Batman v Superman: Dawn of Justice

Batman-V-Superman-Poster-2Batman v Superman: Dawn of Justice
Film, USA 2016, 153 min.
Instr.: Zack Snyder
Medv.: Ben Affleck, Henry Cavill, Gal Gadot, Jesse Eisenberg, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilere!

Batman v Superman er en film der ikke tilnærmelsesvis formår at leve op til sit eget ambitionsniveau. Dens plot er forceret og usammenhængende, dens world-building er håbløst utilstrækkelig, dens personer er alle sammen uheroiske og én-dimensionelle og fortællestilen er så kaotisk at det gør ondt.

Nørj, hvor er der udmattende meget at sige om denne film! Især er der meget at rive sig i håret sig over, da jeg kan afsløre med det samme at jeg er meget imod de versioner af både Superman og Batman som vi bliver præsenteret for i denne film. I værste fald er disse figurer nu blevet ødelagt for altid, men man håber selvfølgelig at det ikke står helt så slemt til. Selv om den følgende anmeldelse er lang – det er sikkert Anmeldelsen fra Helvede som Ingen Gider Læse til Ende – så er den på ingen måde fyldestgørende, for denne film sætter enormt mange tanker og analyser i gang omkring hvilke typer figurer Superman og Batman bør være; hvad de bør repræsentere, etc. At dykke ordentligt ned i de temaer ville kræve en hel bog. I det følgende vil jeg blot præsentere en spredt håndfuld af mine observationer og holdninger til den nye film, også relateret til den første film i serien (Man of Steel).

Et af de helt store problemer med både de nye DC-film og faktisk også den 2. sæson af Daredevil tv-serien, er at de bruger for mange af de store ideer fra tegneserierne for hurtigt! De kaster om sig med plot-elementer og twists som i tegneserierne er blevet brugt til at markere overgange mellem årelange storylines, eller er kommet som klimakser på sådanne lange storylines – og så smider de enten disse store ideer væk efter kun lige at have introduceret dem (Daredevil gør det i læssevis!), eller også bruger de et dusin af dem på én gang til at lave én stor über-spektakulær historie som bare er alt for overdrevet og overgearet – som nu her i Batman v Superman: Dawn of Justice.

I henved to år har superheltefilm-fans gået med kæmpe forventninger til denne fortsættelse til Superman-filmen Man of Steel fra 2013 (anmeldt til lunkne 6 stjerner ud af 10 af undertegnede i Himmelskibet nr. 37). Filmselskabet Warner Bros. har i al denne tid udsendt masser af teaser-materiale for filmen, og gejlet fansene mere og mere op. Nu hvor filmen så er kommet, er der sandelig også mange fans der højt erklærer at de elsker den. I visse Facebook-grupper (som f.eks. den engelsksprogede SuperheroeS, samt de grupper der specifikt er dedikeret til filmen) er der stort set nedlagt moratorium mod negative kommentarer om Batman v Superman: Dawn of Justice. De opgejlede fans nægter at anerkende de professionelle anmelderes dom, som har vist sig at være tordnende negativ. En version af denne splittelse så vi også med Man of Steel, men med den nye efterfølger er det langt værre. Anmeldere laver lange lister over hvordan intet i den nye film fungerer; hvor gudsjammerligt dårligt den er fortalt; hvor højtideligt den tager sig selv; hvor totalt humorforladt den er; hvor dårligt den portrætterer især Superman; hvor meget kampene i den bare ligner en umoden og uregerlig drengs vilde leg med action-figurer, og hvordan den opstiller et utal af spørgsmål og plothuller som ikke adresseres. Jeg er selv stor fan af velproducerede superheltefilm, men jeg har måttet sande at de (mindst) $250 millioner som Batman v Superman: Dawn of Justice (herefter: BvS) har kostet – en af de dyreste film nogensinde! – er virkeligt dårligt givet ud. Anmelderne har ret denne gang: det er simpelthen en frygtelig film. Langt værre end Man of Steel. Man of Steel havde nogle mægtig gode ideer og elementer, selv om det ikke i sidste ende gjorde den til en super-vellykket film, men jeg kan ikke identificere noget lignende i efterfølgeren.

BvS-BatArmorEn af de tidlige scener i BvS er også den mest spektakulære, og stort set den eneste scene, jeg vil rose: Man ser den store klimaktiske storbydestruktion fra den forrige film igen fra Bruce Waynes synspunkt, og det er imponerende at se rumskibe der langsomt skærer sig igennem skyskrabere som var de lavet af smør. Et af de store kritikpunkter som fans havde om den forrige film var at destruktionen var for overdrevet, og at en heroisk Superman skulle have sørget for at flytte kampen væk fra storbyen. I den nye film tror jeg at Snyder & co. svarer på denne kritik ved at vise nogle konsekvenser af kampen, nemlig at Bruce Waynes forretningshovedkvarter i Metropolis synker i grus med masser af ansatte stadig i bygningen, og det er dette som får Bruce Wayne (/Batman) til at blive rasende over Superman.

Men, filmens svaghed – noget som den første film også led af – er at man ikke rigtig ser nogen detaljer ved verdens reaktion på hvad der er sket. Man hører ikke noget om at nogen er bevidste om at Superman faktisk reddede verden; man hører stort set kun (og kun lidt) om at folk tværtimod bebrejder Superman for det hele. Zack Snyder har selv fortalt i interviews at det er sådan det er for Superman i denne filmverden: Han kan intet gøre uden at folk vil tolke det i et negativt perspektiv. Han kan ikke gøre noget rigtigt i omverdenens øjne, og dette forøger selvfølgelig hans tvivl og manglende selvtillid. Når ingen andre opfatter ham som en helt, kan han heller ikke selv gøre det. Man kan argumentere for at dette er en interessant vinkel at lægge på figuren (især hvis man gerne vil have at filmen skal være dyster, og dét vil producenterne tydeligvis gerne), men det burde i min optik ikke være den eneste vinkel man hører om.

Ikke desto mindre fortsætter filmen på denne måde, da også Lex Luthor udhænger Superman, først for en skudepisode i Afrika, og derefter for et bombeattentat, hvor der dør en masse mennesker. Superman er forpint over at han ikke gennemskuede det, men han gør tilsyneladende intet forsøg på at forklare sin egen uskyld for offentligheden. Og man ser ikke offentlighedens reaktion på bombeattentatet, men det virker implicit som om de bebrejder ham for det, lige så vel som han bebrejder sig selv. I øvrigt bruger Superman aldrig sit røntgen-syn i BvS, selvom det blev tydeligt etableret i Man of Steel at han besidder denne evne. Scenerne med røntgen-synet i MoS er rigtig flotte og ser dyre ud; det virker som om de i BvS bare valgte at bruge alle effektpengene på action-scener i stedet. Argh.

Den nye films helt store overordnede problem, bortset fra det absurd dårlige manuskript, er at den ikke bringer noget nyt til bordet (udover dysterhed!). Den fornyer ikke superheltefilmen på anden måde end at vise os Superman mod Batman for første gang på film, og måden de tørner sammen på er alt for klodset til at få seerens adrenalin til at flyde, og desuden hænger detaljerne i det slet ikke sammen. Batman har været så heldig at få fat i noget kryptonit, så han har et effektivt våben mod Superman. Det viser sig at det er Luthor som har spillet de to ud mod hinanden, og jeg havde godt forudset inden jeg satte fod i biografen at det ville ende med at den ene skulle vinde over den anden, for en af filmens officielle (hash)taglines var #WhoWillWin? Jeg kunne også godt se på filmens dystre, Frank Miller-inspirerede stil – som tydeligvis er i tråd med den efter min mening utroværdige og i øvrigt møgirriterende fan-holdning at Batman bare er så sej at han kan klare bogstaveligt talt hvem som helst – at vinderen af denne kamp ville være Batman, og ganske rigtigt. Ved hjælp af kryptonitten får Batman gjort Superman bevidstløs, og skal lige til at dræbe ham (for sådan er denne ekstra-mørke Batman nemlig), da Superman pludselig får fremstammet sin mors navn: Martha. Som tilfældigvis også er Batmans mors navn.

Muligvis er der, et sted i multiverset, en variant af dette plot-twist som kunne have fungeret, men i denne film virker det bare latterligt at, fordi deres mødre hedder det samme, så er de pludselig gode venner igen og alt fjendskab er glemt. Man ruller med øjnene og med hele hovedet! Desuden opsøgte Superman kun Batman for at få ham til at hjælpe sig med at finde den kidnappede Martha Kent, så hvorfor i alverden går Superman i gang med at slås med den provokerende Batman i stedet for at forklare hvorfor han er der?! Fordi de lige synes at de skal give publikum smæk for skillingen når nu de befinder sig i en film der hedder Batman v Superman? Talk about “meta”, man!

BVSmelancholy!Forfatterne/instruktøren mener desuden at en virkelig fed idé til en god scene med en superhelt som specifikt ikke vil slå nogen ihjel (i dette tilfælde Superman) er at få en skurk til at slå en masse mennesker ihjel og beskylde superhelten for det. Dette gør Luthor overfor Superman hele to gange i filmen, plus det løse. Dét er efter min mening en type scene som kun et røvhul kan finde på; den tjener intet andet formål end at skurken (og forfatteren og de fnysende, kyniske publikummer som hader superhelte) kan grine helten op i ansigtet og sige, “Haha, jeg slog en masse folk ihjel bare fordi du ikke ville have det! Hvad mener du om det, hva’!” Det er intet andet end en nem, vulgær, hjerneløs chok-effekt som på skadefro vis skal knække superheltens “naive” heroisme. Det er en idé som på ingen måde hører det mindste hjemme i en superheltehistorie. Og i øvrigt den samme idé som Batmans ærkefjende Jokeren er baseret på, hvilket viser at Luthor i BvS faktisk er skrevet som en kombination af tegneseriens Lex Luthor og Jokeren. Filmens dialog er også præget at det meta-niveau at replikker i flere tilfælde kun eksisterer for publikums skyld, men ikke giver mening inde i historien. Hvorfor synes Luthor f.eks. at det er fedt at Clark Kent og Bruce Wayne mødes til hans fest??

Nå, men i anden halvdel af filmen skal vores helte så kæmpe imod det kryptonianske monster Doomsday, som Luthor (ved hjælp af teknologi fra nedstyrtede rumskibe fra forrige film) har fået skabt som en back-up plan, i tilfælde af at heltene ikke fik dræbt hinanden. Frem dukker så også Wonder Woman, imponerende kropsliggjort af Gal Gadot, som deltager i kampen, og er virkelig perfekt castet til rollen (glæder mig meget til hendes solo-film!), men ikke har nogen betydning for plottet. En af de seje replikker fra traileren – Superman: “Is she with you?”; Batman: “I thought she was with you!” – falder også til jorden som ulogisk, fordi Bruce Wayne selv har mødt Wonder Woman (som Diana Prince, men hun har jo ingen maske, så han kan ikke undgå at genkende hende), og endda selv emailet hende om hjælp! Manuskriptet virker bare håbløst ugennemarbejdet.

Filmen kulminerer i en slags overraskelse (“en slags” kalder jeg det, fordi jeg kender den tegneserie hvor det samme sker), nemlig at Superman ofrer sig selv og dør! Nå-hå. Jaså. Han vedbliver jo nok ikke med at være død, men man spørger sig selv hvilket formål hans død skal tjene. I tegneserierne i 1993 var Supermans død et mediestunt. Hvad er ideen med at genbruge det i denne film? Det eneste formål, jeg kan se, er at formidle et budskab om at en figur som Superman ikke (længere) passer til vores postmoderne verden. Det er sikkert også et plotmæssigt formål hvad angår de næste film – mere herom længere nede i anmeldelsen.

Dét med at bruge for mange ideer fra tegneserierne for hurtigt kan bl.a. også ses i denne films forhold mellem Superman og Lois Lane. I den forrige film ender de med at kysse hinanden, men i denne film er de allerede et etableret par der nærmest er flyttet sammen. Tegneserierne har brugt over et halvt århundrede på at skildre deres mere eller mindre romantiske dynamik, uden at de faktisk blev kærester før engang i 1990erne (og kort før en af de store nulstillinger af universet blev de også gift, men den historie er undtagelsen der bekræfter reglen). I BvS springes der bare over det hele, og der er ikke den mindste kurre på tråden i deres parforhold; det er perfekt og lykkeligt, just like that. Så føles det altså ikke længere som de figurer, vi kender. De bør være mere definerede af deres skænderier og rivaliseren end af at være et lykkeligt par. Eller i det mindste burde de have haft en længere kurtiseringsperiode. På den anden side kan man selvfølgelig sige at BvS er så stopfyldt med rod i forvejen at et mere kompliceret forhold bare ville gøre det hele endnu mere rodet, hvad der virkelig ikke er brug for. Det hjælper heller ikke at Lois Lanes og Martha Kents fremmeste betydning for plottet er at udgøre damsels in distress.

Det bedste ved BvS er efter min mening at den i sammenligning gør Man of Steel fra 2013 til en markant bedre film. Min lidt reserverede holdning til Man of Steel er især farvet af slutningen, hvor Superman slår skurken ihjel, og af den overordnede stemning, som jeg anser for værende for mørk. Men i sammenligning med BvS er det en langt bedre film; helstøbt på mange måder, klar i fortællestilen, visuelt velkomponeret, imponerende i stedet for meningsløse actionscener, og rigtig godt sci-fi indhold i især begyndelsen. Henry Cavill spiller også bedre i den første film, og nu hvor jeg har genset den i kølvandet på BvS har jeg faktisk hævet min rating af MoS fra 6 til 7 stjerner.

Men netop de elementer fra Man of Steel som ikke fungerer særlig godt – den dystre stemning (uanede mængder af nat og regn), den overfladiske personskildring, manglen på reaktioner fra omverden og ikke den mindste anerkendelse af Supermans heroisme – er forstærket off-the-scale i BvS, og gjort katastrofalt meget værre endnu. Alle scener med både Daily Planet-folkene, Lois Lane og Batmans butler Alfred er så få og korte at de ikke engang kvalificerer sig som sidebemærkninger. Der er alt for meget hæsblæsende og ulogisk action som ikke fører til noget, og en masse vigtige detaljer vedrørende specielt Superman som vi aldrig hører noget om. F.eks. kender Luthor pludselig Supermans hemmelige identitet henimod slutningen af filmen. Det bliver ikke adresseret på nogen måde. Ikke at Clark Kent-identiteten overhovedet betyder noget i denne film (eller den forrige film, eller den næste film); den findes udelukkende som endnu et throwaway-element der slet ikke kommer i spil. Og hvorfor har Superman f.eks. ikke “gjort rent” efter kampen i slutningen af Man of Steel, så luskede typer som f.eks. Luthor ikke bare kan finde kryptoniansk super-teknologi alle mulige steder og bruge det til alle mulige morderiske uartigheder? Og en af de ting der irriterer mig mest er at Superman overhovedet kan flyve med kryptonitspyddet til sidst, når han få sekunder forinden blev bevidstløs af at være i dets nærhed. Det logiske at gøre i den situation ville være at få Wonder Woman eller Batman til at dræbe Doomsday. Men så var vi selvfølgelig blevet snydt for Supermans død, som nok er et vigtigt plot-element i den kommende Justice League-film.

Jeg synes denne historie er noget kunstigt og overfladisk rod uden skyggen af suspension of disbelief, og der er simpelthen intet ved Superman eller hans handlinger som fungerer. Skildringen af Batman er der fokuseret mere på, men ikke mere end at det kun føles som overfladen af en historie, og som en alternativ Batman (måske nærmest en ældre udgave af ham fra Frank Millers All-Star Batman and Robin?) som i sig selv ikke virker spor interessant på mig, selvom jeg synes at Affleck er udmærket i rollen. Jeg synes egentlig også at Jesse Eisenberg som sådan spiller udmærket som en underligt flagrende og psykopatisk ung Luthor (eller rettere: Luthor jr.; han skal forestille at være søn af en ældre Luthor); bare ærgerligt at hans motivation er håbløst utilstrækkeligt forklaret, og de fleste af hans handlinger ikke giver meget mening. Blu-ray versionen af filmen bliver en halv time længere; forhåbentlig vil dét udmønte sig i en forbedring af historiens flow og sammenhæng.

BvS Bat mod SuperDa BvS jo netop også er tænkt som en introduktion til den kommende Justice League-film, havde jeg håbet at man allerede i nærværende film ville se en slags proto-version af Justice League, men det blev kun til en række små klodsede “trailere” om de kommende medlemmer, som hver især kun optræder i ganske få sekunder. Det største spor vi får til hvad der kommer til at ske i Justice League-filmen(e), er en forvirrende sekvens som kaldes “the Knightmare”, hvor Batman får en vision om fremtiden fra The Flash som kortvarigt er rejst tilbage i tiden. Det er en nær fremtid hvor Batman kæmper mod paradæmoner fra Apokolips, og også mod soldater der har Superman-tegn på skulderen. Og Flash siger til Batman at hans bange anelser om Superman er korrekte. Dette viser ganske klart at, ikke bare er Apokolips-herskeren Darkseid skurken i den kommende Justice League-historie, men han vil også genoplive Superman i en ond version som han vil bruge til at undertrykke verden med, og det er denne trussel Justice League kommer til at kæmpe imod. Nu må vi se om det kommer til at fungere når den første Justice League-film kommer i 2017.

Producer Deborah Snyder har udtalt at Justice League-filmene bliver en lille smule “lighthearted” i forhold til de sidste to film. Det må vi da sørme håbe. Jeg må sige at jeg er skeptisk, især fordi disse films skildring af Superman er ganske forskrækkelig: I den første film slår Superman ihjel. I den anden film bliver han dræbt. I den næste film kommer han sikkert til at dræbe en masse mennesker under Darkseids tvang. Hvordan, åh, hvordan skal Supermans i forvejen yderst sparsomme heroisme i disse film nogensinde komme til hægterne igen efter dette?! Det er jo endnu en ydmygelse og dekonstruktion af Supermans heroisme og ikonstatus.

Nu kan jeg så med en vis glæde heldigvis rapportere at Zack Snyder faktisk er blevet fjernet som show-runner for de kommende film, og erstattet af den rimeligt erfarne tegneserieforfatter Geoff Johns. Producenterne kunne nok godt se på reaktionerne at det sikkert er en bedre idé fremover at skildre især Superman som lidt tættere på tegneseriernes version af figuren. Netop nu er DC-tegneserie-universet også ved at blive fornyet for bogstaveligt talt 8. eller 9. gang, og den seneste New 52-version af Superman, som var ret anderledes end den klassiske, bliver nu skiftet ud med den gammelkendte version. Og fandom drog et lettelsens suk!

Jeg håber sandelig at den cinematiske Superman i det mindste ender filmserien med at blive super-selvtillidsfuld og beslutsom, og lærer at bruge sine kræfter til at løse denne type problemer mens de stadig er i deres vorden, så han langt om længe, efter hele fire film, kan beskytte folk og fremover forhindre at denne form for død og ødelæggelse sker igen. For hvis ikke det er dét, det ender med, så er portrætteringen af Superman-figuren ganske enkelt under al kritik og fuldstændig forfejlet. Indtil videre har Henry Cavills Superman været en handlingslammet tvivler som helst slet ikke vil være nogen helt, og det har han fra sine forældre, som er/var overbeviste om at verden ikke var parat til at acceptere ham. Også dette er en stor misforståelse af figuren og hans adoptivforældre; som en anden anmelder skrev bør Superman da netop have sin heroisme og integritet fra sine forældre, og da ikke tværtimod være opfostret med tvivl og moralske mindreværdskomplekser. Indrømmet, hans forældre nævner et par gange at de tror på at han “en dag” vil ændre verden og gå sin storslåede skæbne i møde (tror jeg nok – med mindre det skal tolkes som at det netop er hvad han allerede gør i disse to films respektive klimakser), men filmens fokus ligger et helt andet sted, på noget langt mørkere og mere pessimistisk.

Problemets rod er at denne films producenter/instruktør/forfattere har valgt at skildre Superman (og Batman) i et Watchmen-univers; et univers som i sin realisme-æstetik skal ligne den virkelige verden med dens moralske gråzoner og dystre magtpolitik og korruption. En verden hvor en ny magtfuld aktør bliver genstand for manipulation fra det bestående samfunds amoralske magthaveres side; en verden der er ufattelig anderledes end den tegneserieverden som figurerne kommer fra, og som derfor heller ikke kan fortælle den type historier som blev fortalt i de klassiske tegneserier. Superheltegenren med sin højstemte moral og sine viljestærke rollemodeller er blevet byttet ud med en rå, kynisk realisme hvor det nærmest er tilfældigt og meningsløst når nogen gør det rigtige og løser et problem, for lige om hjørnet er der andre der kun tjener egne interesser og en verden af problemer som aldrig kan løses. Superhelten er dermed ikke længere handlekraftig, men handlingslammet, og har stort set ingen reel rolle at spille i de konflikter der findes i denne verden. Uanset hvad han gør er verden stadig grå og grum bagefter. Der er intet lys for enden af tunnellen. Det er selvfølgelig muligt – men lidet sandsynligt – at producenternes plan som tidligere nævnt er at Superman skal vinde det hele til sidst og stå tilbage som en triumferende figur der har inspireret alle til at gøre verden til et bedre sted, men hvis de havde den intention, så skulle de ikke allerede have spildt to hele (og lange) film på kun at fortælle indledningen og forhistorien. På den måde kommer langt det meste af historiens stemning til at være opgivende og nedslående. For hvis helten alligevel ikke kan gøre en forskel, så er der heller ikke rigtig noget på spil; noget der skaber spænding. Jo, Superman får i både Man of Steel og BvS dræbt skurken (det er endda den samme fyr i begge film!), men den skildrede verden er så grundlæggende dyster og korrupt at seeren egentlig ikke føler at helten har udrettet noget der virkelig betyder noget.

Her tror jeg at stemningen og det visuelle udtryk i filmene også spiller en enorm rolle; mennesker associerer lys med glæde og tryghed og mørke med frygt og depression. Selv om Superman redder planeten, så foregår det hele i en mørk verden som ikke er attraktiv at leve i (og i BvS foregår klimakset sågar om natten), og det forhindrer seeren i at huje på Superman og føle noget for hans sejr. Sådan har jeg det i hvert fald.

Min konklusion er at disse film er lavet af og i høj grad for folk som ikke mener at der er løsninger på verdens problemer. At verden er en gråzone af uoverskueligt kaos, hvor det sjældent står klart hvad der er rigtigt at gøre, og hvor der endnu sjældnere er nogen der rejser sig for at udrette noget godt, fordi folk af denne overbevisning er “comfortably numb” hvad angår store, samfundsrelevante spørgsmål. Det handler faktisk om politisk indstilling; gråzone-mennesker er typisk centrister, altså hørende til den politiske midte. Klassiske superhelte-historier – ja, også dem med Captain America – befinder sig til gengæld typisk i den radikale og progressive lejr, hvor det er ret klart hvad problemet er og også ret klart hvad løsningen er, og hvor heltene får fingrene ud og løst problemet med det vuns!

Handlekraft er for mig noget af det allermest essentielle i en ordentlig superheltehistorie, men den kan kun udløses hvis man ved hvad problemet er, og hvad løsningen er. Det er dérfor at meget enkle historier om det gode mod det onde, som i nogle tilfælde måske bare virker kommercielle, faktisk ofte er mere progressive end alle mulige komplekse og “artsy” gråzone-historier – og det er derfor at kvaliteten af popkultur ofte sagtens kan konkurrere op med kvaliteten af finkultur. For mig er det særligt kunstnerisk hvis forfatteren (og heltene i historien) er klar over hvad der må gøres i den givne situation; hvad det moralsk rigtige er. Og det illustreres så dejligt klart af heltene og skurkene i masser af klassiske superhelte-tegneserier.

Jeg ved godt at rigtig mange publikummer er mere til figurer og plottyper hvor det hele er mere gråt og moralsk tvetydigt, og det kan også være fint nok; jeg mener bare ikke at det passer til superheltegenrens essentielle konventioner. Mener man at verden kun er grå og grum og fuld af uløselige problemer og konflikter, så kan man ikke lave effektive historier med heroiske og mægtige helte som Superman, for så er der sjældent hverken noget på spil eller noget som kan løses med heltens overmenneskelige kræfter – og hvad skal han så bruge dem til, andet end vild ødelæggelse? På denne måde kommer superkræfterne ikke til at symbolisere potentialet og viljen til positiv forandring, men da de jo stadig er tilstede i historien må de derfor symbolisere noget andet; en situation hvor de ikke kan bruges på anden vis end destruktivt. Superkræfterne kommer så i stedet til at repræsentere Heming­waysk afmagt og fortvivelse over ikke at kunne få afløb for sine frustrationer over verdens uretfærdighed. Så bliver helte-figuren – og den læser, der identificerer sig med ham – til den stakkels rasende Hulk som aldrig kan finde hverken fred eller definitive løsninger på de problemer han støder ind i. Dén vinkel fungerer for netop Hulk, som i de fleste klassiske historier er et følelsesstyret barn, men den fungerer ikke for voksne, rationelle superhelte der kan bruge deres store kræfter målrettet, og mindst af alle for Superman, som er prototypen på en superhelt. En superhelt er en super-problemløser. Og Superman har så store kræfter at han burde kunne løse meget store problemer – netop derfor er det svært at skrive Superman-historier, for hvordan stiller man ham overfor en udfordring der passer til hans niveau af superkræfter? Den eneste løsning på dette dilemma er at præsentere ham for noget som han har mulighed for at overvinde, om end kun lige netop – ellers bruger man jo ikke hans specifikke kræfter og evner til noget. Historiens konflikt skal skræddersyes til ham, og han skal placeres i en verden hvor hans blotte tilstedeværelse allerede har løst en lang række problemer.

Den eneste verden der troværdigt kan indeholde en figur som Superman er en verden som allerede er delvist utopisk, og som Superman på messias-lignende vis er den kontinuerlige beskytter af. At placere ham i en realistisk verden fyldt med gråzoner og uløselige problemstillinger à la Watchmen, sådan som Snyder & co. reelt gør i de nye DC-film, er på ingen måde en effektiv anvendelse af Superman-figuren. Det er symbolforbistring, og det tilkendegiver på sørgelig vis at disse films producenter hverken forstår figuren eller genren. I Man of Steel fra 2013 reddes historien i væsentlig grad af den flotte visuelle dimension, acceptabel fortælleklarhed og de seje science fiction-elementer, men ingen af disse er tilstede i BvS, som aldrig hæver sig op over et intetsigende action-rod med dystre og dybt korrumperede udgaver af de klassiske figurer.

Karakter: 2 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Batman v Superman: Dawn of Justice

  1. Henning skriver:

    En anmeldelse er vel kun for lang, hvis ikke den har noget fornuftigt at sige. Så jeg kan ikke se, at din anmeldelse er for lang.
    Frank Millers Dark Knight er et barn af sin tid – for 30 år siden – i en periode, hvor DC-universet var blevet “for pænt”. Indtil da var lidelse og tvivl noget, der hørte til i Marvel-Universet. Der er sket store forandringer begge steder, og samtidig er der kommet andre, og mærkeligere, superhelte på banen. Herunder Watchmen – men hvorfor ikke Hellboy?
    Det er ikke min opfattelse, at hverken DC- eller Marvel-film har bragt noget som helst nyt på banen, andet end forvirret kedsomhed. Der er slag i bolledejen og smæk i rouladen, men konflikter og problematiseringer er påståede, og går ikke særligt dybt. Det er det der hedder klichéer.
    Men (og?) det mærkelige er, at der faktisk foreligger fantastiske “udviklinger” af superheltene, i tegneserie-regi (graphic novels), der virkeligt kan fortælle nogle helt andre historier. Tillad mig at nævne Arkham Asylum, Bat-Man (begge Batman), I Krig Og Kærlighed (Daredevil/Dæmonen, som vi kaldte ham), samt – og aldeles ikke mindst – Red Son (Superman). Sidstnævnte er en virkelig perle.
    Med lidt nænsom behandling og lidt fingerspitzegefühl, kunne der komme formidable films ud af disse tegneserier.
    Og så vil jeg også pege på en tegneserie/grafisk roman som Almighty – en mere kuldslået historie om en (slags) superhero – det går ikke så godt.
    Umiddelbart vil jeg sige om superheltefilm, som min gamle far sagde om rock-musik: – vi spiller måske ikke så godt … – men vi kan spille højt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *