The Martian

martianposter1The Martian
Film, USA, 141 minutter.
Instruktion: Ridley Scott, med Matt Damon, Jessica Chastain, Jeff Daniels m.fl.
Baseret på romanen af samme navn af Andy Weir.

Vi befinder os et stykke ude i fremtiden. Her er man godt i gang med et program der skal sende en serie af missioner af sted til Mars, ligesom man gjorde det med Månen for omkring halvtreds år siden. Og ligesom det skete med Apollo-missionerne til Månen, går der noget galt ved det tredje forsøg på at sende astronauter til Mars. Hvad der skete på de to første, succesfulde missioner, og hvad der i det hele taget er sket på Jorden de ca. tyve år ude i fremtiden, får vi ikke meget at vide om, men det er heller ikke nødvendigt for at forstå filmen. Det er en film om en mands kamp for at overleve, men på det meget eksotiske sted overfladen af Mars, og med en for science fiction-film usædvanlig omhyggelighed i de teknologiske og naturvidenskabelige detaljer, uden at den virker overdynget med forklaringer.

Matt Damon spiller missionens biolog Mark, som sammen med sine astronaut-kolleger faktisk når ned på overfladen af Mars, før det går galt. Efter uheldet formodes Mark død og de andre må forlade Mars, før de kan få det bekræftet, for ikke selv at omkomme. Men Mark er ikke død. Han har på mirakuløs vis overlevet, og resten af filmen går med at han må løse det ene problem efter hinanden for at overleve på Mars’ barske overflade, ved hjælp af sin viden om naturvidenskab og teknologi og sin evne til hele tiden at finde på nye løsninger. I starten har Mark mistet kontakten med Jorden, men dette er også et af de problemer der bliver løst. Vi får også at vide hvad der sker nede på Jorden imens, mest med NASA og hvordan de håndterer situationen politisk og teknisk, og siden også hvordan det går Marks kammerater, som er på vej tilbage til Jorden. Hen mod slutningen flettes de tre handlinger efterhånden sammen til rigtig fin slutning på både hovedhistorien og sidehistorierne.

Hvor de fleste af de problemer der opstår for vor strandede astronaut er ret forudsigelige, mangel på mad, afbrudt kommunikation o.s.v., er løsningerne ofte ret ret overraskende og fantasifulde. Det vil jeg gerne rose filmen for: Konfliktløsning i science fiction-film er som regel ikke lavet på science fiction-genrens præmisser. Mangel på mad løses måske ved at bygge et apparat, som på en ikke særlig godt forklaret måde laver mad ud af nogle af de andre forsyninger. Sådan er det ikke i The Martian. Her løses problemet som om det var et virkeligt teknologisk problem, hvilket lægger begrænsninger på filmens plot, men samtidig giver en masse muligheder, som man næppe ville have set i en film der behandler teknologi som ren magi.

I romanen, som filmen er baseret på, er den svageste del af handlinger nok den del der foregår på Jorden. Her er chefen for NASA, i filmen spillet af Jeff Daniels, fremstillet som lidt af en kliche-chef, der er mere interesseret i at NASA ser godt ud i medierne end i at gøre det rigtige, og der er en lang række personer som kommer og går uden de efterlader det helt store indtryk. Men i filmen er den del af handlingen skåret ned til hvad der er nødvendigt for at understøtte hovedhistorien, og mange af de små biroller er faktisk gjort ganske levende.

Der er også skåret ting fra selve Mars-historien væk i forhold til romanen. Det er dels nogle af de mere komplicerede tekniske ting, der er forsimplet, dels er der skåret nogle af problemerne med de tilhørende løsninger væk. Med hensyn til det første, så synes jeg filmen gør det rigtig godt med faktisk at vise de ting, som kun bliver forklaret ganske kort eller slet ikke. Så dem der har læst romanen eller dem som tænker lidt over hvad der sker, får det med, uden de lange forklaringer, som sikkert ville have kedet de fleste biografgængere. Om at skære nogle af Marks problemer væk, så synes jeg historien havde godt af det – i romanen blev det lidt for meget til sidst. De har så bevaret det allersidste problem, som desværre har en løsning der minder lidt rigeligt meget om noget man har set før, men på den anden side havde det virket mærkeligt at skære det væk, og lade en film med spænding hele vejen igennem ende næsten uden spænding.

Til slut får vi en lille opsang om at vi skal blive ved med at sende mennesker ud i rummet. Det virker som en naturlig forlængelse af filmens budskab og ikke påklistret. De citerer ikke Kennedys ”not because they are easy, but because they are hard”, men det var lidt af den samme filosofi: Det vil ikke være let at sende mennesker til Mars, men udforskningen af rummet er så vigtig for os at vi bliver nødt til at påtage os den svære opgave det er. Samtidig er der bjergbestiger-mentaliteten i det: Det er en udfordring som vi må tage, på trods af de risici der er. Man kan da håbe at lidt af den begejstring kan smitte af på biografpublikum og især på de politikere der sidder på pengekasserne rundt omkring i verden. Under alle omstændigheder er The Martian en film der leverer varen til både dem der holder af actionfilm og os der holder af god science fiction. Det er en fryd at se et stort budget gå til imponerende flotte science fiction-kulisser, der ikke bare skal understøtte en gang ramasjang.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 46

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til The Martian

  1. Rikki skriver:

    Jeg vil da gerne lige slå på tromme for den danske udgivelse af The Martian, som er i butikkerne allerede – den kan købes i alle boghandlere. Og bogen er bedre end filmen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *