Sandkonger
George R.R. Martin
Novellesamling, SFC 2012
Oversat af Niels Dalgaard
I Science Fiction Cirklens serie af nyere udenlandske forfattere er turen nu kommet til George R.R. Martin. Denne forfatter er nok mest kendt for romanerne og tv-serien Game of Thrones. Jeg selv lærte at værdsætte Martin som hovedredaktør og medforfatter på Wild Cards-serien som skildrer en verden hvor der findes superhelte og hvortil rigtig mange science fiction- og fantasy-forfattere har bidraget i årenes løb. Som der står i bagsideteksten, var det som science fiction-forfatter Martin startede karrieren. I udgivelsen fra SFC findes fire noveller fra den periode i forfatterskabet.
Jeg er lidt i syv sind med hvad jeg skal mene om dem. Som udgangspunkt er de dog alle velskrevne og lette og spændende at læse. Et fællestræk for dem er at de foregår i en verden hvor der findes telepati. Telepati findes også i mange af de klassiske science fiction-historier, for eksempel Arthur C. Clarkes klassiske Childhoods End og den måske mest klassiske telepati- historie af dem alle, Alfred Besters The Demolished Man. Så der er tale om et helt klassisk og legitimt element i en science fiction-historie. Problemet er bare at telepati virkede fint i 1950’erne (hvor de to klassikere blev skrevet), men knap så godt tyve år senere, hvor vores hjerner og det fysiske univers var blevet så meget mere udforsket, at der ikke længere var plads til telepati i et verdensbillede som skulle hænge bare nogenlunde sammen. Så på en måde virker historierne i bogen som 50’er- eller 60’er-historier selv om de er skrevet i 70’erne. Det er måske ikke så stort et problem på så lang afstand i tid som vi er nu. Men hvor novellerne fra den også nyligt udgivne samling med James Tiptree næsten kunne være skrevet i dag, virker novellerne her sært gammeldags.
Men på deres egne præmisser fungerer i hvert fald tre af novellerne fint. Titelnovellen “Sandkonger” handler om en mand som har alt og derfor finder på det tidsfordriv at arrangere kampe mellem nogle små insekt-agtige væsener i et stort akvarium. Hans bekendte kommer så på besøg og ser kampene og vædder om udfaldet. Det var ikke lige hvad den han købte væsenerne af, havde forestillet sig han skulle bruge dem til. Andre detaljer om væsenerne fangede han heller ikke lige i første omgang. Den opmærksomme læser fanger hurtigt at vi er ovre i grænsefeltet mellem horror og sf og at den (ikke så) stakkels mand kan se frem til mange og store problemer. Det lykkedes for Martin at holde spændingen ved lige i denne ret lange novelle, selv om retningen på historien bliver klar ret hurtigt og selv om man er tvivl om man skal holde med hovedpersonen eller hans små venner i akvariet.
“Korsets og dragens vej” omhandler et af mine yndlingsemner i science fiction: religion. Det kan give en rigtig god kontrast i en historie at have den rationelle videnskab og teknologi i SF sat op mod religionens transcendens. Her møder vi en udsending fra den centrale kirke som skal undersøge en nye sekt der er opstået på en fjern planet. Det vil ødelægge den relativt korte novelle, for dem som ikke har læst den, at afsløre ret meget mere af handlingen. Så jeg vil nøjes med at tilføje at lederen af sekten har en ganske original måde at praktisere kristendom på og at novellen giver et både humoristisk og tankevækkende bud på hvad religion er.
Religion er også et af temaerne i “En sang for Lya”. Samtidig er novellen også den jeg finder mest problematisk. Historien starter lidt på samme måde som den foregående. Et kærestepar af telepater sendes til en verden hvor de indfødte ikke-mennesker har en meget speciel religion som kræver at man ofrer sig selv til en slags kødædende planter, når man når en bestemt alder. De skal finde ud af hvorfor der er mennesker som konverterer til religionen. Det viser sig at de indfødte opnår en slags samhørighed med alle andre intelligensvæsener ved at lade sig opsluge af plante-væsenerne. Mennesker som konverterer til religionen, kan opnå det samme. Der er rigtig mange bolde i luften i novellen: Kærligheden mellem to telepater som er mere ægte end mellem ikke-telepater. Den store kærlighed til alt man opnår ved at blive et med planten. Religionen der gør blind ligesom kærlighed. Det liv fuld af løgne og fortrængninger de fleste mennesker lever, sat i kontrast til de ædle indfødte. Det hænger bare ikke rigtig sammen. De metaforiske lag rodes sammen med fortællingens virkelighed fordi der både er metaforer og alskens science fiction- påhit på spil. Hvis det er en historie om kærlighed og religion, så fortæl den dog uden alt det telepati og rumvæsen hokuspokus. Hvis det er en historie om menneskets møde med det fremmede, så gør det som Stanislaw Lem gjorde i Solaris og lad det fremmede være ekstremt fremmed og ikke en så åbenlys metafor for vanedannende narkotika. Novellen blev skrevet da forfatteren var ret ung. Man kan sagtens føle den desperate søgen efter hvad kærlighed er, og der er da også ting, som beskrivelsen af den fremmede verden, der fungerer fint i den, men jeg synes novellen klart er samlingens svageste.
For at slutte med det første, så indledes bogen med novellen “Natteflyverne”. Her er vi igen et stykke ovre i horror-land. Et rumskib er ude at lede efter nogle mystiske væsner som man aldrig har haft kontakt med før. Det i sig selv lægger op til fare og spænding, men den får mindst en tand til, idet kaptajnen på rumskibet om muligt er lige så mystisk som dem de leder efter. Han har sin egen adskilte del af rumskibet, og den øvrige besætning har aldrig set ham. Og så begynder der at ske mystiske dødsfald blandt besætningen! Her er der både menneskeligt drama og et meget velfungerende plot. Det er klart min favorit i samlingen.
Uanset mine kritikpunkter, så er dette en novellesamling jeg klart kan anbefale hvis man holder af spændende og fantasifuld fantastik. Der er i hvert fald tre rigtig gode noveller i den og folk med en anden smag end min kan muligvis se de samme kvaliteter i den fjerde som de der stemte til Hugo’erne i 1974 gjorde, da de lod den vinde. Som vanligt fra SFC får man også et lille efterskrift så man bliver klogere på hvem forfatteren er og får mulighed for at tænke lidt mere over det man lige har læst. Lad for resten være med at læse det som et forord – det antages at man har læst novellerne, inden man læser efterordet, og man risikerer at få ødelagt fornøjelsen ved at læse novellerne.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.35
