Station Eleven
Roman af Emily St. John Mandel
Picador, 2014, 384 sider.
Hollywood-stjernen Arthur er vendt tilbage til de skrå brædder for at spille hovedrollen i en opsætning af King Lear. I fjerde akt får han pludselig et ildebefindende, og kort efter er han død. Omtrent samtidig hærger en virus hele verden og udsletter det meste af vores art i løbet af nogle få dage.
Således starter Station Eleven, og i løbet af romanen bygges der et net af historier op omkring dette udgangspunkt: Hvad skete der før, under og efter katastrofen? Hvem var Arthur, hans kone, hans ekskone, hans søn, et par af dem som overlevede hans sidste forestilling, og så videre.
Vi springer omkring i tid og rum, mens disse historier fortælles og væves sammen. I de post-apokalyptiske afsnit, der foregår tyve år efter katastrofen, følger vi et omrejsende Shakespeare-teater, som i første omgang ikke ser ud til at have så meget med resten af historierne at gøre, udover teater-temaet. Vi hører også om tegneserien Station Eleven, hvor resterne af menneskeheden er flygtet i et gigantisk rumskib, efter Jorden blev invaderet. Begge viser sig at være ret centrale for handlingen og sammenhænge mellem personerne.
Katastroferomaner er som regel enten dommedagsfortællinger, hvor en eller anden form for ”guds straf” rammer vores art, eller de er genfødselsfortællinger hvor en lille flok udvalgte mennesker forsøger at genoprette civilisationen. Jeg ser dem som drevet af en angst for tabet af den kendte verden, hvor tabet enten er permanent eller det er muligt at genvinde det tabte. Station Eleven er derimod dejlig fri for den angst. Vores art har levet i tusinder af år før det moderne samfund opstod, og vil sagtens kunne klare sig uden det. Nogle ting overlever, andre forsvinder.
I stedet for at udpensle detaljer i katastrofen og dens følger, og krydre det med menneskelig ondskab og lidelse, fortæller Station Eleven en meget velkomponeret historie om nogle mennesker. På den måde adskiller den sig også fra klassisk katastrofe-science fiction, og i det hele taget klassisk science fiction. Det er ikke den den ”realistiske” skildring af en mulig fremtid det drejer sig om, men at bruge science fiction-genren til andre interessante ting. Det man også kunne kalde modernistisk science fiction, som i ”new wave”-bølgen i science fiction i 1960’erne og 70’erne som oftest gik ud på at lave vilde eksperimenter, men i nyere science fiction mere handler om at en forfatter finder sig en stil der passer til de historier han eller hun vil fortælle.
Station Eleven er både meget flot skrevet og meget snedigt komponeret, samtidig med at den forholder sig til science fiction-genren på to forskellige planer: Dels bruger den post-apokalypsen som en del af sceneriet, dels bruges den space opera-tegneserie, der optræder i romanen, metaforisk til at underbygge stemninger og personer. Romanen vandt da også en Arthur C. Clarke Award som bedste roman i 2015.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 50
