Mørke guders templer

moerke-guders-templerMørke guders templer
(og om køn og race i heroisk fantasy)
Novellesamling, H. Harksen Production, 2016, 336 sider.

Mørke guders templer er en antologi fra Harksens forlag med 11 sword & sorcery fantasy-noveller for voksne af forskellige forfattere. Den har et forord af medredaktør Rasmus Wichmann, som beskriver hvordan genren er repræsenteret i dansk og international sammenhæng, og om spændet fra sword & sorcery, Lovecraft-inspiration, heroic og epic fantasy.

I podcasten http://www.tor.-com/2015/08/20/midnight-in-karachi-episode-25-n-k-jemisin/ giver forfatteren N.K. Jemisin en ætsende kritik af epic fantasy. Hun siger, frit oversat og gengivet, at universer, der består af hvide mænd og andre ”racer” der ikke er mennesker, slet og ret er racistiske, og at den ahistoriske, pseudo-europæiske middelalderfantasi, den er baseret på, er en frit opfundet, hvid, cis-, het-, mande-ønskedrøm.

Kameron Hurley har i sit essay ”We Have Always Fought – Challenging the Women, Cattle and Slaves Narrative” (oversat og bragt her i bladet lige før anmeldelserne) fortalt hvordan en mindre procentdel af kvinder gennem tiden har været krigere, men at denne oplysning er fraværende fra historieundervisningen.

Med subgenren heroic fantasy har jeg stort set ingen erfaring med de skrevne forlæg. Jeg har kun set film – og eeeelsket Conan the Barbarian og følt mig pænt underholdt af alle mulige eventyrfilm med en hårdtpumpet helt i hovedrollen, sidst f.eks. Warcraft (hvor alle mennesker er hvide og de andre racer ikke er rigtige mennesker). Det er derfor med visse fordomme at jeg går i gang med Mørke guders templer fra Harksens forlag. Jeg har overvejet om jeg burde have sendt anmelderopgaven videre til en anden, men har besluttet i stedet at udfordre mig selv, og lægge mine forhåndsantagelser åbent frem.

Et par ord om hver novelle:

Kristoffer Jacob Andersen, ”Karzul – Stjernekoglernes forbandelse”: Skøn historie der udmærker sig ved en uventet protagonist med filosofisk vid og et betydeligt pondus. Korrekt, behersket og meget morsom anvendelse af eftersætninger uden verbum.

A. Silvestri, ”En sang om vand”: En fra den tørstende stamme optrænes til at skaffe vand fra guderne. Historien er fortalt i et meget vanskeligt tilgængeligt sprog i tredje person, men fra hovedpersonens synsvinkel og med hovedpersonens forståelse af dét, der foregår, så jeg kan godt se meningen med pseudo-arkaiske sprog, og at sproget i dette tilfælde er en del af fortællingen.

Lars Kramhøft, ”Tårenes konge”: En lejesoldat i et parallelhistorisk Baghdad får til opgave at stjæle et spædbarn. Historie med et godt sprog og karakterudvikling.

Helle Jakobsen, ”Caels øje”: Blodig hamskifter-fortælling med et interessant twist.

Christina E. Ebbesen, ”Mørke guders templer”: Velskrevet og tankevækkende fortælling om ildesete sortelvere som lejer deres krigere ud i en evighedskrig. Ebbesen har godt styr på sit univers, som jeg tror er rollespils-inspireret. (Og her kastede jeg mig ud i en lang research omkring sortelveres oprindelse i mytologi og fiktion. Denne anmeldelse har bl.a. af den grund taget alt for lang tid at skrive.) Sortelvernes kulturelle forestilling om æren er ret sjov og deres vane med at rime, når de er ophidsede, gør det også til en fornøjelse at læse titelnovellen. Sort­elverne i historien har selv valgt at farve deres hud sort (og det er foreløbig den eneste reference til hudfarve i antologien).

Martin Wangsgaard Jürgensen, ”Menneskejagt”: En omrejsende patrulje bestående af kriger og lærling forfølger en skrækkelig morder.

Bjarke Schjødt Larsen, ”Dødedagene”: En dødeligt syg troldmand trækker tiden ud mellem slag og krig for at nå til et andet stade.

Flemming R. P. Rasch, ”Den grå guds tempel”: En formummet kvinde vil redde sin søster ud af den grå guds tempel. Fortællingen foregår i det klassiske sværd og trolddom-univers med ruiner fra ældre civilisationer, magi, sværd, dæmoner, syge kulter, m.m., men tager nogle overraskende drejninger. Den tavse, stærke krigermand er f.eks kvindens sidekick, ikke omvendt.

Michael Dyst, ”Vandrerens dagbog”: En lyrisk fortælling om en misantropisk vandrer der slår de trolde og monstre hen møder ihjel indtil hen ikke går længere.

Rasmus Wichmann, ”Oprørerne”: I Britannien, under romernes besættelse, møder en centurion en mystisk agent som får centurionen til at tvivle på hvem han er, og på hvem fjenden er. Velskrevet og medrivende.

Thomas Hverring, ”Den yderste dag”: Et vildt og sanseligt sprog trækker læseren igennem en blodig historie med en kriger der hedder Kraipylos, fordi han er et skrækkeligt krapyl, der myrder sig gennem lande fyldt af onde mennesker og Lovecraft-inspirerede monstre, der ikke har fortjent bedre end voldsom død.

Om udgivelsen som helhed:

Harksens forlag udmærker sig ved at udgive auteur-litteratur indenfor horror og de beslægtede genrer. Det giver nogle meget interessante og skarpvinklede udgivelser, hvor noveller af forskellige forfattere kommer til deres ret i selskab med andre noveller, der klæder hinanden. Bagerst i bogen har hver forfatter beskrevet deres inspiration til deres novelle; det fungerer ret godt.

Det er samlet en rigtig fin udgivelse, med en klar redaktionel linje i udvalget og en god variation inden for den genreafgrænsning, der er foretaget. Mine favoritter er titelnovellen: ”Mørke guders templer” af Christina E. Ebbesen, Lars Kramhøfts ”Tårenes konge”, og Kristoffer Jacob Andersens ”Karzul – Stjernekoglernes forbandelse”. Disse noveller udmærker sig ved humor, sprogligt overskud, gode slutninger og at handlingen tager uventede drejninger.

Den sproglige redaktion måtte gerne havde været mere pågående. Der er mange meningsforstyrrende, sproglige fejl i udgivelsen. Jeg er heller ikke vild med overfloden af metaforer, der fylder siderne som vanskabte kimærer. Eller eftersatte sætninger uden verbum.

Om køn og race i heroisk fantasy:

Der er forskellige strategier, man kan vælge i forhold til genrekonventionernes begrænsninger: ignorere debatten om dem, bryde dem, eller, skrive indenfor deres rammer, fordi man får et kick af det – som f.eks. John Normans herre/slavinde-fantasier, som nævnt i Wichmanns forord. En passioneret tilgang giver, alt andet lige, historien et særligt drive. Rasch skriver i sit efterord, at det er med vilje at han bryder med nogle af genrens konventioner – og det er også min fornemmelse at flere af de andre forfattere har overvejet om de ville skrive med på troperne eller gøre op med dem.

I forhold til Jemisins kritik af genren så har jeg forskellige konklusioner i forhold til farve og køn. I antologien er hudfarve og race stort set fraværende undtagen i Ebbesens fortælling. Ebbesen angiver farven på en ”race” og problematiserer og generaliserer de fordomme, folk kan møde som race. I resten af fortællingerne er det ikke nævnt hvad farve folk evt. har, og det er ikke et spørgsmål forfatterne har interesseret sig for. Nu hvor det er tekster, kan læseren selv forestille sig farven og racen på folk.

Jeg har for nylig læst dels Jemisins The Fifth Season (fantastisk roman, læs den!) og Ancillary Justice af Ann Leckie (fantastisk roman, læs den!) og begge romanerne gør en del ud af at beskrive den brune hudfarve på hovedpersonerne, for at gøre op med hvid-som-standard-hudfarve. Usynliggørelsen af folks hud i en fortælling har en betydning, men ikke helt samme betydning i en dansk tekst som i en amerikansk tekst. Der skal en anden end mig til at vurdere, om danske sword & sorcery-fantasy forfattere burde skrive flere udtalt ikke-hvide karakterer ind i deres historier.

I forhold til køn må jeg give Jemisin og Hurley ret: Jeg synes de historier, der kaster nye kønsvinkler og anderledes helte ind i fortællingerne, helt klart vinder ved det, selvom en historie også sagtens kan være god med den forventede muskelmand i lædershorts i hovedrollen.

I halvdelen af Mørke guders templers historier er kvinder, hvis ikke de er totalt fraværende, beskrevet som umælende fødemaskiner eller skrigende ofre. Ser man på historierne isoleret og hver for sig, kan de godt være endda rigtig gode alligevel. Sproget kan være godt, historierne kan være med­rivende, den mandlige hovedperson kan være et interessant bekendtskab. Men. Det skriver sig ind i en traditionel macho-fantasi-verden, som aldrig fandtes (jvf. Hurley). Og det er måske derfor heroisk fantasy aldrig har føltes som om det var skrevet til mig?

INFOBOX:
N.K. Jemisin er en amerikansk fantasyforfatter som bl.a. har skrevet The Hundred Thousand Kingdoms¬-trilogien og for nyligt har vundet en Hugo for første del af ”Broken Earth”-trilogien, The Fifth Season. Sidstnævnte handler om en verden som går under med ujævne mellemrum, pga. af en løbsk pladetektonik. Der er tre hovedpersoner i fortællingen, som har dét tilfælles at de er født med evnen til at påvirke Jordens kræfter, idet de er ”orogenes”. Orogenerne er både hadede og frygtede af samfundet og meget nyttige for samfundet, fordi deres utæmmede evne kan være livsfarlig for omgivelserne. Jemisin laver nogle paralleller til USAs historie med slaveri og f.eks. den sorte befolknings arv af dysfunktionelle familier. Den almindeligste hudfarve i universet bliver mange steder i romanen beskrevet som brun og andre hudfarver beskrives som det ”andet”.
Link til N.K. Jemisins rant om epic fantasy og hendes ti krav til fantasifuld fantasy: http://nkjemisin.com/2010/02/what-is-epic-fantasy/

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 50

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy og tagget , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

One Response to Mørke guders templer

  1. Pingback: [anmeldelse] Mørke guders templer | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *