Nick Clausen – Mareridt & myrekryb

Mareridt & myrekryb
– Syv uhyggelige historier
Novellesamling af Nick Clausen
Facet, 2016, 232 sider

Nick Clausen har tidligere udgivet en række mindre gyserromaner bl.a. Tidevandet, Ulm og De sorte symboler som jeg alle syntes var ganske gode. Siden har han udgivet forskellige fantasyromaner, hvoraf et par stykker også har været anmeldt her i Himmelskibet.

De små gys har han nu leveret i en serie af novellesamlinger under titlen Mareridt & myrekryb. Bind 1 indeholder 7 noveller der alle er skrevet til børn og unge. Dette viser sig bl.a. ved at hovedpersonerne er børn der alle kommer ud for skræmmende oplevelser.

I ”Blod på tanden” vågner den 11-årige Emil på et hospital. Han kan ikke huske hvorfor han er der, men får at vide af en sygeplejerske, at han har været i et trafikuheld. Men der er noget mærkeligt ved stedet, der er f.eks. ingen vinduer og der er skidt i krogene. Stedet passer ikke med hvordan han mener et hospital bør være. Og der er noget mærkeligt med den medicin han bliver givet.

Der er historien med en bedstefar der skræmmer børnebørnene med at fortælle historien om gårdens spøgelse. Et spøgelse der forholder sig i ro så længe man holder sig fra den nærliggende sump. Den sump som børnene har stået og smidt sten i om eftermiddagen.

Der er historier om unge der får mindre søskende, hvor der ikke just er kærlighed imellem børnene, og så er der historier om frygten for at være alene nye steder, og fobier som vandskræk.

En af de mere underfundige historier, er den om en ung fyr der har fået en sygdom der gør at alle fugle hader ham, og forsøger at angribe ham. Han får dog en medicin der gør at fuglene lader ham være. Det er dog ikke alle der tror på hans lidelse og på at medicinen er med til at sikre at han overlever.

Alle historierne følges af et lille efterskrift fra forfatteren, der kort lige runder historien af eller fortæller lidt om ideen til historien. Disse efterskrifter fungerer ganske fint, og er egentligt med til også at tydeliggøre at der er tale om at det er samme forfatter der står bag fortællingerne.

Det er nogle rigtigt fine små gyserhistorier med en masse fine ideer, og selvom de er skrevet til børn og unge så er de også underholdene at læse for den voksne læser også, selvom historierne af dem næppe vil bliver betragtet som skræmmende.

Jeg har nu kun fået læst bind 1, men skal da bestemt have de efterfølgende bind skrevet på listen over bøger jeg skal have læst.

Anmeldt af Thomas Winther

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *