Blodbånd
Roman af Anne Iversen
Klim, 2008, 224 sider
Jeg mødte den unge forfatter Anne Iversen på Bogforum i efteråret. Det var på mange måder et skræmmende møde. Ikke fordi Anne Iversen i sig selv virkede specielt afskrækkende, men alligevel: En pige på 22 år med en bachelorgrad i datalingvistik, i gang med at skrive sin femte roman! Ydermere er der ikke tale om serieromaner; hver roman foregår i sin egen verden. Dem der siger at ‘ungdommen nu om dage’ ikke gider bestille noget, skulle henvises til hende. Jeg fik et anmeldereksemplar med i hånden af forfatterens anden fantasyroman fra forlaget Klim, Blodbånd, og det er den jeg forsøger at anmelde her.
Titlens blodbånd henviser til familie- og venskabet mellem de to centrale hovedpersoner, Sefan og Veldan, og deres halv- og stedsøster Tailena. De er alle børn af regentparret i det lille kystrige Tantal. Da kongeriget bliver invaderet af en mægtig flåde, må de to unge brødre flygte over bjergene og lade forældrene og søsteren i stikken. På sletterne bag bjergene bor minérfolket, og brødrene bliver optaget i en stamme af dem. Det meste af bogen beskriver deres liv i denne nomadekultur og hvordan de modnes fra drenge til mænd. Sefan og Veldan har egentlig affundet sig med deres nye liv og opgivet håbet om at vende tilbage til Tantal, men da en hær kommer over bjergene, må de gøre op med sig selv hvor de egentlig hører til.
Miljøet, som historien udspiller sig i, er ikke specielt original eller detaljeret. Tantal er et ret generisk middelalderrige, og minérfolket bærer en del ligheder med de nordamerikanske prærieindianere. Det betyder dog ikke så meget, for det er spillet mellem personerne, der er romanens omdrejningspunkt. På det punkt minder bogen (uden sammenligning i øvrigt) om Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte. Verdenen er low fantasy; magi spiller ikke den store rolle, og den smule der er, kan godt fortolkes som hypnose og meditation.
Langt hen af vejen udvikler historien sig ret forudsigeligt, men der er dog én stor overraskelse hen mod slutningen, som jeg ikke vil afsløre. Det er overordnet set en velfungerende og helstøbt bog, om end uden ret mange nyskabelser. Det mest bemærkelsesværdige er sproget, for Anne Iversen skriver i sin helt egen, billedrige stil. Det vises bedst ved et eksempel (fra andet kapitel):
De følte sig forsigtigt for med fødderne, og det gik kun langsom frem. Noget blødt rørte ved Veldans fingre, og han rykkede den til sig, usikker på hvad det var, men det var bare en forskrækket klump mos, der ikke havde følt et kærtegn i årevis. Han fandt hurtigt den klamme væg igen.
Det er ikke alle steder at sprogeksperimenterne fungerer lige godt, men selv hvor det er på det jævne, forener det bogen med en unik stil. Anne Iversen er en ung forfatter, der nok ikke helt har fundet sig selv, men det skal blive spændende at se hvad hun udvikler sig til.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.19
