Solomon Kane
USA, 2009, 104 min.
Instr.: Michael J. Bassett
Medv.: James Purefoy, Max von
Sydow, Samuel Rouking, Rachel
Hurd-Wood m.fl.
Robert E. Howard er mest kendt for at have skabt Conan the Barbarian, men han skabte mange andre helte. En af de mest kendte er den puritanske helt Solomon Kane fra, som omkring år 1600 er på eventyr rundt omkring i verden. Ham er der nu er kommet en film ud af.
I begyndelsen er Kane en brutal fribytter for Dronning Elizabeth I. Under et plyndingstogt i Nordafrika bliver han konfronteret med den dæmoniske Devil’s Reaper, som er kommet for at høste hans sjæl for Satan. Det lykkedes Kane at undslippe og komme hjem til England, hvor han går bodsgang i kloster og får tatoveret en masse religiøse symboler på kroppen som forsvar mod dæmonen. Abbeden på klosteret får overbevist Kane om at han skal søge ud i verden igen, og så starter den egentlige handling.
Kane har forsværget vold, så han bliver et let bytte for en trio landevejsrøvere, der efterlader ham hårdt såret. Her bliver han fundet af en puritansk familie, der tager sig af ham og giver ham det sorte tøj og den bredskyggede hat, man kender fra Howards noveller og de tegneserier, Marvel lavede på basis af dem. Familien bliver overfaldet af en hærgende bande ledet af den onde troldmand Malachi, og de bliver alle myrdet bortset fra datteren Meredith, som Kane nærer stor sympati (og måske lidt mere) for. Den døende familiefar fortæller Kane, at hvis han kan få befriet Meredith, vil hans sjæl blive frelst, og så bliver Kane til en Guds hævner. Jagten på Meredith og Malachi bringer ham tilbage til hans barndoms Devon, hvor vi får hans oprindelse at kende – selvfølgelig en oprindelse der er flettet ind i det overordnede plot.
Filmens historie er ikke baseret på nogen af Howards noveller, og det kristne element fylder mere end i de historier jeg har læst (i tegneserieform). En scene hvor Solomon Kane bliver korsfæstet, men overlever, kan tolkes som en tyk Kristus-reference, men det er også tænkeligt at scenen er baseret på en lignende – og totalt areligiøs – scene i Conan- historien “And a Witch Shall be Born”.
Historien er relativt simpel og byder ikke på de store overraskelser, men den er dramatisk og spændende fortalt, så underholdningsniveauet er fint.
Det bedste ved filmen er den ekstremt flotte billedside. Der bliver gjort god brug af lys og skygge og dramatiske billedvinkler, og det medvirker til at gøre den historiske ramme larger than life og mere fantasyagtig. Skuespillerne udfylder udmærket deres roller, uden der dog er tale om nogen pragtpræstationer, heller ikke fra James Purefoy, der dog fysisk udfylder rollen som Kane ganske godt.
Solomon Kane er tænkt som den første af en filmtrilogi. Filmen er vist ikke blevet den helt store succes – herhjemme er den fx kun blevet vist på CPH PIX – så tiden må vise om der bliver flere film i serien.
Anmeldet af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.25
”Keep your filthy pagan magic away from me!”
Plottet i Solomon Kane er så simpelt som type-castingen af Max von Sydow som den gamle far på tronen, er det. Han har sgu spillet den rolle siden Barbaren Conan i starten af ‘80’erne!
Solomon Kane er en ekspirat der prøver at slå sig til nogle pilgrimme for at få tilgivelse for sine forbrydelser. I ‘dark fantasy’ holder sympatiske pilgrimme selvfølgelig ikke 5 minutter, så Kane er hurtigt ude for at få hævn og for at skulle redde bønderfolket i en øde egn af England, fra en troldfyrste i bedste ‘Big Bad’-stil – men selvfølgelig skal han kæmpe sig igennem en maskeret Darth Vader-type først. Fordi hans navn er ‘Kane’, og fordi Gud er allestedsnærværende i den tommetykke gammeltestamentlige symbolik, hugger han sig hurtigere igennem de slemme fyr, end en israelit igennem filistre. Så meget for plottet. Hvad æstetikken angår, kan det blot konstateres at fordi det er England, har alle undtagen Solomon Kane selv, samt en ung pige, elendige tænder. Derudover regner det selvfølgelig altid.
Dét der hæver filmen over alle fantasy-film for voksne nogensinde, er Solomon Kane selv. I modsætning til alle andre hæse antihelte à la Punisher, får vi ham at se i aktion som et gigantisk røvhul først, og det gør at han ikke bare skal vinde de øvrige hovedpersoners (og Guds) tilgivelse – men også publikums. Det gør virkelig en stor forskel, meget større end det er muligt at beskrive på papir. Det er et lysende eksempel på at instruktøren har taget ”show, don’t tell” til sig, og det vil forhåbentlig blive husket, selv nu hvor fantasy-film er blevet mainstream i forfærdeligste forstand.
Anmeldet af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.25
