Akira

Tegnefilm, Japan 1988, 124 min.
Instr.: Katsuhiro Otomo
Medv. (stemmer): Mitsuo Iwata, Nozomu Sasaki, Mami Koyama, m.fl.

Akira udkom i 1988 som den dyreste japanske tegnefilm der nogensinde var lavet, og den står stadig som en af de allerbedste. Den er baseret på instruktørens egen science fiction manga-tegneserie af samme navn, som går langt mere i detaljer med historien. Skal man læse tegneserien i sin fulde længde (og hvis man ikke kan japansk), så er det den amerikanske udgave man skal have fat i, for den danske udgave gik desværre ind før historien var færdigudgivet.

Historien og fortællestilen i Akira er ærkejapansk. På den ene side er det en koldkrigsfabel om menneskets leg med større kræfter end de kan kontrollere – atomkraften – samtidig med at potentialet for udvikling er fantastisk hvis nu man faktisk alligevel kan kontrollere disse kræfter. På den anden side er det en PTSD-historie om bomberne i Hiroshima og Nagasaki, og forestillingen om den massive ødelæggelse af japanske storbyer som siden dengang har præget store dele af japansk popkultur, herunder Godzilla-genren med kæmpemonstre der tramper rundt i byerne. Det er også en historie om en kultur i opløsning; en fremtid med totalitære politikere og revolutionære oprørsgrupper på gaderne, samt almindelig lovløshed i form af rivaliserende motorcykel-bander.

Plottet, som foregår i år 2019, drejer sig om nogle militære eksperimenter der forsøger at frigøre et utroligt energipotentiale i det menneskelige sind. ”Akira” er navnet på et tidligt sådant eksperiment; en dreng som blev så magtfuld at han måtte begraves dybt nede under byen. Med denne succes bag sig kan man undre sig over at militæret fortsætter med andre lignende eksperimenter som blot bliver mere og mere kaotiske og farlige, men det er et symbol på at visse instanser er for magtbegærlige og amoralske til at vide hvornår de skal stoppe. Hvorfor blev Akira efterladt og lukket inde? Var han for god af sig, og ikke nogen super-soldat som militæret kunne kontrollere?

Med al sin symbolik er handlingen i sig selv ganske fantastisk, men det bedste ved filmen er nu det rent filmiske: den fantastisk detaljerede, dynamiske og ultra-action-prægede animation, som i årtierne siden også er blevet ikonisk. Scenerne flyder effektivt fra det ene blodige voldsorgie til det andet, og det animerede aspekt yder Otomos tegneseriestreg endnu mere retfærdighed end på de tegnede tegneseriesider. Samtidig er der også LARM nok til at filmen nok skal holde selv den søvnigste seer vågen, og dette skal forstås 100% positivt; lydsidens chokbølger giver bare yderligere substans til den animerede verdens stemning: nedbruddet af al normalitet. Tidligere på året var der i Japan snak om at åbningsceremonien til de olympiske lege i Tokyo skulle hylde denne film ved at lade en skuespiller agere Kaneda, filmens ikoniske motorcykel-bandeleder, og komme kørende ind på en rekonstruktion af dennes futuristiske motorcykel til tonerne af Kanedas tema fra soundtracket – dette måtte som bekendt aflyses pga. coronakrisen, men måske får vi det at se når de olympiske lege efter planen afvikles i Tokyo i 2021 (eller 2022?).

Akira har haft enorm indflydelse på eftertiden, også i Hollywood. Det siges f.eks. at Wachowski-søstrene fik ideen til ”the red pill and the blue pill” i The Matrix (1999) fra billedet af en pille på ryggen af Kanedas jakke, og Christopher Nolan har indrømmet af han fik ideen til klovne-temaet hos Jokerens bande i The Dark Knight (2008) fra klovne-banden i Akira. Filmen er i dag et udødeligt historisk dokument, og man kan fange den i intet mindre end IMAX-format – og det bør man gøre – når den har repremiere i de danske biografer fra d. 5. november 2020.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

~Tue Sørensen

Dette indlæg blev udgivet i Animation, Film, Manga og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *