Caitlín R. Kiernan – The Drowning Girl

The Drowning Girl
Roman af Caitlín R. Kiernan
Roc, 2012, 332 sider.

“I’m going to write a ghost story now,” she typed.

“A ghost story with a mermaid and a wolf,” she also typed.

I also typed.

Sådan begynder Caitlín R. Kiernans The Drowning Girl – den absolut bedste roman, jeg læste i 2012. Det er dog ikke en helt let bog at forklare, som det måske også fremgår af ovenstående uddrag.

Genremæssigt er den lige så skizofren som sin hovedperson og jeg-fortæller India Morgan Phelps – kaldet Imp – som i sit forsøg på at få styr på sit møde med en mystisk kvinde har sat sig for at nedskrive, hvad der skete.

Det er dog noget af en udfordring, når man som Imp er på medicin og ens hukommelse hele tiden spiller én et puds, så man husker den samme begivenhed på flere forskellige måder.

Så, ja, The Drowning Girl kan på sin vis godt betegnes som horror, for det er en spøgelseshistorie – med havfruer og ulve – omend horror-fans nok vil blive slemt skuffede, hvis de forventer at blive skræmt fra vid og sans, selv om romanen rummer scener, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Den virkelige uhygge ligger dog gemt i Imps mentale tilstand, for findes der noget mere skræmmende end ikke at kunne stole på sin egen hjerne og erindringer? Kiernan får konstant læseren til at stille spørgsmålstegn ved fortællerens (og i bund og grund alle første person-fortælleres) troværdighed, og i et enkelt afsnit viser hun resultatet, da Imp beslutter sig for at droppe medicinen for en periode og ender med at køre helt af sporet.

Det er udfordrende og ubehagelig læsning, men det er også forrygende udført og viser en forfatter, som er på toppen af sit virke. Kiernans største bedrift er Imps stemme, som gør hende til en levende person, man er villig til at følge, selv om hendes sind ikke er det letteste at finde rundt i, og hun flere gange erkender, at hun modsiger sig selv. Men hun lyver aldrig bevidst over for læseren, så derfor bevarer man sympatien for hende hele vejen igennem.

Kiernan har udgivet romaner siden 1998, de fleste af dem i dark fantasy / horror / weird fic­tion-afdelingen – ikke ulig Neil Gaimans Sandman-historier – og i øvrigt ganske fremragende. I 2009 skete der dog et markant skifte med udgivelsen af romanen The Red Tree. Sproget blev mere enkelt og præcist, og det var som om, at der kom en modenhed over forfatterskabet i positiv forstand.

The Red Tree var i min optik et mesterværk, så jeg var spændt på at se, om The Drowning Girl kunne måle sig med den. Svaret er, at det gør den – ganske overbevisende endda.

Kiernans roman er dog meget mere end en gal-kvinde-fortæller-sin-historie, som ovennævnte handlingsreferat kunne antyde. The Drowning Girl beskæftiger sig også med eventyr, myter, musik, computerspil, dødskulter, ekstrem kunst og ekstreme kunstnere, men først og fremmest viser den sig at være en smuk kærlighedshistorie, og det er måske den største overraskelse af dem alle i en bog fyldt med overraskelser.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.35