En strek gjennom tyngdekraften
Antologi med ny, norsk science fiction
Frøydis Sollid Simonsen, Maria
Dorothea Schrattenholz og Joanna Rzadkowska (red.):
Solum Bokvennen 2022. 280 sider. Indb. NOK 349,-
En strek gjennom tyngdekraften (2022) er en splinterny, norsk science fiction-antologi. Hvis vi også tæller fantasy-antologien Evigskogen (1990) med (hvilket redaktørerne af nærværende udgivelse har valgt ikke at gøre), er den faktisk kun den ottende i rækken på halvtreds år. De foregående syv antologier udkom med nogle års mellemrum på henholdsvis Gyldendal Norsk Forlag og Bok og Magasinforlaget i årene 1972-2000 (en oversigt findes i Novum nr. 143 og 144).
Siden er der altså gået over tyve år inden den foreliggende samling føjer sig til listen. Tyve år er alt for længe. Alene af den grund kan jeg kun applaudere initiativet. Vil man gerne have at vide, hvor norskskrevet science fiction har opholdt sig i den mellemliggende periode, skal man åbenbart lede blandt de skønlitterære forfattere. Og deres udgivelser er ikke mærket ‘sf’, så man skal læse anmeldelser og virkelig følge med, hvis man vil holde sig orienteret.
Bidragsyderne er således ikke genuine sf-forfattere. De er allesammen specielt udplukkede af redaktørerne. Dermed viser antologien ikke nødvendigvis hvad der p.t. skrives af norsk sf, men hvad de udvalgte forfattere er kommet op med. Alligevel må man sige, at de er sluppet godt fra opgaven, i nogle tilfælde endda særdeles godt.
For os der i lighed med redaktørerne har læst samtlige tidligere norske sf-antologier, er det nærliggende at trække paralleller mellem dem. Det er dog ikke rigtigt af mig at gøre det, da de jo hver især er tidsbilleder på hvad for slags science fiction, der blev skrevet i Norge på de respektive udgivelsestidspunkter.
I de fem første antologier finder vi en del gengangere, der kan siges at tilhøre den faste kerne af norske sf-forfattere. Men fra og med Vidunderlige nye verden? (1994) har nye generationer overtaget føringen. Det er kun godt, der sker en tilvækst indenfor genren. Specielt glædeligt er det at en del af dem er kvinder. At de også skriver mainstream er ingen ulempe.
Ikke alle de femten bidrag i En strek gjennom tyngdekraften er dog science fiction i almindelig forstand. Her finder vi naturmystik og magisk realisme med udpenslede beskrivelser af (norsk) natur, noget som redaktørerne benævner slipstream. Lige siden firserne er det nærmest blevet en egen subgenre blandt norske sf-forfattere som Øyvind Myhre og Willy Ustad m.fl. at henlægge romaner og noveller til et mystisk naturlandskab, som regel de norske skove. Det giver autenticitet.
Andre tekster indeholder forskellige slags maskiner, og teknologi spiller en afgørende rolle for handlingen. Derudover bliver vi serveret et par rumfartshistorier, samt kendte sf-motiver såsom computerteknologi, kloning, androider, osv. Pointen er ikke så meget at forfatterne griber til de her klicheer, men den måde hvorpå de formidler sanselighed, følelser, fremmedgørelse.
Fire af bidragene er digt/prosadigt. Tre af dem er desuden skrevet på nynorsk. De kan måske være lidt svære at tilgå for danske læsere. Sf-lyrik er en speciel udtryksform som formentlig forudsætter at læseren er fortrolig med de sproglige virkemidler. Tunet ind på forfatternes bølgelængde, så at sige.
Nils Øivind Haagensens “Kva er edel ferd?” er en ordknap tekst, der formidler menneskelig afsavn i en sfærisk uendelighed. Morten Langelands “Solregnsblues” beskriver et androide-barns fødsel og opvækst i fem billeder. I Martin Ingebrigtsens “Dikt” og Kjersti Wøien Hålands “Jona” klarer jeg ikke helt at gennemskue, hvad der gør dem til science fiction. Men der vil helt sikkert være læsere, der finder dem både nyskabende og spændende.
Alle de resterende elleve noveller er gode på den måde, at de ikke blot nøjes med at beskrive et givet fænomen (et novum), men også hvilken virkning forandringerne har haft på menneskerne. Referencer til klimatruslen, flygtningekriser o.l. som vi kender dem fra vores egen verden, bliver den baggrund, historierne udspilles mod, ikke selve temaet, og det fungerer meget godt.
Læserne vil sikkert selv finde frem til deres personlige favoritter; her skal jeg nøjes med at fremhæve nogle af dem, jeg synes fungerer bedst. Lasse W. Fosshaugs “Akson” handler om udviklingen af det verdensomspændende computernetværk Faceblog. Cathrine Knudsens “Villfarelsen” er en rørende historie om androide-barn. Kristoffer Ringerikes “Føniksdansen” udforsker konsekvenserne af at klone sig selv og bagefter overføre ens bevidsthed til den meget yngre krop. Hilde Østby skriver i “Destinasjon X” om mulighederne med drømmerejser. Og Bjørn Vatne påpeger “Problemet med opp” i samlingens klart mest humoristiske indslag.
Det kan være fristende at sammenligne enkelte af novellerne med klassiske sf-værker af forfattere som Brian Aldiss og Philip K. Dick, men de skal selvfølgelig bedømmes på deres egne præmisser. Når jeg alligevel nævner det, er det for at understrege at nutidige norske udøvere af fantastik, bevidst eller ubevidst skriver sig ind i en genre-historisk sammenhæng.
I det begejstrede efterord viser de tre redaktører at de har sat sig godt ind i sf-genrens fremvækst og udvikling i Norge. De diskuterer forskellige definitioner, og tager et opgør med Bing og Bringsværds tanke om at science fiction er det samme som fabelprosa. I det hele taget er En strek gjennom tyngdekraften en gennemarbejdet udgivelse, der bekræfter at norsk science fiction har meget godt at tilbyde i de kommende år.
Det er vel for meget at håbe på, at vi skal få årlige norske sf-antologier, ligesom de danske Lige Under Overfladen, men indtil næste antologi udkommer, er der flere af de medvirkende forfattere, hvis bøger kan være værd at undersøge nærmere.
Anmeldt af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr. 63
