Marie-Louise Rønning – Tusmørkebørn

Tusmørkebørn – Skaberens Våben 1
Roman af Marie-Louise Rønning
Forlaget Dreamlitt, 2017, 523 sider

Marie Louise Rønning udgav Lysets Kvinder – Helbrederen tilbage i 2105 på forlaget Egolibris  (anmeldt i Himmelskibet 48), men har nu genudgivet romanen i en redigeret og udvidet udgave på forlaget Dreamlitt. Romanen er første del af en trilogi.

Handlingen i romanen begynder ligesom Helbrederen med at Matthew Rivers og hans to makkere (kaldet søskende) Will og Eva starter på Frederiksborg Gymnasium. Matthew er et “eksklusivt blandingsprodukt af en fuldblodsvampyr og en engel af dansk afstamning” (s.13), og derfor tilhører han disse såkaldte tusmørkebørn. Matthew havner i samme klasse som Victoria Engelbrandt, der bor sammen med sine plejesøstre og er sammen med dem en del af ‘Lysets Kvinder’. Lysets Kvinder er en orden som bekæmper vampyrer.  Matematiklæreren Johannes tvinger Victoria og Matthew til at sidde ved siden af hinanden. Her har Marie – Louise Rønning udeladt disse sætninger fra Helbrederen: “Det mindede hende om en af de ungdomsknaldromaner, hun læste som teenager. En af dem hvor hovedpersonen blev tvunget til at sidde sammen med ærkefjenden, kun for at ende i hans arme halvtreds sider længere fremme.”   Mere modvilligt end i Helbrederen  bliver Victoria tiltrukket af Matthew, skønt han er halv vampyr.  Men det lille afsnit er måske udeladt fordi forfatteren ønsker en mere seriøs roman og ikke en ‘ungdomsknaldroman’.

Mødet med Matthew får Victoria til at tænke at alt ikke er så sort og hvidt som hun troede. Det bliver diskuteret  godt i bogen.  Men ellers er bogen spændende at læse, og den er bedre og mere helstøbt end Helbrederen. Vi får mere at vide om Victoria og hendes baggrund. Det viser sig at den anderledes end Victoria troede. Og romanen forklarer mere end Helbrederen om baggrundshistorien, om Rådet, den hvide heks osv. Og får bedre temaet frem, om at alting ikke er så sort og hvidt. Sproget er let flydende, og der er nogle gode metaforer, f.eks. denne på s. 38: “Ville deres venskab blive opløst som disen på en sensommermorgen?”, og på s. 155: “Folk flokkedes om kantinens kaffemaskine som en flok gnuer om savannens eneste vandhul.”

En kedelig ting er dog at der er fejl hele vejen igennem bogen, af denne type: “Den blåøjet igle” (s. 121) i stedet for den blåøjede igle.  De skulle være fanget i korrekturen. Men ellers skal romanen  nok skabe lykke blandt målgruppen. Handlingen fangede undertegnede, selvom jeg ikke tilhører målgruppen.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 55

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *