Den anden side
Film, Sverige, 2020, 87 minutter (Andra sidan).
Instruktion: Tord Danielsson og Oskar Mellander, Skuespil: Dilan Gwyn, Linus Wahlgren m.fl.
Den lille familie leder efter et nyt hus, og naturligvis vælger de at købe et spøgelseshus, ellers ville der jo ikke være kommet en spøgelsesfilm ud af det. Den Anden Side er her både noget ganske fysisk – huset er den ene halvdel af et dobbelthus, og den anden side man kommer til når man dør. Vores familie består af far og søn, der for noget tid siden har mistet mor, og far nye kone, som drengen ikke helt ved hvad han skal tænke om.
En måde at fortælle en sådan spøgelseshistorie på er at lade det være usikkert om det overnaturlige er noget som kun foregår i personernes hoveder, og på et tidspunkt afsløre at det enten bare var indbildning, eller at det overnaturlige faktisk fandtes. I filmen her er vi som publikum hele tiden indviet i at spøgelserne faktisk findes. Det samme er drengen. Med stedmor går det lidt langsommere. For hvem tror på den slags, med mindre de faktisk har set dem? Far er på arbejde meget af filmen, så ham går det rigtigt trægt med.
Personerne i filmen er far, stedmor og dreng, det underlige, dobbelte hus, og det eller de spøgelser der bor i det. Naturligvis holder det overnaturlige til i den ubeboede anden halvdel af huset, men det kommer af og til på besøg. Vi følger så hvordan drengen bliver konfronteret med Den Anden Side, dernæst konflikten mellem stedmor og dreng om det hele er indbildning eller ej, og endelig mellem stedmor og far om at hun er ved at blive gal og til fare for hans søn.
Som horror/gyser er Den Anden Side en af den langsomme slags, som man ikke skal se, hvis man bare har lyst til en gang hoppen i sædet og biden negle. Den relativt simple historie bliver fortalt stille og roligt med kulissen af det underlige dobbelthus, et velkomponeret lydspor og noget hverdag krydret med lidt spøgeri. Men der er så heller ikke tale om det venlige spøgelse fra en børnefilm, men et pænt uhyggeligt et, som har for vane at kidnappe børn.
Hen mod slutningen kommer der tempo på handlingen. Faktisk synes jeg det er her filmen er svagest, måske fordi der er nogle uklarheder i hvad der egentlig foregår med det spøgelse. Men alt i alt en fin lille spøgelseshus-historie, som med sine halvanden time akkurat formår ikke at trække sin historie længere ud end den kan holde til.
Set på online presseforestilling.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch
