Tre
Antologi af A. Silvestri
Kandor, 2020, 205 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
A. Silvestri har efterhånden en lang række bogudgivelser bag sig, og af disse er flere af dem novellesamlinger. Der er lidt grænser for hvor mange forskellige formater en novellesamling kan have, da det jo i bund og grund er en samling af noveller fra samme forfatter. Han har også bidraget i en lang række antologier, hvor hans bidrag er udgivet sammen med en række andre forfatteres bidrag, der tilsammen giver den samlede udgivelse.
Med bogen Tre har Silvestri egenhændigt begået en bog, der faktisk mere er en antologi end en novellesamling. Det er dog en antologi der mere minder om fortidens gysertegneserieantologier og ikke mindst gyserfilmsantologier. I disse var der gerne en eller anden rammefortælling, der skulle samle de forskellige bidrag. Det var ofte en ret tynd rammehistorie med en grotesk fortæller, der sad og præsenterede historien, eller en flok unge der sad rundt om et lejrbål. Det skete så også ofte at rammehistorien også endte med selv at være en gyser, hvor f.eks. en galning lurer på de unge ved bålet.
Rammehistorien i Tre er en døende forfatter, der tilkalder tre kolleger til sin sygeseng. Han fortæller at de er inviteret til at skulle dyste om at blive hans litterære arvtager. De skal hver vælge et af de utallige historieoplæg han har og skrive en horrorhistorie baseret på det. De skal så læse deres historie op, og en vinder kan vælges. De tre forfattere er meget forskellige og har også forskellige litterære vinkler på deres værker.
Allerede tidligt i min læsning af bogen blev jeg spændt på om denne idé ville holde; at Silvestri have sat sig for at skulle skrive tre historier, der er så forskellige, at man som læser køber sig ind på forestillingen om at de egentligt er skrevet af tre forskellige (fiktive) personer. Jeg var noget spændt på hvordan dette ville gå, for det ville ikke være nok at historiernes handling er meget forskellige, men hele skrivestilen skulle være forskellig for at bevare illusionen.
Lad mig allerede nu afsløre at jeg synes at dette eksperiment lykkes utroligt godt for Silvestri. Der var ikke på noget tidspunkt imens jeg læste de tre historier hvor illusionen ikke holdt, og dette faktisk på trods af at jeg sad og ledte efter ting hvor jeg ville tænke “dette er en typisk Silvestri-historie”.
Selve rammehistorien skal man ikke tænke for meget over; man skal blot købe ind på præmissen om at de tre forfattere gerne vil fortsætte deres litterære liv som en andens arvtager i stedet for at skabe deres eget navn. Men køber man ind på denne, så passer rammen til historierne.
En anden interessant ting ved denne opbygning, er at Silvestri får muligheden for at kommentere på sine egne historier ved at lade de tre forfattere diskutere historierne efter de er blevet læst op.
I en typisk anmeldelse ville jeg give et handlingsreferat eller skrive om hvad de forskellige noveller handler om. Det har jeg fravalgt her. For selvom jeg bestemt synes historierne fortjener at bliver omtalt hver især, så er det egentligt mere hele opbygningen af bogen, som jeg synes det er interessant at fortælle om. Hvad de tre historier handler om, kan du finde ud af når du læser bogen, for det bør du gøre.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59
