John Dies at the End
Film, USA, 2012, 96 min.
Instr.: Don Coscarelli
Medv.: Chase Williamson, Rob Mayes, Paul Giamatti, Clancy Brown m.fl.
På DVD og Blu-Ray fra Another World Entertainment, 2013
Filmen, du nu skal til at læse en anmeldelse af, bygger på en roman af David Wong, hvad der også er navnet på historiens hovedperson. Men det kan være et sammenfald, for sidstnævnte påpeger forholdsvis tidligt, at han skiftede til dette efternavn, fordi det er det mest almindelige i verden. Så måske kan vi være ganske rolige, måske er der slet ikke tale om virkelige hændelser. Måske er vi slet ikke på skideren…
Hvorom alting er, befinder fortællingens David Wong sig på en kinesisk restaurant, hvor han forsøger at dele sin mildt sagt bizarre beretning med den skeptiske journalist, Arnie Blondestone, som dog har en brat opvågning i vente. Davids bedste ven er John, der muligvis dør til sidst. Forinden involveres de to lade typer dog uforvarende i et rod af apokalyptisk tilsnit, da John køber et bevidsthedsudvidende stof af en synsk jamaicaner.
Stoffet, der går under betegnelsen ‘sojasovsen’, giver ud af kroppen-oplevelser, der trodser grænserne for tid og dimensioner, men ikke alle brugere vender tilbage med deres menneskelighed intakt. Det går op for de to venner at der er mere mellem himmel og jord end de nogensinde ønskede at kende til og at det har i sinde at lægge sine slimede tentakler på vores verden. Der er med andre ord ikke andet for end at tage det sømbeslåede baseballbat i den anden hånd og sparke noget monsterrøv.
John Dies at the End er et fandenivoldsk overflødighedshorn af absurde optrin og uforudsete drejninger. Trods det Lovecraft-agtige tema med grusomme væsner fra fremmede dimensioner og trods en del splattede optrin, bevarer filmen en let og legesyg tone. Et aggressivt, flyvende overskæg, telefonopkald på tværs af tid og det hinsides og et dørhåndtag, der ved berøring forvandler sig til en stor penis vil næppe appellere til den brede (eller for den sags skyld pæne) smag, og konceptet ville aldrig slippe helskindet igennem et større filmselskabs pengemaskine. Af samme grund er effekterne måske ikke noget at råbe hurra for, men de er charmerende, opfindsomme og kreativt anvendt, som eksempelvis da en blodig effektscene, der næppe var råd til at lave i live action-udgave, illustreres gennem en herligt grotesk tegnefilmsekvens.
Som det måske fremgår, holder jeg med John Dies at the End, men træerne vokser desværre ikke ind i himlen. Åbningsscenen refererer med glimt i øjet paradokset om Theseus’ skib. Den slår ganske vist tonen an, men pointen bliver hængende i luften og klinger hult, da den aldrig rigtig kobles sammen med det øvrige af filmen. Lidt research afslørede, at oplægget vedrører noget væsentligt indhold fra bogen, men dette er udeladt i filmatiseringen. Nu er jeg ikke en af disse pedantiske typer, der mener, hele en bogs indhold pinedød skal medtages i filmudgaven, men resultatet må altså gerne hænge sammen. Diverse andre elementer af filmen forekommer ligeledes lidt uforløste eller forjagede og lugter af, at man gerne har villet rumme flest mulige af historiens påfund på alt for lidt plads.
Heldigvis spartler filmen flittigt sine plothuller og øvrige mangler over med velgørende flabethed og fortælleglæde, godt hjulpet på vej af en vel-castet gruppe skuespillere. Alt i alt var jeg rigtig godt underholdt af den, og hvis intet af ovenstående har skræmt dig væk, bør du ikke betænke dig med at suse ned efter et fix sojasovs fra din lokale filmpusher.
Tilbage står vi selvfølgelig med spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er værd at bruge penge og tid på en film, der tilsyneladende allerede i titlen afslører udfaldet …
“Dør John virkelig til sidst??”.
Tja, gør vi ikke alle?
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 39
