Dukkehuset
Roman af D.S. Henriksen
Valeta 2017, 332 sider
David og Lines far har ikke helt erkendt at hans børn er ved at vokse op, så da han kommer hjem med et antikt dukkehus som han har købt til sin datter, prøver de at lade som om de bliver glade for det. Lines veninde Mira som er på besøg virker dog noget mere oprigtig i sin begejstring for det store dukkehus. Man kan ikke åbne det, og det virker til nogle vinduer er blevet malet til fra indersiden.
Om aftenen tager David til en fest hvor han bliver godt fuld. Da han vågner næste morgen er det dog ikke i sin egen seng at han ligger. Han er vågnet inde i dukkehuset, og han husker svagt at han havde kigget på dukkehuset da han kom hjem, og at han havde brugt den lille dørhammer som var på dukkehusets hoveddør. Han er dog ikke den eneste der har brugt denne, for han finder ud af at Mira også er fanget derinde.
Sammen skal de nu prøve at finde rundt i dukkehuset, og ikke mindst finde ud. Der er dog andre ting der gemmer sig i mørket.
Imellem kapitlerne der beskriver deres udforskning af dukkehuset, er der kapitler der foregår under anden verdenskrig, hvor vi dels følger ham der byggede dukkehuset, men også datteren til en af nazi-lederne i en koncentrationslejr. Disse tilbageblik virker i starten lidt forstyrrende da de bryder med den klaustrofobiske stemning der opbygges for David og Mira. men spændingen stiger også i tilbageblikkene, imens vi som læsere får forklaringen på den forbandelse der ligger over dukkehuset, samtidig med at det hele bygger op til at de forskellige historier flettes helt sammen.
Bogen bygger lige så stille intensiteten op, og hvor man måske kunne forvente at de to venner skulle jages igennem dukkehuset, så gives de tid til at udforske deres fængsel, men hvor de også lære hinanden at kende. Mens deres venskab opbygges, lærer vi dem som læser også bedre at kende, og kommer derfor også til med spænding at følge deres søgen efter dukkehusets hemmeligheder og ikke mindst dets udgang.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 54
