Horror and Science Fiction in the Cinema Before 1980
Af Erwin Neutzsky-Wulff
Enwforlag, 468 sider, kr. 500,-
Over 1500 genrefilm fra mellem 1895 og 1979 gives i dette opslagsværk den danske SF- og gyser-forfatter Erwin Neutzsky-Wulffs egne ord med på vejen. Ifølge pressematerialet har Neutzsky-Wulff (f.1949) i sin barndom og ungdom set tre-fire film dagligt, og hans kommentarer veksler mellem anmeldelser og små essays. Der gås kronologisk og systematisk til værks gennem 27 kapitler, fra “Silent Screams” (1895-1923) over “Science Fiction” (1946-1951) og til (f.eks.) “The End of Hammer” (1975-1976). I forordet kommer forfatteren med en særdeles kortfattet analyse af menneskets historiske forhold til horror og science fiction og antyder at der på filmfronten alligevel ikke er noget nyt eller spændende at skrive hjem om efter Hammer-studiernes lukning i 1976. Fra Star Wars og frem er det hele bare ‘kiddie shows’. Bogen, som beskrives som en ‘handbook’, er dog ikke kun et opslagsværk; den kan læses som en kontinuerlig analyse, hvor den enkelte filmomtale ofte refererer den forrige og leder videre til den næste. Der klemmes en hel del humoristiske og provokerende kommentarer ind i omtalerne, som er ganske underholdende at læse. Nu og da går det måske lidt over gevind; der gås engang i mellem ud af en tangent uden at man får ret meget at vide om den pågældende film. Som sådan er værket også netop en samling af personlige kommentarer, mere end det f.eks. kan kaldes en akademisk analyse. Neutzsky-Wulff kobler som sædvanlig det hele til sit okkulte verdenssyn, med det resultat at omtalernes indhold veksler voldsomt mellem det lysende klare og det besynderlige dunkle. Sine steder klapper man i begejstret enighed; andre steder aner man ikke hvad manden snakker om – eller synes måske endda at det er helt forskruet.
Det er sjovt at slå de mere populære titler op og læse forfatterens mening om dem – og der er nok at gå i gang med! Mange gange rakker han filmene ned, nogle gange ved kun at ofre fire-fem nedladende linjer på dem (Romero’s Dawn of the Dead, f.eks.), men andre gange er han enig med flertallet om en klassikers ikoniske kvaliteter. Mest slående og overraskende er nok at han anser The Ten Commandments (1956) for en sci-fi/horror-film (velsagtens pga. de ægyptiske plager og de gode special effects) – og sin klare favorit af slagsen – og gudhjælpeham vier ikke mindre end hele seks to-spaltede sider til sit ivrige essay om den! Her påstår han bl.a. at Disney har opkøbt og destrueret alle de originale filmruller, så The Ten Commandments ikke for eftertiden ville overskygge Disneys egen, dybt underlegne, The Prince of Egypt fra 1998 (som dækker omtrent samme bibelske materiale) alt for meget – det tvivler jeg nu på, eftersom The Ten Commandments udkom i en uforlignelig flot restaureret Bluray-udgave i 2011.
Læseren bliver heller ikke snydt for et fem-siders appendix til sidst, hvor Neutzsky-Wulff udbreder sig om sit okkulte verdensbillede i et forsøg på at forklare hele horror-genren og hvordan science fiction og horror essentielt set er det samme. Det er vist noget med at frygten for det overnaturlige er en stor misforståelse; i virkeligheden fejlfortolker vi den oprindelige, livgivende spiritisme fordi vi ser for rationelt på tingene. Åndeverdenen er altså en positiv ting som man bør være åben overfor, og derfor bliver frygt og gys også til noget indbydende som leder til en mere ægte samhørighed med det åndelige. Jeg er ikke enig i denne mysticisme, men en afsluttende observation om zombier og deres popularitet er interessant og givetvis korrekt: at de symboliserer de mange fremmede mennesker som vi byboere omgives af til daglig og som vi ikke har ret meget empati meget med og derfor helst vil undslippe fra. Isolationen i mængden. Det kan der nok være noget om.
Allersidst i bogen (lige før indekset) giver Neutzsky-Wulff os endda en liste over “The Best”; hans personlige Top-26, kronologisk arrangeret. Den består hovedsageligt af meget kendte film, fra King Kong (1933) til Close Encounters of the Third Kind (1977); der er kun seks på listen som jeg (endnu) ikke har set, fra Dead of Night (1945) til Nightmare (1963). Film nr. 26 på listen er udenfor dette værks fokus, nemlig – lidt overraskende, måske – E.T. The Extra-Terrestrial fra 1982. Dette forklares i efterskriften, hvor Neutzsky-Wulff kalder filmen for den sidste storslåede film, med henvisning til at filmplakatens reference til Gud og Adam fra det sixtinske kapel gør filmen til en analyse af menneskets stormomsuste og intime forhold til det overnaturlige. Ud fra samme basale tolkning ville jeg nu nærmere konkludere at den var et opgør med det; at E.T.s bortrejse må symbolisere at mennesket tager afsked med Gud. Neutzsky-Wulff mener imidlertid at filmens “gentle humour” og andre detaljer specifikt påpeger nærheden mellem os og åndeverdenen. Well – dén diskussion bliver nok ikke afsluttet lige foreløbig.
Hvis man, som jeg, er født mere end tyve år efter forfatteren, så er der naturligvis mange film i denne bog som man ikke har set – ja, faktisk de fleste! Men som der også gøres opmærksom på i forordet, så kan rigtig mange af filmene i dag fås på DVD, hvilket er en ny og glædelig udvikling. Der er helt sikkert en lang række af disse klassikere som jeg skal have fundet frem til, og denne spændende håndbog er jo bogstaveligt talt skabt til formålet!
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 38
