Vampyr

VampyrKandorVampyr
Antologi, Nikolaj Højberg (red)
Kandor 2013, 336 sider

Novellekonkurencen op til antologien Vampyr fra Kandor har været meget omtalt. Flere forfattere udtrykte det besvær de havde med at skrive om vampyrer uden at falde i klichefælden. Selvom der findes mange forskellige typer vampyrer i litteratur og film, så er det en af de monstertyper, inden for horror, som er bedst defineret. Dette giver begrænsninger for forfatteren, for hvordan skriver man noget spændende og uhyggeligt, hvis det allerede er fastlagt, samt at læseren ved, at der her er tale om et væsen der suger ofrenes blod. Der er også de der ikke mener vampyren er uhyggelig i forhold til f.eks. zombier der vil æde offerets kød og hjerne eller en varulv der vil flå dig i stykker. Men mest skræmmende er det når der i historien optræder et ukendt væsen som læseren ikke allerede kender alle konventioner omkring. Som forfatter må det også være mere spændende selv at skulle skabe monstret, end være begrænset af hvad andre har dikteret igennem en længere årrække.

I 2011 Udkom antologien Draculas Gæst redigeret af Michael Sims. Den var en samling af de væsentligste vampyr- historier op til Dracula, og den gav et rigtigt godt indblik i hvordan vampyrkonventionerne er blevet skabt i litteraturen. Det var dog en ”tung” bog at komme igennem, da det blev trættende hele tiden at læse om vampyrer, på trods af den variation som de forskellige forfattere lagde over historierne.

Vampyren har i de senere år været en mere brugt figur inden for paranormal romance rettet imod teenagepiger end inden for horrorlitteraturen. Twilligt, True Blood og Vampire Diaries sælger utroligt godt og er utroligt populære både i bogform og i film/tv, men det er ikke den skræmmende vampyr, men mere den melankolske ”stakkel” der skal leve uendeligt. Dette er en rolle som blev populær med Anne Rices Interview with a Vampire, men selv hun blev træt af denne vampyr allerede efter første bind i sin krønike, og allerede fra bind to fulgte vi en vampyr der nærmest var en livsnyder og som omfavnede sine nye evner.

På filmsiden har de vampyrfilm der er kommet længe enten været de omtalte teenagefilm, eller det har mere været slasher- eller actionfilm end egentligt horror.

Der udkommer en del vampyr litteratur, som vil være en modvægt til ovenstående, men den får dog ikke specielt meget opmærksomhed. En enkelt undtagelse er nok Guillermo del Toro og Chuck Hogans Strain trilogi. Her var vampyrerne følelses kolde væsner der ville overtage herredømmet over jorden og omdanne menneskeheden til en industrialiseret føde­varekilde.

Præmissen for Kandors novellekonkurencen var også et modtræk til den følsomme vampyr. Kravet var at Vampyren skulle være det stærke magtfulde væsen som tager det blod det vil have.

Jeg havde bogen stående et godt stykke tid, inden jeg tog fat på at læse den, da jeg lige skulle finde energien til at læse den ene vampyrnovelle efter den anden, da jeg netop tænkte ”hvor spændende kan dette være” hvis jeg allerede vidste at det var vampyrer der var monstret – jeg tog heldigvis fejl.

Det er mange forskellige vampyrer der optræder i novellerne. Der er ikke kun den klassiske Dracula-vampyr-type, men derimod flere dæmoniske skikkelser. Der er hentet inspiration i de afrikanske og assiatiske myter om blodsugere. Der er historier hvor vi følger vampyren, andre hvor vi er i offerets rolle, og så er der også historierne hvor det er vampyrjægeren som er i front. I den historie som  Jonas Wilmann har bidraget med, er der dårligt tale om en vampyr, men mere en følelsmæssig form for vampyrisme. Også i Lars Ahn Pedersens historie suges der ikke blod, men her er det lykke, glæde og tillid der suges. Et par opsøges af en dreng der på mystisk vis får overtalt dem til at lade sig komme ind i deres hjem, og i løbet af den samtale de har, suger han noget fra dem som nok i længden vil gøre større skade på dem end hvis han blot havde suget et par liter blod.

Teddy Vorks ”De rette omgivelser” er en hyldest til Ambrose Bierce, og selvom det er en vampyrfortælling, så er det ikke det centrale. Det centrale er hvad det er der giver den ”gode” horroroplevelse. Vork er en virkelig dygtig forfatter, som virkelig formår at sætte en god stemning i sine fortællinger, men som han også refererer Bierce, så kræver den rigtige horroroplevelse også en indsats fra læseren. Denne skal sætte sig i de rette omgivelser og give historien sin opmærksomhed. I novellen er der også en hilsen til de anmelderer som ikke formår at læse værker ud fra værkets præmisser. En ting er at en anmelder ikke kan lide et værk, men noget andet er de anmeldere der mere gør en anmeldelse til et korstog imod genrer generelt, eller mere gør anmeldelsen til en plads for bare at få lov til at se sig selv på tryk. Novellens hovedperson er en forfatter som gerne vil vise en kritisk anmelder at han kan skrive en historie der vil skræmme anmelderen. En af de virkemidler som forfatteren benytter, er at sætte de rigtige rammer for hvor historien skal læses.

Den hilsen som Vork sender til anmelderstanden, har jeg lidt på fornemmelsen bygger på en bestemt anmeldelse af Vorks egen debut novellesamling, der er i hvert fald et sammenfald af omtalen af anmeldelsen og anmelderens navn. Så Vork kan nok godt forvente snart at få en mail fra Wichmann, for han plejer gerne at ville gå ind i en lang debat J

A. Silvestris historie finder sted på et dansk slaveskib som sejler på sin rute med slaver til de vestindiske øer. Forholdene for slaverne er kummerlige. De ligger under dæk i skidt og lort og blandt ligene af de af deres medfanger der ikke har overlevet. Med ombord er der også kommet et væsen som lever ved at suge blodet og livet ud af folk. Væsnet flår også nogle gange skindet af sine ofre og kan iklæde sig det. Ud over blod og skind får det også en del af ofrets viden og hukommelse, og kan derfor indtage offerets plads. I starten er det kun slaverne der er væsnets ofre, men det har også en trang efter magt, og den kan godt fornemme at den finder den hos skibets hvide besætning.

I Christian Reslows ”Verdens krig” er det ikke blot en eller en lille gruppe af vampyrer der er tale om. Midt i Første Verdenskrig er vampyrerne kommet frem, og de blander sig i krigen. Der er nu ikke længere tale om en krig imellem nationer, men en krig om menneskehedens fortsatte eksistens. I novellen følger vi en flok franske soldater der efter at have kæmpet imod tyskerne i nogle år nu kæmper imod vampyrerne. Vampyrerne er brutale væsner uden den store intelligens, men som er drevet udelukkende af deres trang efter blod. Det er i hvert fald det soldaterne har oplevet ind til nu, men det kan være de tager fejl.

Samlingen består af 11 meget forskellige noveller, som samlet giver en virkelig god samling. Oftes når jeg anmelder antologier, så må jeg skrive noget med at der både er gode og dårlige historier i samlingen, men her er faktisk tale om en samling der holder et højt niveau hele vejen igennem, så de noveller der ikke er omtalt her, er bestemt ikke et udtryk for at jeg ikke kunne lide dem. Generelt kan det siges at mine forbehold for at skulle sidde og læse den ene vampyr­historie efter den anden blev gjort til skamme.

Som med Kandors fantasy­antologier så savner jeg et forord/efterord hvor redaktøren fortæller om sine tanker omkring antologien og de tanker der er knyttet til udvalgskriterierne. Denne bog er udkommet af en novellekonkurrence, men der er ingen steder nævnt i bogen hvilke noveller der var vinderne. For mig ville det give en mere helstøbt bog hvis redaktøren gav den et par ord med på vejen.

Ofte sluttes antologier af med korte forfatterpræsentationer. Den plads er i Vampyr brugt på at hver forfatter har kunnet skrive en sides post scriptum om deres historier. Dette virker rigtigt godt, for jeg syntes altid det er interessant lige at høre et par ord fra forfatteren om dennes tanker om sin historie.

Denne samling viser ikke bare at vampyren ikke er svag, men også at det stadig kan lade sig gøre at skrive de spændende og fængende vampyrhistorier. Den viser, lige som flere andre af de samlinger der i disse år udkommer med noveller inden for det fantastiske, at der findes rigtig mange dygtige forfattere herhjemme.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.36

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Horror og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Vampyr

  1. Pingback: Mere ros til Vampyr « Lars Ahn Pedersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *