Vinden rejser sig
(Orig. titel: Kaze Tachinu)
Tegnefilm, Japan 2013, 126 min.
Instr.: Hayao Miyazaki
Vinden rejser sig er en aldeles uhistorisk film der følger Jiro Horikoshi, designer af Mitsubishi A5M flyet og dens efterfølger, det notoriske Mitsubishi A6M Zero jagerfly. Zero’en blev i krigens første år symbolet på Japans ambitioner om at være en moderne industriel og militær stormagt, men i krigens sidste måneder også på diktaturets dødsdrift i form af Kamikazeselvmordspiloter.
Vi møder den unge Jiro Horikoshi som dreng i Japan i 1918, i en lille provinsby. Han drømmer om at blive pilot, men dårlige øjne sætter en stop for den drøm. I stedet læser han magasiner om flydesign. I sine drømme møder han den italienske fly-ingeniør Giovanni Battista Ca-proni, der fortæller ham at det alligevel også er bedre at skabe flyvemaskiner, end at flyve dem. Horikoshi rejser i 1923 til Tokyo for at læse til ingeniør. Her oplever han Kanto-jordskælvet, der dræbte næsten 100.000 mennesker. Horikoshi redder den unge pige Nahokos stuepige, og bærer hende til deres hjem.
I første omgang efterlader Horikoshi ikke sit navn, men han møder Nahoko igen nogle år senere, og de bliver forlovede. Der er midlertidig mørke skyer i horisonten. Ikke bare rumler krigen, men Nahoko lider også af tuberkulose.
Sideløbende med beskrivelserne af Horikoshis mod- og medgang som gryende fly-ingeniør, udvikler de to unges kærlighed sig. Horikoshi kommer en tur omkring Tyskland, og møder den gryende nazisme, uden at erkende, at det hæslige han møder er et spejlbillede af nationalismen i Japan. Der er nogle fine beskrivelser af hvordan de unge fly-ingeniører må presse mest muligt ud af de knap så effektive motorer, som den unge industrination kan præstere. Et sted ser vi, hvordan flyvemaskinen bliver trukket ud på startbanen af et oksespand. Gennem al modgang drømmer Horikoshi om Caproni, og sammen holder de fast i hans drøm.
Hayao Miyazaki beskriver jordskælv som en rumlende naturkraft der går amok, river huse omkuld som var de legetøj, starter ildebrande og gør menneskene små. De må, som myrer, flygte for urkræfterne. På samme måde beskrives krigen i drømmesekvenser nærmest som en naturskabt katastrofe. De mørke drømme kæmper med Horikoshis lyse drømme om herredømmet. Mørket lader sig ikke ignorere, og til slut må Horikoshi bøje sig for vinden. Som Horikoshi sørgmodigt konstaterer, så kom ingen af piloterne tilbage i hans fly.
Miyazaki lader dog Horikoshi forsone sig med skæbnen i en drømmescene, hvor de unge piloter som fugle flyver mod himlen, mens de hilser ham. Skal der lyde kritik af filmen, så er det at Miyazaki lader Horikoshi, som den våbenudvikler han er, slippe lige lidt let over det ansvar han har, for hvad hans skabertrang blev udnyttet til. Men i det konforme japanske samfund er skyld nok en meget privat ting.
Vinden rejser sig er en betagende film om kærlighed og krig i Japan, hvor drømme og virkelighed blandes i et virtuost univers (hvilket er grunden til at filmen finder vej til et fantastik-blad). Med denne film vender Hayao Miyazaki tilbage til udgangspunktet. I alle hans film er vinden – drømmen om at flyve i frihed – et tilbagevendende tema. Ghibli, navnet på hans studio, blev således opkaldt efter en italiensk flyvemaskine.
I denne sin sidste film tegner Miyazaki, på et mørkt bagtæppe af naturkatastrofer, epidemier, stagnation og krigstrommer, et strejf-lys af drømme og ambitionen om at nå det fuldendte. Vinden rejser sig; vi må prøve at leve.
Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 42
