Brave New World (sæson 1)
Tv-serie, USA 2020, 9 episoder
Medv.: Jessica Brown Findlay, Alden Ehrenreich, Harry Lloyd, Hannah John-Kamen, m.fl.
Kan ses på HBO Nordic
Udover Asimovs Foundation-tv-serie som udkommer næste år, var den nye tv-serie Brave New World fra den nye gratis streamingtjeneste Peacock et af de science fiction-projekter jeg så mest frem til i denne tid og håbede på kunne være en stor genre-præstation. Den har bestemt budgettet til det; der lader ikke til at være sparet på noget i denne serie, som overraskende nok er co-developed af den britiske tegneserie-forfatter Grant Morrison, som åbenbart har fået foden indenfor i tv-verdenen. Morrison er en særdeles edgy og weird forfatter, som især tidligere var kendt for at skrive tegneserier mens han var på stoffer (specielt den meget underlige Vertigo-serie The Invisibles), men hvis man tror at denne edginess også er blevet overført til Peacocks tv-udgave af den klassiske Huxley-roman, så tager man desværre grueligt fejl. Og hvor er det dog ironisk at Morrison er tilknyttet en historie som netop handler om et samfund der er i stoffernes vold; en verden hvor alle folk tager ‘soma’ for at forblive glade og ubekymrede, men som i denne voldsomt omskrevne udgave er blevet til en komplet tandløs og skammeligt kommerciel omgang ukunstnerisk pladder som overhovedet ikke er den mindste smule politisk eller satirisk, og dermed overhovedet ikke i Huxleys ånd. Hverken helt eller halvt. Ingen filosofiske diskussioner, ingen Shakespeare, ingen kritik af de højre- og venstre-ekstremer som Huxley specifikt satiriserede over.
Huxleys roman var en utopi og en dystopi på samme tid (og kritiserede begge koncepter); denne tv-serie er kun en dystopi. Vi præsenteres her for en verden der har tre regler for hvordan folk skal leve: Ingen familie. Intet privatliv. Ingen monogami. Dette kunne i sig selv godt have potentiale for interessante filosofiske diskussioner, specielt hvis man f.eks. på progressiv vis gik ind for polyamori eller ikke mente at privatliv var nødvendigt i et utopisk samfund. Men nej, der er ingen intellektuelle eller progressive tanker her; disse regler skal bare udelukkende ses fra den virkelige verdens konventionelle establishment-vinkel som rene negative elementer. Og så bliver hele historien til intet andet end en omgang patetisk og konservativt vrøvl om hvordan man ikke kan finde kærlighed og lykke hvis man ikke må være monogam. Hvilket i mine øjne er noget af det mest forblommede og ignorante pladderromantik, man kan forestille sig. Fuldkommen støvsuget for noget som helst der kunne være progressivt eller interessant. Sikke en skuffelse!
Nå, men på det umiddelbart underholdende og visuelle plan kan serien da ses, og der er også sjove elementer hist og her (i begyndelsen, og nu og da, ser det ud som om producenterne næsten har husket at det burde være en satire, men det holder hurtigt op; man ser kun ganske få glimt af sådan noget); bl.a. er der store mængder sex og rimelig smagfuld nøgenhed, hvilket muligvis kan virke provokerende på konservative publikummer, men det gør nærmest serien mere til Logan’s Run end til Brave New World.
Som sagt er der intet reelt indhold af noget som helst tankevækkende; serien må affejes som værende ren sell-out-kommercialisme blottet for dybere budskaber af nogen art. Måske er det sigende at den er lavet for en gratis (dvs. reklamefinansieret) streamingtjeneste; et sted som bare skal have tom underholdning ud til masserne. Well, det er i hvert fald lykkedes her. Suk.
Karakter: 4 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59
