Den blå dame
Roman af Eleanor Hawken
Høst & søn, 2014, 272 sider.
Oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild
Den blå dame er en spøgelseshistorie. Og genren tro spøges der på grund af svigt, mishandling og lidelse. Historien om den blå dame er en historie alle elever på skolen St. Mark’s, der er en kostskole for piger, kender til. Den blå dame var en elev der døde på St. Mark’s for over to hundrede år siden og som stadigvæk spøger på skolen. Hovedpersonen i bogen er den 14-årige Frankie som sendes St. Mark’s. Der er også en afdeling for drenge, der hedder St. Hilda.
Og det er ret dystert at være elev på St. Mark’s. Frankie trives ikke. Hun er en outsider på skolen og har ikke nogen veninder. Hendes position som upopulær slås fast, da hun bliver valgt til at være brandansvarlig, der som der står på s. 46: “Bekræftelsen af, at jeg var den mest upopulære pige på min årgang, kom, da jeg blev valgt til brandansvarlig hos fjerdeårseleverne – en titel, ingen ville have”.
Bogen beskriver effektivt hvor ubehageligt det er at være udenfor. Frankie kommer dog til at kende Suzy og gennem hende kommer hun at kende Sebastian, kaldet Seb, der er elev på St. Hilda.
Frankie er meget afhængig af venskabet med Suzy. Hun føler at tilværelsen på St. Mark’s er uuholdelig uden Suzy. Suzy er teatralsk og dramatisk som person. Hun fortæller Frankie historien om den blå dame. Suzy siger hun har set den blå dame, og vil gerne lege den spiritistiske leg ånden i glasset, for at få kontakt til den blå dame. De leger så ånden i glasset og de får kontakt til et eller andet overnaturligt. Og der opstår et skår i deres venskab. Suzy beskylder Fran-kie for at stå bag. Det viser sig, at Suzy ikke har set den blå dame alligevel. For Suzy sker det, som der står på hjemmesiden spritist.dk, hvor kan man læse følgende: “Men benyttes Ouijaboardet og ‘ånden i glasset’ med frygt og med hensigten om at skræmme sig selv og andre (på det bevidste eller ubevidste plan), så er det også det, som vil ske.”
Men som læser er man via Frankie som fortæller klar over at det ikke er Frankie der står bag. Men efter episoden bliver Frankies ensomhed offentlig: “Alle kunne se, at uden Suzy havde jeg ingen.” (s.68)
Efter episoden med ånden i glasset kommer der langsomt fart på handlingen. Det overnaturlige kommer snigende. Viser sig i det små. Som underlige lyde og lugte. Og det er først lidt ind anden halvdel af bogen, der kommer mere fart på handlingen. Bogens styrke ligger i at forfatteren formår at skabe sympati og identifikation med Frankie. Og det er mere skildringen af ensomhed, ubehagelig kostskolestemning, og venskabet mellem Suzy og Frankie og senere forholdet til Seb, der skaber spændingen i romanen; snarere end det er spøgelseshistorien. Sproget i bogen er effektivt, men der er ikke mange metaforer i bogen. Og bogen ville klart stå stærkere, hvis der var flere af dem. Også hvis der var mere beskrivelser af miljøet. Bogen er således en god ungdomsbog, men egner sig i mindre grad til voksne.
Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 46
