Star Trek: Picard (sæson 1)
Tv-serie, USA 2020, 10 episoder
Medv.: Patrick Stewart, Brent
Spiner, Isa Briones, Michelle Hurd, Alison Pill, m.fl.
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers.
Ak ja, hvor skal jeg begynde? Jeg er gigantisk fan af Captain Picard. Han er for mig den bedste figur i den bedste og mest klassiske science fiction tv-serie, og han personificerer de ægte utopiske idealer i Gene Roddenberrys Star Trek-univers; et univers som efter min mening blev markant bedre og mere seriøst idealistisk ved overgangen fra den gamle tresser-serie til den næste generation, der debutterede på tv i 1987. Selv om han ikke er perfekt og f.eks. er lige lovlig formel og stiv i pudset, så er Picard dog arketypen på det videnskabeligt tænkende og moralsk og humanistisk perfektionistiske menneskeideal som et utopisk/klasseløst samfund en dag vil basere sig på. Ikke at Picard selv nødvendigvis er det perfekte menneske, men han forstår idealet og vil gøre alt for at beskytte dette ideal. Det ser man f.eks. i den groft undervurderede TNG-film Star Trek: Insurrection (1998), hvor han ser Ba’ku-folkets utopiske samfund for hvad det er og ikke et øjeblik er den mindste smule i tvivl om at han skal være på deres side imod en Føderation som har givet køb på sine idealer.
Når man er kæmpe fan af Picard, må man nødvendigvis også være fan af Patrick Stewart. Men med den nye Star Trek: Picard serie er jeg i den situation at Stewart lidt har knust mit hjerte ved at være entusiastisk omkring en historie som efter min mening er ganske håbløst dårligt skabt og skrevet og rammer fuldstændig ved siden af enhver acceptabel Star Trek-ånd. Heldigvis er Picard-figuren selv, og dens integritet, næsten den samme i denne serie som vi kender den fra tidligere og som den bør være. Men det meste af hvad der sker i denne sæson, som er én lang historie, er en omgang rodet og inkompetent makværk som på ingen måde respekterer den utopiske Føderation, vi kender fra Star Trek: The Next Generation eller de progressive og videnskabelige idealer som et utopisk samfund bør bygges på.
Der er i min optik ikke nogen rigtig historie; i stedet er hele plottet baseret på den personlige relation mellem Picard og Data (for Data, selv om han for længst er død, er jo en suuuper-populær figur! Dollartegn, dollartegn! Fanservice, fanservice!), fra hvilket de så har opbygget et dybt irriterende og frygteligt bedaget singularitetsplot med upassende horror-elementer om nogle mystiske og farlige aliens som hader kunstig intelligens og vil komme og ødelægge hele galaksen hvis de finder ud af at der er blevet opfundet maskinintelligens i stor stil (og det er der, for Datas opfinders søn er begyndt at lave endnu mere menneskelignende androider, hvad helvede dét så end skal gøre godt for. Jeg mener, kunstigt liv er meget godt, men hvorfor skal androiderne partout kunne forveksles med mennesker? Det giver ingen som helst mening, hverken i virkeligheden eller i denne series plot).
Men for at starte med begyndelsen: Lige fra start er Picard mørk og dyster. Starfleets skibsbygningsværft på Mars blev nogle år tidligere angrebet af en meget mystisk flåde, som tilsyneladende bestod af Starfleets egne arbejds-androider (som slet ikke er rigtigt intelligente), og 92.000 mennesker blev dræbt. I en idealistisk Føderation med hundreder af planetære kolonier, styret efter den vildeste og mest heroiske civilisationsfilosofi, og sikkert mange trillioner mennesker alene i Jordens eget solsystem, burde/ville dette angreb (som klart skal alludere til d. 11/9/2001) jo ikke være nogen virkelig betydelig krise for dét samfund. Snart en hvilken som helst mindre katastrofe på en eller anden koloni ville jo nemt kunne kræve langt flere dødsofre, og sådan nogle katastrofer må jo ske nu og da – for slet ikke at tale om de adskillige krige, Føderationen har været involveret i!
Men, ikke desto mindre er hele Jordens Starfleet (og måske også hele Føderationen?) gået i frø pga. dette bette Mars-angreb og er blevet sure, tvære, racistiske, m.m. Seriens skabere, og Stewart selv, har ikke lagt skjul på at dette skal være en parallel til Trumps Amerika – men det passer bare ikke ind i et utopisk Star Trek-univers. Overhovedet. Det giver ingen mening. Og jeg kan heller ikke spore nogen speciel eller overhovedet eksisterende kritik af Trump selv, eller højrefløjen. Føderationens borgere lever i en mørk tid, hvilket man måske kunne sidestille med at anstændige mennesker i den virkelige verden lever i skyggen af Trump, men der er bare ikke noget symbol eller metafor på Trump i denne serie. Racismen mod romulanerne kan man måske sige er en parallel til dumme Trump-tilhængere, men igen giver det ikke mening i historien, for angrebet fra android-flåden kom midt i at Starfleet var ved at evakuere romulanske flygtninge fra den super(hyper?)nova som har ødelagt, eller vil ødelægge, mange af deres solsystemer, og selv om det til sidst afsløres at en hemmelig gruppe af romulanere faktisk var ansvarlige for angrebet på Mars (ret stupidt, når de nu også var i gang med at evakuere deres folk – kunne de i det mindste ikke have ventet til efter evakueringen?), så er dette ikke noget som jordboerne ved i begyndelsen af historien, og derfor giver deres racisme overfor romulanere ingen mening. Utroligt rodet plot.
De øverstbefalende i den nye mørke Starfleet siger selvfølgelig også “fuck” nu. Det begyndte figurerne i Star Trek: Discovery også på for nyligt. Det giver ingen mening; det viser kun hvordan de nuværende forfattere/producere (specielt Alex Kurtzman, som vist er den der kontrollerer tv-franchisen nu) har misforstået det hele. I det nye Trek gives der klart udtryk for den tolkning at bandeord er specifikt forbudt i Starfleet af formelle årsager og at de reverterer til at bruge dem når tingene brænder på eller når de bare har lyst til at bryde reglementet. Men det er ikke derfor at der traditionelt ikke har været bandeord i Star Trek. Roddenberrys fremtid er en utopisk fremtid der har udviklet sig til et post-scarcity samfund hvor folk ikke længere er udsat for den undertrykkelse og ulyksaglighed som fører til brugen af bandeord. Folk er lykkelige og arbejder harmonisk sammen, og derfor har de naturligvis udviklet sig hinsides grimme ord der udtrykker grimme attituder. Så de er holdt helt op med at bruge dem og ville ikke genoptage brugen af dem bare fordi der indfinder sig en krisesituation. Men Kurtzman & co. forstår simpelthen ikke utopiske aspekter som disse; de fatter kun nutidens attituder og kan ikke kommunikere i andre udtryksformer. Så det nye Trek er ikke længere progressivt science fiction, men noget der reelt kun tager udgangspunkt i vores nuværende, etablerede samfunds værdier og normer.
Men tilbage til plottet. Nogle af afsnittene er underholdende nok; man må fremhæve specielt to afsnit. Dels det syvende afsnit, “Nepenthe”, hvor vi møder Riker og Troi og deres teenage-datter (som dog slet ikke ligner nogen af dem). Det er et hyggeligt, nostalgisk og følelsesfuldt afsnit, men det betyder ikke meget for plottet som helhed. Mere/mest interessant er det fjerde afsnit, “Absolute Candor”, som foregår på en koloniplanet hvor nogle romulanske flygtninge er blevet bosat og som faktisk introducerer et nyt, dejligt koncept til Trek-universet. En orden af krigernonner bor på denne planet, og de praktiserer filosofien ‘absolute candor’ (fuldkommen ærlighed), som går ud på at man ikke skal lade nogen former for nag eller uenighed eller uforløste følelser ligge og ulme; i stedet skal man altid hurtigst muligt konfrontere hinanden med enhver konflikt eller emotionel anspændelse, så man hurtigt og effektivt kan løse dem. Man skal ikke afkræve hinanden løfter, for “a promise is a prison”. Man når ikke nødvendigvis til enighed om alt, men man kan opnå gensidig respekt og dyb personlig indsigt og affinitet. Dette er den eneste ting ved denne tv-serie som jeg virkelig godt kan lide; det er det eneste som jeg synes er klart i Roddenberrys Star Trek-ånd.
Plottets klimaks til sidst i serien involverer at Picard dør, men får sin bevidsthed overført til en eksakt androide-kopi. Og det er bare fuldkommen ulogisk og unødvendigt på enhver måde, med en meget klodset plotudvikling op til. Det skal sikkert forestille at Picard nu skal være tættere på Data og selv mærke hvordan det er at være en androide, men det er forrykt og mangler fuldkommen en ordentlig motivation. Der er så mange ting ved det som ikke giver mening. Også fordi Picard er stærk modstander af udødelighed og langt liv (hvilket jeg mener er dybt ulogisk; en figur som Picard elsker livet og ville derfor takke ja til et længere liv), hvilket de ‘løser’ ved at sige at selvfølgelig vil den nye androide-krop ikke forlænge hans liv med mere end ca. 20 år, for de kender jo alt til hans følelser om den sag, men det er bare endnu en grund til at det fortællemæssigt var komplet ligegyldigt at give ham en androide-krop. Tv-serien kan under alle omstændigheder kun fortsætte så længe den 80-årige Patrick Stewart er i live. Hvorfor lave et tilfældigt, kunstigt skel mellem den rigtige mand og den figur han spiller, når det alligevel ikke kan gøre nogen forskel? Og jeg kunne blive ved! Denne plotudvikling sker på bekostning af andre figurer, som var i gang med andre projekter, der kuldkastes pga. Picards lemfældige død (en død som ikke engang har noget at gøre med den hjernesygdom, han havde i slut-afsnittet af The Next Generation: irumodic syndrome) og gør serien til et totalt Picard/Data-show hvor de andre figurer reelt er ligegyldige; reduceret til a means to an end. Man får ingen tilfredsstillende historier eller ideer i denne sæson; det er bare en omgang karakter-drevet navlepilleri, meget ligesom Discovery, som bare handler om Burnhams diverse personlige problemer med sin familie og sin skæbne som midtpunkt for alle væsentlige begivenheder. Alt det nye Trek er frygteligt skrevet. Det er så deprimerende!
Karakter: 5 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59
