Peter Graarup Westergaard – Warning Light Calling

Warning Light Calling
Digtsamling af Peter Graarup Westergaard
Udgivet af Vræyda Literary
ISBN 978-1-988034-17-1 (Paperback)
e-ISBN 978-1-988034-18-8 (eBook)
Udgaver: Paperback, eBook (Kindle, Kobo, Nook)
Udgivelsesdato September 2021
Pris: $ 14.97 CAD
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Det er meget almindeligt for danskere, der skriver science fiction, at appropriere genrens historieelementer, så “det ligner fremtid”, fremfor bare at skrive en regulær science fiction-historie med alt hvad dertil hører: Der skal faktisk en pæn stor mængde velovervejet verdenskonstruktion (worldbuilding) til for at skabe en troværdig illusion om ahistorisk tid. Begrundes en histories tid og sted omhyggeligt, kan fortællingen og karaktererne udvikle sig i ro og mag og øge chancen for at læseren køber præmissen om “hvad nu hvis…”. Laver man i stedet ‘lazy worldbuilding’, bliver det fremmede til en gimmick for den kræsne læser, der irriteres over ikke at få hele universet foldet ud.

Peter Graarup Westergaards Warning Light Calling angives af forlaget at være en science fiction-digtsamling, dvs. en konstrueret virkelighed, som digtene ét for ét fremvækster dele af: Hér Sovjet-dissidens, hér et russisk navn, dér en Comrade – på samme måde som rammerne for en hvilken som helst (anden) genre-novelle eller -roman introduceres for læseren.

At begrunde nye og fremmede elementer er typisk nemt for SF-novelle og -roman, fordi forestillingen om det fremtidige tiltaler et bestemt publikum, der for en stor del gerne vil alt det der med at komme ud i rummet og møde fremmede livsformer og gå på opdagelse i teknologi og værens- og omgangsformer, der ikke lader sig gøre på Jorden i nutiden – som en slags spejder/nybygger/ingeniør-mentalitet – mens færre lader sig begejstre af det filosofiske ved forestillingen om faktisk at leve i fremtiden. Som sådan er karaktererne i en prosaisk SF-fortælling sjældent alt for eksistentielt ramte, og eventyret begynder derfor gerne med, at nogen bryder med vante rammer eller rammes af et teknologisk ‘backlash’ af en art – noget, der holder op med at virke og derfor skal løses, forklares, redegøres, nås, bemestres på en særlig, ny måde, gerne med videnskab og teknologi til hjælp. Reparation, civilisation, orden.

At behandle et digt som om det er prosa forekommer dog lidt overflødigt. Digtningen har sin helt egen måde at formgive intentioner på – musik af pauser, rytme, rim, allitteration – og måder at indfange læseren på til et indre sansebombardement ved hjælp af gentagelser, postulater og modsigelser, som kun virker, hvis man er villig til at lade sig forføre. Lidt i stil med SF-prosaens virkelighedspostulater fyldt af nyt og fremmed.

Mange SF-digtende ligger dog muligvis under for en næsten 40 år gammel forestilling om at skulle forudantage elementer af fremmedhed, så SF-digtet ikke konstant skal definere og angive sine virkelighedsparametre, sådan som digteren Suzette Haden Elgin fastslog i forbindelse med skabelsen af Science Fiction Poetry Association1 i 1974:

“The science fiction poet who wants to be widely published and widely read must produce the verse equivalent of the short-short story, without the advantage of the established conventions that help the short-short story writer. That it can be done at all is amazing; that it’s often done superbly well is a kind of miracle.”

Vil man vide noget om SF-digtning, er hendes dekret om fordringerne til genren givet den teori, man først falder over ved søgning… I hvert fald ses mange fantastiske digte overlæsset og påklistret elementer af fremmedhed – vidunderligt satirisk sat på spidsen af digteren og fantasyforfatteren Richard H. Fay med “Wondrous Gobbledygook” (2011), her gengivet med tilladelse fra forfatteren:

 

On a wonderful Nagoogoo morn,
While the bumox skip across the fwa,
I strum the strings of my zidipip
And slowly sip a gurgle burgle
Beside the pink waters of Baffbee.

On the puboo of a keckleschmeck,
I spy a blue-green fuguwordle
Crawling upon an etafal leaf.
I pluck a crimson syton flower
And place it in Zabugana’s hair.

On a glittering Nagoogoo night
Wududolons wing across Phreetum
And the violet shlubiyemps sing.
A gentle breeze blows off of Baffbee
As Zabugana lies next to me.

I Nordamerika, specifikt Canada, hvor Warning Light Calling er udkommet, er der nu som dengang i 70’erne tradition for fortællende digte – hvor en beretning om nogen eller noget oprulles i en valgt poetisk form.

I vor del af verden har digtningen i nogen grad forladt fortællingen (‘den knækkede prosa’); digtlæseren afkræves sjældent stillingtagen til en kendt, bagvedliggende virkelighed, og digte her er på mange måder i dag en naturlig form at forestille sig det fremmede og nye i, fordi digte normalt arbejder med at udfordre, omvende, nyskabe sproget, så læserens/modtagerens subjektive virkelighed også får plads – og ikke blot romanens ubevidst forudsatte virkelighed beroende på tidligere fiktions generaliseringer om måder sterotypiske mennesker er mennesker på.

Det kan ses sådan, at den bedste (også nye) digtning skubber og udvider grænserne for, hvad læseren kan med sproget; hvordan det er muligt at føle og tænke omkring små og store ‘virkelighedsbilleder’; hvordan virkeligheden kan sprogliggøres. og større personlig frihed i tilegnelse af virkelighedens rammesætning dermed blive en mulighed.

En forskel på prosaens og digtningens virkemidler er derfor lidt sort/hvidt sagt, at hvor prosaen typisk forsøger at synliggøre en ukendt, men forståelig virkelighed/adfærd som (interessant) fortælling, vil digtningen forsøge at få læseren til at finde sin subjektive og uforudsatte virkelighed i teksten som (eget) sprog.

Så, hvad skal og kan en digtsamling med fiktionens forestilling om en faktisk, sammenhængende, troværdig fremtid? Og dermed til spørgsmålet om, hvad Warning Light Calling er for en størrelse.

Det er altid nemmest at skrive om en forestillet eller fremskrevet fremtid, hvis man anvender genkendelige elementer fra nutiden. På den korte bane kan man sige, at teksten på fortælleplanet knokler som et lille bæst for at sammenknytte et fremtidigt Aarhus med en Sovjet-domineret samtid. På den ene side historiske Sovjet-figurer, der i fortællingens tid (efter Sovjet, som vi husker det i dag) holdes i hævd og beundres, plus et sovjetbekendt sprogbrug (Comrade), en kæreste med russisk navn, en slags glorværdighed i forbindelse med at blive soldat og en bakkanal med vennerne, der kunne minde om noget løssluppent vodkadrevent fra en eller anden russisk, filmisk stereotyp – der som enkeltstående digte og kortprosatekster skaber en baggrund for fortællingen. På den anden side: En problematisk kærlighedsaffære; dét som ung mand at søge mod at blive soldat, her rumsoldat; at finde et alternativ til kærligheden og staten; at blive fængslet; blive løsladt og være helt på herrens mark, måske.

Konstruktionen som digtsamling er dog noget stiv i det. Forfatteren har valgt at lade en redegørelse af indholdselementer som sammenhængende i afsnit og ‘perioder’ udgøre en fremadskridende fortælling: “Her er en fortælling og en morale”, og summen søges fortalt: Isolation og eksklusion overalt. Og indimellem bygges baggrundshistorien op – det nødvendige SF-novum, der i sin essens hedder: Hvordan kan Sovjet være til stede i Aarhus i fremtiden? Eller måske er det en slags nutid, hvor muren aldrig er faldet, og fortællingen er en kontrafaktion – en alternativ historie – men Covid er i tiden og har karakter af statsligt overgreb, der understøtter den sovjetiske totalitarisme?

Men det er så samtidig dét, der gør bogen interessant og relevant som digtsamling – at det ikke er endegyldigt muligt at afgøre et historieudgangspunkt, at beregne en tid som faktuel, og at digtene derfor lige såvel kan fremskrive en indre (virkelighed)tilstand: “Hvis jeg har det sådan her, og dét minder mig om dét her, som jeg kender godt (Sovjet), så vil konsekvenserne af mine valg i dén kontekst være sådan her.” Derved bliver samlingen en allegori bygget over en forestilling om historiske begivenheder, personer, deres ideer og handlinger som eksisterende alene ved deres bekræftelse i ‘fremtiden’ – altså disse nævnte historiske elementers fremtid, vores nutid, vores evige nutid – som eksempler på menneskelig isolationsfølelse som følge af afmægtighed og overgreb. På dét grundlag er bogen vellykket.

En digtsamling er dog ikke kun at regne som dens konstruktion…

Lad mig sige det sådan her: Der er klassisk-gode digte, som på smukkeste vis forbliver inden for præmisset med mennesker gennemsyret af den historiske Sovjetstats hjernevask:

The sun is at the center
a socialist mom finally realizes:
educating the earth’s population
is completely impossible.

og en kontrafaktions rablende allusioner til manieret (Sovjet-) ekspressionisme, som man kan forestille sig skrevet til skuffen i et samfund, der ikke har plads til udtalt modstand:

in outer space
the prison satellite hovers
with communication criminals
among them am I
the poor pope Sputnik
in the cells of the rotating space-prison
the one-eyed system
XCE10000 in the middle informs
about perfect communication
in small parables
we listen
to a synthetic meat mouth
with a juicy, voluminous voice
it explains the philosophy of the one-eyed system XCE10000
there is an important message
in everything
the mouth says
everything is conscious
nothing is subconscious
all good communicative morals
says the meat mouth
while licking its lips

der skaber skræmmende hvide billeder i min forestilling i stil med George Lucas’ film fra 1971, THX 1138.

Og der er digte, der peger den belæste i retning af Sovjettiden, med en snert af eksamensopgave, og for andre blot eksemplificerer. Men de er teknisk gode og ærlige og rummer den begejstring for materialet, som skal flyve over i modtageren og vække hjertet til interesse.

 

Mayakovsky, I
He could drive the combine harvester
in the huge grain fields as if
it were a masculine revolution:
the assembly line of complex machinery
gathered the grain and shot it out
the side pipe, to unload into waiting wagons.
In the shadow of his dark
mountain eyes, overlooking the
fertile fields from the wheelhouse,
a smoking cigarette glowed in the night as a warning light ever calling.
The industrial hammer and sail
seized the battlefields of nature:
ears of grain flaunted against the sky
soon to be cut down
by the cutter bar of steel.
“And what for?” Food for the people.
His starry fists stirred the soft soil.

Hvis ikke man ved det, er Mayakovsky en af de kontroversielle skikkelser i Futurismen, en mand med de største følelser, komplet umulig at holde nede, selvom tidens korrektiver givet også når til ham en dag, mega-stalker af sit kærlighedsobjekt, som han var.

Og der er desværre også virkelig dårlige prosatekster, der forekommer bikset sammen på en eftermiddag, måske fordi forfattere behøvede binding mellem fortællemæssige punkter i den overordnede fortælling. Det poetisk rablende sprog er som sådan interessant, men de er ALT for lange og dårligt udført:

The next day I flew to the high castle; this time guided to the turrets. The whiteness and sterility of the atmosphere devastated me, and my mood was not improved by my first encounter with the special general AI who was supposed to help. The general AI hovered in space while it talked. It was strange, like a conversation in an old computer game with no emotions involved: pure objective exchange of stark signs in space without any gravity.

The general AI asked me several things, whether I had regular thoughts. I said “yes,” but at the same time, I assured the AI, I created them myself or they might come from my headset. But the general AI was not interested, or it did not hear it because of technical disabilities, the general AI asked me to repeat things several times. I spoke loudly, yet it could barely register through the large hearing device. The AI contraption seemed without commitment to my problem, which I also exaggerated greatly when I had it damn terrible— bordering on the unbearable, whatever it might mean. Was I a regular copy? It all hovered in space.

The general AI was programmed with an objective checklist. Finally, it gave me the verdict: I was, in fact, a space soldier (but with a second identity). I didn’t have to worry anymore. The AI said I was becoming a gifted soldier and I could possibly get over my regularity. At the same time, I was given the opportunity to get into the special space troops who were going to fight Team Soviet Army when they first arrived in the space in front of us. But medicine would improve my fighting abilities.

 

Hen mod slutningen af samlingen følger dét, som i Sovjettiden ville have været regulær dissidens: Af forlade regimets udgave af fællesskab for kristendom; at se Jesus som den egentlige socialist.

Jeg-fortælleren indespærres efterfølgende i en fængsels-drabant omkring Jorden, og fængslets diktat viser sig at have mere end almindelig lighed med den verden, hvor de fleste opholder sig, og opgivelse af Sovjetstatens socialisme til fordel for nutidens mig-mig-mig er det største svigt, som derfor retfærdiggør indespærring for jeg-fortælleren:

 

many of you inmates have been unjustifiably
promoted by the establishment
Facebook and Instagram
the state was totally incapable of catching you
the government believed in you and your stories
given you rank and prestige
without deserving it in any way
you have good cheating and deception skills
you are intelligent but morally depraved
and that’s it,” says
the leading judge, Ulysses Lex Slatem
(former system critic)
in the main office of the prison satellite
in a very concise manner

men fortælleren lukkes ud af fængslet pga. “for stor uskyld” og vender tilbage til et helvede uden kæreste og påtrængende og fremmedgørende normalitet, hvor selv ikke Staten længere kan give eksistensen mening.

I fem måneder forsøgte jeg entydigt at læse Warning Light Calling som en blød-SF-fortællende digtsamling fra en kontrafaktisk nutid, hvor sovjetdiktatur, sovjetisk kunst og i særdeleshed sovjetisk litteratur fortsat findes, og ideernes tænkning derfor er filosofisk, allegorisk, poetisk, med risiko for i (bogens fiktive) offentlighed at blive anklaget for åben oppositionel agitation.

At bogen fremmaner en tid, hvor sovjet-regimet findes sammen med fremtidig teknologi, er en interessant fremmedheds-præmis for en SF-nørd – fordi digteren lejlighedsvist sparker til og fremmaner systemiske overgreb på en måde, der både siger sovjetdissidens, dada-swung, 80’er-punk og 1920’er-BLOD – men skal man betragte bogen som en science fiction-fortælling fra en kontrafaktisk nutid, fejler den lykkeligt! For, Ja, det er en digtsamling! i moderne forstand – altså, en poetisk allegori (hér) koblet med en velkendt historisk periode, der gennem at fortælle en historie siger noget om, hvordan vi bruger erindringen og forståelsen af det menneskelige på, når vi skal forklare os selv om os selv og de andre. Som i alle henseender er dét, en digtsamling gør bedre and nogen anden skriftlig form.

Det har taget mig disse fem måneder at komme frem til denne anerkendelse – men jeg ville finde det gode i samlingen, fordi science fiction-digtsamlinger og ikke mindst enkeltstående SF-digte, ofte er pinligt kedelige opslagsværker over de mest fortærskede SF-elementer fra TV tropes og almenbefolkningens forestillinger om, hvad fremtiden givet rummer, at der for fanden da måtte findes noget, skrevet af en dansker, som holdt vand.

Der er meget godt ved måden, samlingen griber syntesen mellem Science Fiction og digtning an på, men lykkes helt gør forsøget altså ikke – der er simpelthen ikke redigeret hårdt og kontant nok (shame on you, forlag!) – men der er også valget af sprog…

Samlingen er udgivet på engelsk, og der er alt for mange sproglige svipsere – hér et lille udvalg:

“hammers and sail” (hammer og segl)
“the demon who raged in anguish the thousands of planets”
“it gave up and freed itself from everything it had in its interior.” (lukkede gasserne ud)
“the machine insisted with its whole massiveness”
“they stopped— just outside the moon”
“The fireplace is on fire”

Men der er mange flere, som redaktøren egentlig burde have fået øje på – for jeg magter altså ikke at forsøge at forsvare dem med en eller anden fremtids-sprogbrug á la digteren Leevi Lehtos ‘barbariske engelsk’; det er simpelthen ikke konsistent nok og fører til spontan og utilsigtet latter, når man kender det engelske sprog godt nok til at regne ud, hvad der burde have stået.

Hvis kortprosastykkerne gennemskrives og forkortes med 50-70%, og alt oversættes til dansk med hvad derefter følger af poetisk genvækkelse af indholdet, er der uden tvivl en trykbar, salgbar, interessant science-fiction-digtsamling. Som eksempel til efterfølgelse. På dansk. Så sjælden som en dronte.

Anmeldt af Kenneth Krabat i Himmelskibet nr. 63

Dette indlæg blev udgivet i Bøger og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *