Jurassic World
USA/Kina, 2015, 124 min.
Instr.: Colin Trevorrow
Medv.: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Vincent D’Onofrio m.fl.
Kæmpeøglerne er tilbage – i stor stil!
20 års tid efter løjerne i Jurassic Park har man for længst anlagt en ny forlystelsespark, Jurassic World, på selvsamme grund hvor den oprindelige park fejlede. Der er sågar anvendt byggeelementer fra forgængeren, eksempelvis dele af indgangsporten, hvilket der stolt informeres om, når turisterne passerer denne. Selv parkens T-Rex er en levning fra originalen, komplet med ar efter raptorkløer. Ud over at være små nik til den første film, er der en nærmest symbolsk effekt i denne genbrug; som i en gyserfilm med et hus, der er bygget på en gammel gravplads eller af materialer fra et spøgelseshus, således venter fortidens katastrofekurs på at hjemsøge denne nye, smartere, mere hovmodige park.
Og hovmodet er denne gang større, farligere og med skarpere tænder og kløer end nogensinde før. I tiden siden den første park/film har dinosaurerne mistet deres nyhedsværdi. Parkgæsterne/biografgængerne er blevet forvænte og kræver stadig nye, vildere attraktioner, større optrin og flottere effekter for fortsat af strømme til øen/biografen. Denne konstatering i filmen virker som en selvbevidst metakommentar, og både folkene bag parken og filmen beslutter sig for at følge op på kravet.
Hvor den oprindelige forlystelsespark aldrig blev godkendt til brug, oplever vi her teknologisk toptunede faciliteter spækket med en hidtil uset mangfoldighed af dinosaurer og begejstrede turister. Men altså ikke mere begejstrede, end hjernerne i marketingafdelingen hele tiden er nødt til at tænke i nye retninger for at opretholde besøgstallet. Af samme grund er genetikeren dr. Henry Wu fra den første film og park tilbage i laboratoriet for at sikre, at her er flere forskellige – og større – øgler end nogensinde. Sågar en uhyrlighed, der ikke engang har eksisteret i vores fortid; hvis der skal deciderede fantasifostre til for at sikre billetsalget nu om dage, så må det åbenbart blive sådan. Måske var gamle John Hammonds vision om at genoplive fortidens mastodonter i den første park også hovmodig set ud fra et evolutionistisk synspunkt, men den var dog drevet af hans egen særegne idealisme. Folkene bag den nye park kan ikke få øje på visionen for bare dollartegn.
Selvfølgelig går det galt. Vi, biografgængerne, skal jo også have valuta for vores penge, og trods alt er vi ikke, ligesom parkens besøgende, kommet for at se bæsterne blive fodret, men for at se dem slippe fri og selv tage for sig af retterne! Parkbestyreren Claire (Bryce Dallas Howard) har sine to nevøer, Gray og Zach (Ty Simpkins, der tilsyneladende har kronisk grydehår, og Nick Robinson) på besøg i parken, da dinohelvedet bryder løs med en menneskeskabt kimære af en kæmpeøgle, Indominus rex, i spidsen. Den er ikke alene intelligent, men blandt andet også i stand til at kamuflere sig i omgivelserne ved at skifte farve. Barren er hævet i en grad, hvor velociraptorerne tangerer ‘good guys’ til sammenligning. Machomanden Owen (Chris Pratt), som arbejder på at gøre vilddyrene håndtamme, har en uforløst gnist med Claire. Han rykker ud for at redde de to drenge, mens hæren, repræsenteret af den skumle Hoskins (Vincent D’Onofrio), rykker ind med intention om at lægge billet ind på de dresserede dinosaurer som et biologisk våben.
Hvis du allerede adskillige gange under gennemlæsningen af ovenstående har overvejet, hvor dårlige flere af idéerne lyder på papiret, så er vi to. Og ganske sikkert også en hel del flere. Anmeldelserne var blandede, men efter flere pålidelige bekendtskaber efterhånden vurderede filmen til at være god, drev nysgerrigheden mig alligevel i biografen, og jeg skal lige love for, det eneste, der blev skuffet, var min skepsis!
Det burde arbejde imod Jurassic World, at filmen kommer ud så mange år (14!) efter seriens seneste del. Efternøleren vender dog på elegant vis dette til sin fordel ved at indregne dinosaurerne i de mellemliggende år og antage, de dermed at blevet et hverdagsfænomen. Det gør det nemmere at acceptere, at genetikerne gennem tiden har justeret mere og mere på øglerne for at tilpasse efterspørgslen. Det ligger i kortene, at parken er nået til et punkt, hvor den snarere karikerer evolutionen end at gengive den. Med dette in mente ligger det næste skridt – at udvikle sin egen art – nærmest lige for. Jeg accepterede derfor lige så nemt, at genetikerne havde været i stand til at frembringe en Indominus rex, som at de til at begynde med var i stand til at genoplive fortidens reelle skabninger. Samtidig tjener denne eskalerende genmanipulation til at forklare, hvorfor hæren stikker næsen i projektet. Hvordan skulle de kunne lade sådan en mulighed passere?
Fordi kæmpeøglerne som bekendt er gammelt nyt, både på den ene og anden side af lærredet, præsenteres forlystelsesparken med en velgørende selvfølgelighed. Det er muligt at køre rundt ude mellem fortidsdyrene i sikrede fartøjer, og i børne-zoo kan ungerne frit gå rundt og klappe mindre dinoer eller få rideture på de såkaldte ‘gentle giants’. Når den enorme, havlevende Mosasaurus kommer susende op gennem vandspejlet i sit bassin for at hapse en haj fra et krankabel og der står kaskader af vand ned over det jublende publikum, minder det til forveksling om virkelighedens spækhuggershows. Denne genkendelighed medvirker til at sælge illusionen om, at der selvfølgelig findes en dinosauruspark og har gjort det i årevis.
Filmens umage søskendepar, Zach og Gray, er da heller ikke bjergtagede som Alexis og Tim var det i den første film. Storebror Zach har kroppen fuld af hormoner og er mere optaget af at flirte med piger end at opleve parkens attraktioner. Han er noget genstridig og teenagetvær over at have sin lillebror på slæb. Og selv om den intelligente og videnskabeligt interesserede Gray da har interesse i parken, vejer bekymringer om forældrenes knas i ægteskabet tungere. Børneroller i denne type action-eventyr-film bliver desværre nemt utroværdige, irriterende og overstadige, ikke mindst de intelligente af slagsen. Gray er imidlertid dejligt underspillet og fremstår lidt speciel og med en ægte sårbarhed, og han får godt modspil fra sin storebror. Umiddelbart kan jeg ikke mindes, at andre af franchisens børn har været lige så velskrevne eller præsteret lige så godt som dette søskendepar. Til sammenligning virker filmens voksne karakterer faktisk mere karikerede og flade, om end funktionelle. De er godt hjulpet på vej af deres skuespillere og de mange spændende optrin. Og lad os være ærlige: Det har aldrig været de dybe, nuancerede karakterer, der kendetegnede disse film.
Når alt kommer til alt, er øglerne de virkelige stjerner, og de er talrige, varierede og virkelig vellavede. Der er i sandhed ikke sparet på noget, og i originalens ånd har man endda anvendt animatronics i nogle af filmens close-ups. Det varmer mit og med garanti også mange andre halvgamle fan-hjerter. Jeg er også begejstret for, hvordan hverken vand, land eller luft længere er sikre områder. Et af mine savn i Jurassic Park, ikke mindst kontra bogforlægget, omhandlede flyveøgler, men jeg skal da love for, at franchisen er kommet efter dette.
Velociraptorerne er selvskrevne, men de udgør også det største potentielle problem for Jurassic World. For fans af de tidligere film kan dealbreakeren meget vel blive, at det i en vis udstrækning er lykkedes Owen at klikkertræne de bidske bæster. Det er denne Sådan træner du din dino-del af plottet, der efter min mening hænger i den tyndeste tråd. Tråden belastes yderligere i en scene, som i påfaldende grad ligner noget fra Sådan træner du din drage 2 – uden jeg vil spoile nogen af delene yderligere.
Heldigvis skildres raptorerne dog ikke mere tamme, end de næppe kan spise fra hånden uden at spise AF hånden, og træningen foregår da også i sikker afstand på en gangbro over indhegningen. Vi ved, de er intelligente væsner, og som allerede nævnt har laboratoriet gennem årene tilpasset frembringelserne i en stadig højere grad. Der lægges også vægt på, at Owen ved at være til stede ved deres udklækning og opdrætte dem fra helt små har antaget status af gruppens alfa. I scenerne, hvor han står ansigt til ansigt og interagerer med koblet eller kører på motorcykel mellem dem, vil nogle nok alligevel synes, det bliver for meget af det gode.
Jeg vil da også være helt ærlig om, at der i løbet af filmens to timer skal sluges indtil flere kameler. Til gengæld vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg sjældent har oplevet så veltilberedte pukkeldyr, og dét er i sig selv en kunst. Underholdningsværdien er afvæbnende i en grad, hvor min indre 12-årige fuldstændig kaprede kontrollen over mig og lo sig begejstret gennem scener, jeg logisk set burde tage mig til hovedet over. Og hvor ofte er en film i stand til at gøre dét for én?
Filmen refererer i ét væk Spielbergs original, om det så er i form af objekter, lokaliteter eller John Williams gamle tema. Nogen vil sikkert finde dette for påtaget og anmassende, men jeg oplevede det nu generelt som mere fedt end forstyrrende. Colin Trevorrow er tydeligvis bare for ærefrygtig ved at skulle løfte øgle-arven til at træde ud af originalens lange skygge. Han har nu ikke noget at skamme sig over. Jeg forlod ganske vist ikke biografen med en følelse af at have fået udvidet min filmiske horisont, som da jeg i sin tid så Jurassic Park. Helt i tråd med det seneste kapitels egen tematik, er der sket meget siden dengang, og vi er anderledes vant nu om dage. Manden har imidlertid langt overgået Spielbergs egen fortsættelse, The Lost World: Jurassic Park (det har Joe Johnstons Jurassic Park III i øvrigt også) og så afgjort skabt seriens næstbedste kapitel, der på nogle punkter endda nærmest overgår originalen.
Jurassic World er utvivlsomt den største filmiske omgang øglefryd, siden Jurassic Park for 22 år siden herskede på Jorden.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 45