejer sig om. I stedet er scenen sat i den lille midt-amerikanske by Jericho i staten Kansas. Det rigtige USA. En lille flække med nogle få tusind indbyggere, patriarkalsk styret af den egenrådige borgmester Johnston Green og hans to sønner Jake og Eric. Man får det indtryk at Green-familien mere eller mindre har siddet på indflydelsen i byen i adskillige generationer. De to brødre er meget forskellige. Det er en rigtig amerikansk fortælling, så Eric er den stille solide klippe af en søn der blev hjemme i familiens sorte skød, mens Jake er den flotte rebelske søn der tog ud i verdenen og kom galt afsted. Også til familien hører den stille og solide moder, Gail, der har passet mand, sine to sønner, huset, og familiens heste. Omkring dem er der et galleri af meget forskellige mennesker fra byen. Nørden, bonden, den føderale agent, majoren og lægen. Vi følger dem, mens de konfronteres med chokket og uvisheden om bombningerne og deres omfang, tab af venner og bekendte, og frygten for det kaos der omgiver dem. Pludselig skal byen tage stilling til radioaktivt nedfald, strømme af flygtninge, trusler om sult, aggressive naboer og meget andet.
Jericho er af en helt anden kaliber end Terra Nova (anmeldt ovenfor). Der er også noget helt andet og mere på spil. USA er et samfund der bygger på frygt; frygt for social deroute, for sygdom, kriminalitet og frygt for de andre. Fjenden. Jericho spiller på denne frygt og gør det rimeligt godt. Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men det var en positiv overraskelse at se at det ikke var vilde arabere eller dekadente franskmænd der stod bag terroren. Skuespillerne og manuskriptet er også bare en tand bedre. Mange af karaktererne er lidt nogle arketyper, men de er meget menneskelige; de begår fejl og handler imod egne interesser, simpelt hen bare fordi de ikke kan lade være. Der er dog et par ting der undrer mig. For det første er det en rigtig kønsopdelt serie. Mænd er mandige med skydere, mens kvinderne, med et par undtagelser, er stille eksistenser der bekymrer sig for hus, hjem og børn – men måske er det rigtige USA bare sådan. En anden ting jeg savnede var religion. Når nu tv-serien handler om store spørgsmål som liv og død, om et liv i ekstremerne, så er springer fraværet af religion i øjnene; men det har forfatterne nok ikke turdet binde an med. Det gør nu ikke så meget, når tv-serien tager andre interessante temaer op. Jericho kørte halvanden sæson, så blev tv-serien stoppet, men det lykkedes manuskriptforfatterne at binde de forskellige tråde sammen og få en hastig slutning på historien. Alt i alt er Jericho bestemt seværdig.
Terra Nova og Jericho er to gode eksempler på tv-serier der fik kniven før deres tid, men måske nok af hver deres grunde. Terra Nova fordi den var for lidt specielt – og bare for dårligt udført – Jericho fordi dens handling strider mod amerikanernes indgroede forestillinger.
Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.35
