I døden og videre
Den trofaste bror, bind 1
Roman af Jacob Kokkedal
Ulven og Uglen, 2016, 478 sider
I døden og videre er første bind i serien Den trofaste bror.
I døden og videre er en fantasyroman af den slags man kan kalde ‘high fantasy’ (ifølge Wikipedia kaldes ‘high fantasy’ episk fantasy på dansk).
Handlingen i romanen foregår i verdenen Gudshave, hvor de onde mørklinge holder til i Ushulash. På den gode side følger man kongeriget Sastion, hvor Leod er konge.
Efter en fredsperiode er der kommet krigstider igen. De onde opruster og der mangler helte på den gode side, så det ser dystert ud med hensyn til at vinde krigen.
Det er barskt at leve i Sastion, og kong Leod er beskyttende overfor sin søn Eumon, så han har sendt Eumon til byen Ellona. Men Leod vil have sønnen hjem inden krigen starter. Han sender så nogle riddere for at hente ham hjem til Sastion. På hjemvejen har de brug for eskorte gennem Mørkskov. De får hjælp af den pukkelryggede drukkenbolt Balt, der redder Eumon fra et angreb af mørklinge.
Balt, der rummer mere end øjet kan se, begynder at lære Eumon at kæmpe og at bruge våben, men spørgsmålet er om det er for sent. Og om krigen mod ondskaben kan vindes.
I døden og videre er generelt velskrevet, og er spændende at læse. Og selv om bogen er første del af en serie, kan den læses som en afsluttet historie.
Bogen har desværre ikke mange metaforer, selv om der dukker enkelte op. En der er knap så god, er denne: “Kraftig mos hang fra de små træers tyngede grene som klamme gardiner.” (s.83). En bedre metafor er denne: “Som løbeild over tør slette.” (s. 279).
Det mest interessante i bogen er Eumons udvikling fra beskyttet barn til at blive voksen. Og så historien om Balt. Disse skaber nuancer i den traditionelle historie om kampen mellem det gode og det onde.
Skurkene i historien er virkelig onde, men den gode side har mangler. Sastion bliver fremstillet som et brutalt sted. Det får man flere eksempler på. Et af dem står på side 213: “Et sted passerede de en død tigger, men ingen tog notits af liget.” Endvidere er der også behandlingen af de mennesker, der er flygtet fra krigen, som ikke er så god.
At praktisere godhed skal læres i bogen, og dette lærer Eumon af Balt og ikke kong Leod. Godhed er ifølge Balt at de stærke skal slås for de svage. Men det centrale budskab i bogen er at uanset hvor dybt man falder, så skal man rejse sig igen.
Bogen er fyldt med action og bogen er henvendt til yngre læsere. Men den voksne læser kan sagtens læse med.
Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 51