Science Fiction
Roman af Claus Villumsen
Selvudgivet, 2015
clauswillumsen.dk
Gecko og Munch er en slags kombinerede lejemordere og privatdetektiver i et science fiction-univers. De løser, eller prøver at løse, et antal opgaver i løbet af Claus Villumsens (kort-)roman, der er godt krydret med velkendte science fiction-troper, såsom store brutale aliens, mystiske, gigantiske rumskibe og udhulede asteroider, men også enkelte ting fra den hårdkogte detektiv-genre, såsom den kæderygende Munch.
Vi starter med noget der ligger nær slutningen og arbejder os så fremad igen. Det bliver efterhånden mere og mere klart, hvad der sker. På en måde er alt sammensat af klicheer. Det er måske også sådan at romanens titel skal forstås: Dette her er et sammenkog af hvad forfatteren mener science fiction er. Der er ingen specielt sympatiske personer og ingen detaljerede beskrivelser af universet. Men vi kender både personerne og stederne fra mange andre science fiction-historier.
I form minder Science Fiction om nogle af de eksperimenter med genren der blev lavet i New Wave-bølgen i 1960’erne og 1970’erne. Jeg kom til at tænke på de senere romaner i Michael Moorcocks Jerry Cornelius-serie, der også handler mere om at vise en række scener end at fortælle en fortløbende, sammenhængende historie med personer der udvikler sig i løbet af romanen. Man kan måske sige at Science Fiction er sat sammen af brudstykker af andre science fiction- (og krimi-) historier, men ud fra helt andre kriterier for hvordan en sådan historie skal se ud.
Som eksperiment er romanen forholdsvis vellykket. Forfatteren har styr på sit sprog, kan skrive spændende scener som det hører sig til i genrerne, og har også en form for plot, der hænger sammen. Men som science fiction-fan føler man sig nok lidt snydt. New Wave var en reaktion på den science fiction man skrev i 1950’erne og før. Det opgør blev taget for meget længe siden, og den bedre del af genren er noget helt andet nu, end den var i 1950’erne. Det gør at Science Fiction virker som noget fra en anden tid på mig. Men velskrevet og læseværdig er den så også.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 45
