Öjvind Kramers monstre – og andre grumme gys
Novellesamling af Jonas Wilmann
KAOS, 2018, 180 sider
Jonas Wilmanns seneste ungdoms- og børnehorrorbog består af fire historier, der alle er inspireret af H.P. Lovecraft. Der er stor forskel på forfattere der forsøger at ramme Lovecrafts stil og tone, og de der ikke forsøger at efterligne, men har ladet sig inspirere, og stadig fortæller historien på deres egen måde. Historierne i Öjvind Kramers monstre hører til i den sidste kategori, hvor man sagtens kan se elementerne hvor inspirationen er hentet fra Lovecraft, men hvor man heller ikke er i tvivl om at det er en forfatter der ikke forsøger at skrive i en stil der ikke er hans egen.
I titelnovellen finder et par drenge en slags tyggegummi med en ny type klistermærker. Der er tegninger, eller rettere malerier, af monstre på klistermærkerne. Illustrationerne er dog så livagtige og foruroligende at specielt den ene dreng begynder at blive påvirket af dem.
“Iä! Didrik-Svendsen” er et genoptryk fra Cthulhu-mythos samlingen Lyden af vanvid (H. Harksen Productions, 2010). Har vi ikke alle haft chefer, eller hørt om chefer der er nærmest dæmoniske? I denne novelle er der noget dæmonisk på spil, samt en chef der er i besiddelse af den forbudte bog Necronomicon.
I “Betonskoven” har et par drenge sneget sig ind på et område hvor de egentligt ikke må være. Det er også langt fra første gang de gør det, men de må snart sande at der måske er god grund til at holde sig væk fra dette område.
I den sidste novelle er en musiker løbet tør for inspiration. Eller det vil sige, så er det længe siden han løb tør, og han er da også langt fra fortidens popularitet. Da han får fingrene i en ny guitar, finder han dog inspirationen igen, og han spiller nu toner og riffs som intet man har hørt før i denne verden.
Alt i alt en fin samling af små grusomme historier. Kender man sin Lovecraft, så er det intet problem at se hvor inspirationen stammer fra, men det er ikke historier der på nogen måde forudsætter at man har læst Lovecraft. Til gengæld så fortæller Wilmann i bogens efterord om inspirationen, så denne bog kunne være med til at give nye læsere lyst til at kaste sig over Lovecrafts historier.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55
