Nikolaj Johansen – Fyrtårnet

Fyrtårnet
af Nikolaj Johansen
DreamLitt 2018. 280 sider.

Fyrtårnet er tredje bind i serien TværVeje, som er forlaget DreamLitts bud på ‘du er helten’-bøger, hvor man som læser skal vælge vej gennem historien og overvinde de udfordringer, som dukker op undervejs.

Hvor de to tidligere bøger i serien tog udgangspunkt i portal fantasy og zombie apokalypse-genrerne, tager Fyrtånet sit udgangspunkt i Lovecrafts historier, og uden at afsløre for meget bygger historien på The Shadow over Innsmouth. Kender man historien, genkender man hurtigt rammen for mysteriet i bogen, og gør man ikke, har jeg ikke sagt for meget.

Fyrtårnet bruger samme spilmekanik, som de andre TværVeje bøger, hvor man skal rulle en 20-sidet terning mod de forskellige udfordringer i bogen. Ruller man højt nok, er man succesfuldt og får klaret udfordringen, men fejler man, går det nemt grueligt galt – og mere end et udfald kan afslutte historien for en gal kultists kniv. Bogen har 214 opslag, hvilket kan synes kort i forhold til en klassisk Sværd & trolddom-bog, som har 400, men Nikolaj Johansen formår at skubbe handlingen hurtigt nok frem til, at der sker meget i løbet af de 213 opslag, og der er både flere veje gennem historien og forskellige handlingsforløb alt efter hvordan man prioriterer sine handlinger. På det punkt er Fyrtårnet velkomponeret.
Historien begynder med vores hovedpersons ankomst til en lille afsidesbeliggende ø, hvor vedkommende voksede op som barn, og nu for første gang i mange år vender tilbage for at besøge sin far. Denne er imidlertid blevet myrdet, og mordet kaster vores hovedperson ind i en række mysterier, som har dybe rødder i øens forhistorie. Hvilke sider og hvilke aspekter af historien, man får afdækket, afhænger af ruten, man vælger gennem bogen (og de skal ikke afsløres her), og det er en bog, som inviterer til mere end en gennemlæsning for at lære hele historien at kende, og det er en sjælden kvalitet for denne genre. Ofte gælder det om at finde den rette eller den enestre sikre rute gennem historien, men her er der forskellige sider af historien at lære at kende.

Svagheden ved Fyrtårnet er til dels sproget, som flere steder lider under sine forsøg på at være farverigt, men som oftest vælter under tyngden af farverige udtryk. Forlaget DreamLitt svigter sine forfattere ved ikke at gå til teksten med en mere krads pen. Til dels er svagheden at bogen tematisk balancerer på grænsen af en fortærsket brug af Lovecrafts Cthulhu Mythos og en god brug af provinsiel horror. Historier over Lovecrafts Cthulhu Mythos er set mange gange før, og det er ikke for kosmisk rædsel og eksistentialistiske uhygge, man læser historien, selvom teksten enkelte steder forsøger at strejfe motiverne, men derimod for den stemningsfulde brug af havet som en vedvarende karakter, der konstant kalder på vores hovedpersoner, og elementerne af hjemstavnsuhygge i provinsen. Kun en vis sekvens omkring en voksdukke leder historien ud af en uheldig tangent både fortællemæssigt og spilmæssigt, og den synes mest af alt et levn fra et tidligere stadie af bogens udvikling.

Nikolaj Johansen har ikke skrevet en god thriller eller gyser, men han har skrevet en god ‘du er hovedpersonen’-bog og en god ungdomsbog, som vokser på en ret fin maner, fordi den fulde historie kræver man end en gennemspilning. Det er foreløbigt den bedste i serien TværVeje.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Morten Greis

Dette indlæg blev udgivet i Bøger og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *