Dune
Film, USA, 2021, 155 min.
Instruktør: Dennis Villeneuve
Med: Timothée Chamelet, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Jason Momoa, Stellan Skarsgaard m.fl.
Musik: Hans Zimmer
Efter lang tids ventetid er den endelig kommet, Dennis Villeneuves filmatisering af Frank Herberts roman Dune (Klit) fra 1965 – eller rettere første halvdel af romanen, for Villeneuve har kløgtigt valgt at splitte murstensromanen op i to (måske tre) film.
Det er ikke første gang at romanen er forsøgt filmatiseret. Bag det første forsøg i midten af 1970’erne, som blev aflyst lige inden filmoptagelserne begyndte, stod den chilenske filmskaber (og senere tegneserieforfatter) Alejandro Jodorowsky, som fik aktiveret en mængde gode kunstnere – H.R. Giger, Moebius, Chris Foss – til at lave concept art og nogle spændende folk til at spille hovedrollerne, blandt andre Salvador Dali som kejseren, Orson Welles som Duke Leto, Mick Jagger som Feyd-Rautha og Jodorowskys egen teenagesøn til at spille hovedrollen. I 2013 blev der lavet en dokumentarfilm om dette projekt, Jodorowsky’s Dune, som på det kraftigste kan anbefales. I skrivende stund kan man finde dokumentaren på YouTube (engelsk tale med spanske undertekster).
Det andet og mere velkendte forsøg var David Lynch’s udgave fra 1984. Som så mange andre har jeg et had/kærligheds-forhold til denne film. Den har en stjernerække af skuespillere, flotte kulisser og (for tiden) hæderlige effekter, men instruktionen var stiv, og Lynch havde unødigt introduceret nogle ret fjollede elementer, som trak ned på dramaet.
Tredje forsøg var Sci-Fi Channels tv-miniserie fra 2000 i tre afsnit, skrevet og instrueret af John Harrison. Serien er ret flot, men instruktionen er middelmådig og mange af skuespillerne mangler den nødvendige karakter til at udfylde deres roller, og centrale elementer af historien bliver sprunget over. Blandt andet er det uklart hvordan Jessica og Paul havner ude i ørkenen efter Harkonnens angreb. Til gengæld får Prinsesse Irulan en meget mere aktiv rolle, og det synes jeg faktisk fungerer fint. Miniserien blev fulgt op af Children of Dune (2003), baseret på de to næste bøger i Dune-serien. Denne miniserie er langt bedre instrueret (af Greg Yaitanes) og har skiftet nogle af de mere svage skuespillere ud – bl.a. bliver Jessica nu spillet af Alice Krige, og Susan Sarandon kommer ind i en ny rolle som Prinsesse Wensicia Corrino.
Både Lynch’s udgave og miniserien fejler på et for mig meget vigtigt punkt: Paul bliver portrætteret som en meget velvillig messias og erobrer, mens det i bogen bliver gjort klart at han meget modvilligt vælger denne vej, fordi det er den eneste han kan se, der ikke ender med at han får en kniv i ryggen. Jeg var derfor spændt på om den nye udgave fik dette rigtigt – og om filmen i det hele taget ville komme langt nok i handlingen til at nå til problemstillingen. Heldigvis kan jeg sige ja til begge ting.
I det hele taget er filmen meget alvorlig og dyster, måske i et bevidst forsøg på at distancere sig fra de mere kulørte Star Wars-film, som Dune uværgeligt vil blive sammenlignet med. Da jeg i biografen ventede på at komme ind og se filmen, kom en flok unge mennesker ud efter at have set en anden film. De stoppede ved plakaten for Dune, og en mente at det var en Star Wars-efterligning, mens en anden mente det måtte være en Marvel-film. Bevidstheden om den rolle, Dune spiller i science fiction-genrens historie, mangler i de yngre generationer, som nemt kunne komme til at afskrive filmen som uvæsentlig uden at have set den.
Spørgsmålet er så om Dune stadig er væsentligt nu, mere end et halvt århundrede efter at bogen er skrevet. Svaret må blive ‘måske’. Historien, vi bliver præsenteret for i denne første nye film, er langt hen ad vejen af Game of Thrones-typen med magtspil og forræderi mellem adelsfamilier, og den slags er selvfølgelig spændende, men ikke specielt nutidsrelevant. Til gengæld viser filmen ret klart hvordan de indfødte på ørkenplaneten Arrakis er manipuleret af grundigt planlagt propaganda til at tro at den unge Paul kan være den messias, de venter på – og dette budskab om manipulation er bestemt relevant i dag, om end det er uklart om Villeneuve tager afstand fra det – det kommer jo hans helt til gode.
Jeg vil ikke sige så meget mere om handlingen i filmen. Den vil i store træk være velkendt for de fleste, og jeg vil ikke spoile for meget for de, for hvem historien er ny. Det er dog værd at nævne at Villeneuve ikke holder sig slavist til bogens handling – mange ting er lavet om. Fx er Dr. Kynes nu en kvinde, og der er en længere sekvens mod slutningen, der ikke har et modstykke i bogen. Det er dog ikke noget der ændrer væsentligt på den overordnede historie, så det generede ikke mig.
En ting, man måske kan kritisere filmen for, er at den er meget karrig med oplysninger, som måske kan gøre flere ting svære at forstå for dem, der ikke kender historien i forvejen. Selvom Thufir Hawat bliver præsenteret som meget skarp, får man slet ikke forklaret hvad mentater er og hvorfor der ikke findes elektroniske computere; noget som David Lynch’s film faktisk klarer på en meget fin måde via figuren Piter de Vries, der i Villeneuves udgave er reduceret til en anonym bifigur. Vi bliver heller ikke præsenteret for the Spacing Guild og dens umenneskelige navigatører, som ellers er et ret interessant element. Det virker som om Frank Herberts komplekse univers bliver unødigt forsimplet trods den ere tid, Villeneuve har taget til at fortælle historien. Jeg håber at kompleksiteterne vil udfolde sig mere i fortsættelsen, hvor vi formentlig også bliver præsenteret for mange af de figurer, der er udeladt i denne film, bl.a. Kejseren, Prinsesse Irulan og Feyd-Rautha.
Noget af manglen på oplysninger skyldes nok at Villeneuve (nok meget kløgtigt) har valgt at undlade de voice overs, der blev brugt i Lynch’s udgave til at fortælle os personernes indre tanker. Film skal ikke have talebobler, selvom de kan virke nok så nyttige til at håndtere de indre monologer, der fylder meget i romanen. I stedet bliver det til nogle lavmælte sætninger, som figurerne mumler til sig selv – og selv dette greb bliver anvendt særlig tit. Til gengæld er der undertekster på, der oversætter det for nogle af hovedpersonerne lokale sprog og selv det tegnsprog, som Jessica og Paul bruger til at kommunikere diskret med hinanden.
Hans Zimmer har lavet et bombastisk og dramatisk score til filmen, som måske nogle gange virker en tand overdrevet, som om musikken skal understrege dramatikken i stedet for bare at understøtte den. Det blev ikke bedre af at lyden, i den biograf jeg så filmen i, blev skruet mere op end anlægget kunne håndtere. Musikken blev af begge grunde mere forstyrrende end godt er; noget som de fire jeg så filmen sammen med alle var enige om.
Alt i alt vil jeg sige at jeg ikke var skuffet over filmen. Der er som nævnt nogle ting, jeg savnede, men det vil der vel altid være når et komplekst bogværk bliver omsat til film. Det samme var fx tilfældet med Ringenes herre-filmene, der helt havde skåret Tom Bombadil og Dyssehøj ud. Skuespillerne gør det generelt godt, om end Rebecca Ferguson som Jessica måske virker mere sød end sej. Rumskibene og kulisserne er flotte og giver en fornemmelse af at alting er gammelt, og ornitopterne er lavet helt rigtigt, så de ligner guldsmede i flugt. En ting, jeg godt kan lide, er at Villeneuve giver sig god tid, især i starten af filmen, uden at føle et behov for at der skal ske noget dramatisk hele tiden. Dette har fået nogle kritikere til at kalde filmen langtrukken, men jeg opfatter det som et plus, og det skaber en kontrast mellem starten af filmen, hvor dramaet især udspiller sig på den politiske arena, og slutningen, hvor en hel masse voldsomt sker på én gang og kulminerer med et stærkt oplæg til næste film. Som Paul siger: Dette er ikke en slutning – det er en begyndelse.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i himmelskibet nr. 62
