Afsind
Roman af Martin Schjönning
Kandor 2016, 294 sider.
Når der har været noveller af Martin Schjönning med i antologier, jeg har anmeldt her i Himmelskibet, så har hans bidrag ofte været nogle af dem jeg har fremhævet blandt de bedste i samlingerne. Han skriver virkeligt godt, og har nogle vinkler på sine historier som gang på gang overrasker. På dagen hvor bogen Afsind udkom skrev forlaget følgende på Facebook: “I dag udgiver vi den grummeste bog vi har læst. Martin Schjönnings Afsind. Bogen er en tour de force i fysiske og psykiske ubehageligheder og efterlader læseren med følelsen af at have været vidne til sin egen undergang.” Det var derfor også med stor forventning at jeg satte mig med bogen.
Bogen starter hårdt ud med at et foto af en kvinde, der er blevet tortureret, bliver skubbet ind under sin bror, Gregors, dør. Gregor har været i behandling for psykisk sygdom siden sine forældres død, og han vælger at søge hjælp hos sin psykiater, Lacedon. Denne bliver meget overrasket over at se billedet, for han ved at søsteren, Iris, er en som Gregor godt nok tror er virkelig, men at hun ikke er det. Han kan dog ikke komme udenom at kvinden på billedet passer til de beskrivelser, som Gregor altid er kommet med af søsteren.
Det er ikke kun billedet, der er noget galt med. På den psykiatriske institution er helvede ved at bryde løs, da de syge gør oprør, og også i verden omkring spreder vanviddet sig, så politi og hospitaler har travlt, da folk går amok i umotiveret vold. Der er sluppet noget dæmonisk løs, og Gregor er en central person omkring dette, og i jagten på søsteren kommer han nærmere de dæmoner der via ham forsøger at komme igennem til vores verden.
Med den salgstale som forlaget havde lagt ud, havde jeg glædet mig til at komme igang med bogen. Efter 30 sider var jeg dog tæt på at lægge den helt fra mig igen, bl.a. pga. to personer der var blevet introduceret, som jeg ikke kunne holde ud at skulle følge bogen igennem. Den ene er en kvinde som lever i et voldeligt forhold. Problemet er at hendes passager er skrevet i en førstepersonsfortæller, med et talesprog jeg fandt forstyrrende og irriterende, og som brød markant med de andre afsnit i bogen. Den anden var en karikeret politikommisær. Han er fordrukken i en grad så han på et gerningssted går hen og tager en drink i offerets barskab, efter han på stedet har analyseret alle spor og fundet ud af at det er et makabert selvmord han står over for. Det viste sig heldigvis at begge personer blot er med for at vise at galskaben er begyndt at brede sig, og de forsvinder hurtigt igen (kommissæren dukker kort op igen senere, mens kvindens sidste afsnit afsluttes, så man ikke er i tvivl om at vi ikke ser mere til hende). Det havde måske været fint hvis de havde været med i en tydelig afgrænset prolog, men her introduceres de som om de er en del af historien, hvilket de heldigvis ikke var. De havde måske passet ind hvis forfatteren havde ladet flere personer komme ind i løbet af bogen for at vise hvordan afsindet spredte sig. De er dog de eneste, der har sådanne afsnit. De virker næsten som noveller, som forfatteren har syntes skulle passes ind i bogen.
Jeg læste heldigvis videre, og bogen bliver betydelig bedre, da den begynder at fokuserer på hovedpersonerne, og på hvordan afsindet breder sig. Schjönning skriver rigtigt godt, og bygger en god historie op omkring Gregor, der gør at dette er en karakter, man gerne vil følge.
Bogen bliver desværre aldrig rigtig farlig. Selvom det nævnes flere gange så giver den ikke rigtigt fornemmelsen af, at det er hele verden der er i fare, men blot at det er noget der sker omkring hovedpersonerne.
Om man kan lide en bog hører ofte sammen med forventninger, og denne levede desværre ikke op til mine. Schjönning har skrevet flere rigtigt gode noveller, hvor han har twistede historier der har overrasket mig flere gange. Det skete desværre ikke i denne roman, men ingen tvivl om at jeg ser frem til at læse mere fra ham fremover.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48
