Manborg
Film, Canada, 2011, 72 min.
Instr.: Steven Kostanski
Medv.: Matthew Kennedy, Adam Brooks, Conor Sweeney m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2013
I fremtiden har den onde Grev Draculon og hans hær af nazi-dæmoner overtaget verdensherredømmet. De begik bare én skæbnesvanger fejl undervejs: Da de dræbte den forkerte mand, dræbte de ham ikke nok!
Pågældende soldat, der både har mistet sin bror og selv er faldet i kampen mod ondskabens horder, vækkes til live igen som titlens Manborg – halvt menneske, halvt maskine og helt bøvet. Han slår følgeskab med søskendeparret Mina og Justice (der mestrer henholdsvis knive og pistoler) og den eftersynkroniserede kampsportsekspert #1 Man. Det er på tide at afdække Manborgs herkomst, hævne brormands død og bringe ondskaben til knæfald.
Det hele er mindst lige så cheesy og fjollet som det lyder, og det er også planen. Manborg er dels pastiche over og mestendels parodi på et miskmask af VHS-æraens genre-B-film og start-90ernes full motion video-computerspil med alle de tommetykke klichéer og tåkrummende skuespilpræstationer, der nu prægede disse produktioner.
Filmens udtryk er præget af tydelige discountsminke-effekter og hyggelig stop motion-animation, men også en overflod af tydelig green screen, dårlig computergrafik, lav framerate (der til tider får selve skuespillerne til at virke stop motion-animerede) og alt for mange close ups. Det er tydeligt, at folkene bag filmen har lagt stor omhu i og hygget sig med at ramme alle dårligdommene på kornet, men det betyder også, at Manborg næsten sigter for bredt.
Alt andet lige er der et vist spænd mellem eksempelvis dårlig postapokalypse på VHS og Mortal Kombat-spillene, både indholds- og udtryksmæssigt, og ligeledes virker sammensuriet af grovkornede effekttyper noget ujævnt. Fortællingen formår i rimelig grad at rumme de elementer, den så gerne vil favne, men ikke uden at det til tider bliver lidt anstrengt. En smallere fokuseret genreimitation havde formentlig givet et mere gennemført produkt. En film, der umiddelbart havde været sværere at skelne fra inspirationsmaterialet, men netop forstod den fine balance i at overgøre sine virkemidler de rigtige steder, så den i modsætning til det parodierede endte med at være frivilligt morsom.
Ikke at Manborg ikke er ufrivilligt morsom, men den er ofte meget åbenlys i sin komik, eksempelvis med sideplottet om den onde monsterbaron, der er ulykkeligt forelsket i Mina – “Called her prisoner no. 7 … But to me, she was always prisoner no. 1!” – eller når en velsmurt dræbermaskine som Justice ikke kan finde ud af at tilberede en pulverblanding. Selv om min pointe netop er at projektet ville være mere gennemført om humoren var mere subtil, morede jeg mig ironisk nok bedst over den åbenlyse af slagsen. Måske fordi filmen i sin øvrige udtryksform maler med en alt for bred og insisterende (og for øjnene ofte fornærmende) pensel.
Efter rulleteksterne følger i konceptets ånd en ganske sjov falsk trailer for BioCop, en anden VHS-æra-parodi, som i sit udtryk ser noget mere konsistent ud. Traileren trækker måske lidt i langdrag, da den gerne vil inkludere flest mulige sjove påfund, når nu der måske ikke bliver tale om en reel film. Samtidig ligner den dog et bud på, hvordan Manborg måske havde fungeret optimalt: en perlerække af genreparodiske scener uden alt det mellemliggende juks.
Manborg høster tilsyneladende mange roser rundt omkring, og jeg er måske bare djævelens sure, gamle advokat her. Hvor meget jeg end kan se og bifalder hvad filmskaberne gerne vil, blev jeg bare sjældent revet med af filmen.
Retfærdigvis skal det nævnes, at jeg så Manborg i fuldkommen ædru tilstand. Jeg kan ikke udelukke, at tilføjelsen af øl og flæskesvær kan hæve karakteren nogle takker, og jeg lader gerne tvivlen komme den til gode ved et gensyn. Personligt elsker jeg “so bad, they’s good”-film, men de lader sig ikke sådan bare lige fremstille syntetisk! Den ædle kunst bunder i et uforvarende og ikke nærmere definerbart blandingsforhold mellem oprigtighed, ildhu, manglende ressourcer og ditto talent, der til hver en tid vil gøre den ægte vare sjovere.
Karakter: 4 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 39
