Stranger Things
Tv-serie, USA (Netflix) 2016
Sæson 1, 8 episoder
Instr.: Matt & Ross Duffer
Medv.: Winona Ryder, David Harbour, Finn Wolfhard, Millie Bobby Brown, m.fl.
Efter succes-serier som Daredevil og Jessica Jones kommer Netflix nu igen med en ny original tv-serie, hvor hele sæsonen er udkommet på samme tid. Stranger Things er en horror/sci-fi-serie som foregår i 1983. Man følger et sæt voksne, et sæt unge og et sæt børn, som alle har vigtige roller i en historie om et statsligt koldkrigseksperiment der er kommet til at åbne en dimensionel portal til en parallelverden hvor menneskeædende uhyrer nu kan undslippe til vores verden.
Den centrale person er den ca. 10-årige pige Eleven, som hele livet har været forsøgsperson inden for eksperimentet og har udviklet en form for mentale kræfter, der udover telekinese også sætter hende i stand til at kunne sanse og påvirke den anden dimension. Eksperimenterne har været hårdere og hårdere for hende, og derfor er hun stukket af fra den hemmelige forsøgsbase og har søgt tilflugt hos nogle andre børn i den lille omkringliggende by, Hawkins. Disse børn – Mike, Dustin og Lucas, samt Will, som forsvinder ind i den fremmede dimension i første afsnit – er ivrige rollespillere og tegneserielæsere og ved alt om superkræfter.
Det der hovedsageligt driver seriens handling, er konsekvenserne af at Will forsvinder. Hans mor (spillet af Winona Ryder) er konstant på randen af et nervøst sammenbrud, især da hun finder ud af at hun kan kontakte den forsvundne Will i paralleldimensionen via lysinstallationerne i sit hus – noget som alle andre i byen naturligvis tolker som det rene vanvid. Men der er flere spor at følge, og både de voksne, de unge og børnene følger hver deres spor og logik. Nogle gange kommer den ene gruppe til kort, men så kommer en af de andre grupper videre i sagen. En udmærket fortællestruktur.
Det er mest børnene der er hovedpersonerne, og stemningen minder særdeles meget om noget vi har set før, nemlig Spielberg-produktioner som E.T., The Goonies og Poltergeist, men også Close Encounters, Alien og The Thing. Og det er jo ikke de værste ting at lade sig inspirere af – omend det dog betyder at der er meget som ikke virker frygteligt originalt. Det er lige før det ender med flyvende cykler…
Og mens man således må sige at originaliteten af både historien, figurerne og dialogen kan ligge på et ret lille sted, og at en hel del af handlingen er meget enkel og forudsigelig, så må man samtidig se dette i lyset af at serien helt givet skal sigte efter et pænt ungdommeligt publikum som måske ikke har set disse ting før. Og i betragtning af hvor velproduceret serien er, og hvor effektivt spændende den alligevel også er, måske specielt fordi skuespillerne virker meget troværdige (bortset fra en sine steder frygtelig klichéfyldt dialog), samt i forhold til at det skal være en uhyggelig serie for et ungt publikum, så må man faktisk udråbe både fortællestilen og indholdet som værende meget vellykkede. En dimension for voksne er der såmænd også, idet man kan argumentere for at det overordnede tema handler om at forældre der ikke har prioriteterne i orden, forsømmer at tage sig ordentligt af deres børn.
I sidste ende mener jeg dog at serien alligevel ikke leverer helt så meget POW! for skillingen som man kunne have ønsket. Der står en del ubesvarede spørgsmål tilbage, og følelsen af at vi har at gøre med en veldrejet men kommerciel og klichédrevet serie, som mest har til formål at forløbe uendeligt uden at fortælle en ordentlig, afsluttet historie, er alligevel relativt stærk. Jo, jeg skal da sikkert være en af de første der ser anden sæson, men det vil godt nok være rart hvis plottet og budskabet får bare en anelse mere kød på. Underholdningsværdien fornægter sig imidlertid ikke.
Min karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 49
