Hansel & Gretel Get Baked

Hansel and Gretel Get BakedHansel & Gretel Get Baked
Film, USA, 2013
Instruktør: Duane Journey
Medvirkende: Lara Flynn Boyle, Molly C. Quinn, Michael Welch, Cary Elwes
På DVD fra Another World Entertainment

Det at tage gamle eventyr og give dem nyt liv, er der intet nyt i, og det er ofte interessant at se hvilke tvist de gamle fortællinger får hver gang de bliver genfortalt på nye måder. Titlen Hansel & Gretel Get Baked refererer selvfølgelig til historien om at heksen steger børn i sin ovn og spiser dem. Titlen henviser dog også til den stenede tilstand man kan komme i når man ryger hash, og hvis der er noget der er meget af i denne film, så er det hash.

Der er en ny type hash på markedet kaldet Black Wood High, og det bliver solgt af en gammel kone. Ash er taget afsted for at købe, og han bliver budt indenfor på en kop te af den gamle kone, men hun advarer ham dog om ikke at spise af det lille honningkagehus hun har stående i sin stue. Han er dog allerede godt stenet og sulten, så han kan ikke dy så for at tage en bid. Hun hævner sig med at slå ham ned, skære stykker af ham som hun steger og spiser, inden hun suger ungdommen ud af ham for selv at blive yngre.

Ashs kæreste Gretel forsøger at finde sin forsvundne kæreste sammen med sin bror Hansel og tage kampen op imod heksen og hendes zombier. Midt i det hele blander den lokale hashpusher sig også i det hele, da han ikke bryder sig om at der er kommet en ny leverandør til byen.

Ud over den menneskeædende heks så har de faktisk formået at flette mange elementer fra eventyret ind i denne film, hvilket er ret underholdende. Filmen lanceres som en gyserkommedie, og den er da heller ikke uden humor, samtidig med at den bestemt ikke mangler blodige effekter. Alt i alt en blodig og underholdende genfortælling af et gammelt eventyr.

Og moralen i filmen: Hold jer fra hash og fra at sige ja til at drikke te hos gamle damer.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 42

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *