Riddick
Film, USA, 2013, 119 min.
Instr.: David Twohy
Medv.: Vin Diesel, Katee Sackhoff, Jordi Molla, m.fl.
Efter Pitch Black (2000) og The Chronicles of Riddick (2004) er det nu blevet tid til den tredje film i serien om den über-seje “last Furyan”, spillet af den muskelsvulmende Vin Diesel. Den oprindelige film var på mange måder en efterligning af Alien-filmene: efter et rumskibsstyrt måtte et lille hold overlevende løbe spidsrod mellem rovgriske rummonstre på en næsten død planet. En velkendt formel, som dog fungerede rigtig godt og opnåede en særegen stemning – især i kraft af de interessante naturvidenskabelige elementer i baggrunden; passagen gennem en komet-hale som forårsager styrtet, og da det bliver aften nede på planeten og den gule sol går ned, stiger en sekundær blå sol pludselig op og indhylder alt i et blåt skær. Fantastiske detaljer! Film nr. 2 fra 2004 var en mere space opera-agtig historie der udforskede andre begivenheder og steder i dette univers. En fanatisk religiøs rum-sekt ved navn the Necromongers var ude på at konvertere eller dræbe alle andre. Det var en klar 911-kommentar, men historien var desværre ikke spændende. Filmen havde en del flotte effekter, men kunne ikke hæve sig over middelmådigheden. Den sluttede med at vores (anti-)helt, Riddick, fik dræbt lederen af the Necromongers, og derfor ifølge deres regler selv blev leder. Film nr. 3 starter så med at vise at Riddick har været i gang med at lede efter sin hjemplanet, Furya, som han ikke ved hvor er. Da han besøger en kandidat-planet sammen med sit Necromonger-følge, forråder de ham og efterlader ham strandet på planeten. Denne ørkenplanet er fuld af farlige rovdyr, og Riddick må nu genfinde sit indre vilddyr for at overleve. Den første fjerdedel af filmen går udelukkende med at vise hvordan han kæmper mod de farlige monstre og i øvrigt tæmmer en slags hyænehund, som bliver hans trofaste følgesvend. Derefter finder han (ret bekvemt for plottet) en lejesoldatbase, hvor han kan sende et signal til nogle lejesoldater og dusørjægere om at han er her. Og så kommer de og slås mod ham, men de er naturligvis ikke ligeså seje som ham. Så på en måde kan hele filmens plot opsummeres som “Riddick ringer efter en taxa”. Bevares, der er da en del vold og gode action-scener, men der er ikke ret meget der minder om en historie, og man får faktisk aldrig rigtig at vide hvorfor lejesoldaterne egentlig er efter ham, overordnet set – så vidt man kan slutte sig til, beror det vist hovedsageligt på nogle misforståelser. I alle filmene gås der meget op i at vise at Riddick er en kynisk anti-helt, men det bliver aldrig overbevisende. Reelt er han bare en almindelig helt, som beskytter de svage, i alt væsentligt gør det rigtige og kun bliver voldelig for at overleve eller undslippe uretfærdige beskyldninger. Filmskaberne vil gerne have ham til at fremstå som edgy og arrogant, men i virkeligheden er han faktisk bare en elskelig bamse. Som engang i mellem bliver nødt til at slå på tæven, fordi andre mennesker så ofte er nogle idioter. But anyway. Den tredje film er bare endnu en formularisk action-film der foregår i en ørken på en fremmed planet; der er ikke ret meget at komme efter, og igen må en Riddick-film stirre middelmådigheden i øjnene. Man kan sige – som noget positivt – at filmen er meget rendyrket i sit fokus og sit udtryk og holder sig stramt inden for sit eget univers, og det er sådan set beundringsværdigt. Desværre er det indholdsmæssigt ikke særlig interessant.
Karakter: 5 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 38
