Urværkerne – Kuppelbyens Hemmeligheder
Roman af Stine Bahrt
Forlaget KRABAT, 389 sider, 2021
Anmeldereksemplaret leveret af forlaget
Første bind i spændende steampunk-sci-fi serie, der kender sine læsere og ved hvad den vil.
15-årige Nil bor i Kuppelbyen – et kunstigt samfund i en ødelagt verden engang i fremtiden. Kuppelbyen har eget landbrug, atmosfære, møntfod og sociale systemer. Indbyggerne er opdelt i evneløse og urværkerer, hvor “urværkerer” dækker over alle typer opfindere, mekanikere, landbrugsarbejdere og endda ledelse af byen. De evneløse har modsat urværkerne ikke særligt vigtige funktioner, men varetager alle (ifølge urværkerne) “restopgaver” i samfundet som undervisning af andre evneløse, butiksassistenter etc.
De fleste børn og unge i Kuppelbyen drømmer derfor om, at deres evner som urværker bliver opdaget i en vigtig test og, at de derefter kan blive optaget på Urværkerskolen, der svæver højt over resten af byen.
Alle mennesker, har i deres barndom (og langt videre), drømt om, at være hemmelige magikere eller skjulte prinser og prinsesser, om uglepost fra Hogwarts eller optagelse på en hvilken som helst skole for “gifted children”. Det fungerer helt fint, at Stine Bahrt i Urværkerne – Kuppelbyens Hemmeligheder også benytter sig af dette greb for at fange sine læsere.
Det er et godt greb til at illustrere, hvordan det at have særlige evner og blive “opdaget”, næsten altid viser sig at være både en velsignelse og en forbandelse.
Læseren finder nemlig hurtigt ud af, at der er noget rivende galt med Kuppelbyen, og at der er uretfærdigheder, der ikke kan forklares – eller afhjælpes som systemet fungerer nu. Det er selvfølgelig Nils opgave at hjælpe med optrevlingen af systemet.
Sød sci-fi steampunk
Romanen er en god blanding af steampunk, fantasy og science fiction. Tempoet er hurtigt og der er meget i handlingen, der er herligt let genkendeligt, som for eksempel fuckboys, kærestesorger, tøjkriser, sure skolelærere og forældrekonflikter.
Det hjælper også, at der er masser af let genkendelige elementer fra forskellige genrer, for eksempel fra Wool, Divergent, Harry Potter, Earthsea, Det Gyldne Kompas, Carnival Row, Shadow and Bone, X-Men og mange andre universer.
Steampunk-æstetikken, der beskrives i bogen, er gennemgående i alt fra påklædning til zeppelinere som transportmidler, tandhjul på byporten og skarpe victorianske samfundshierarkier. Beskrivelserne føles levende, fede og gennemførte. Og det er let at forestille sig Kuppelbyen og dens indbyggere når man læser.
Cli-fi
En del af den spændende historie om Kuppelbyen består af, at teknologi og samfund i Kuppelbyen er gået tilbage i udvikling siden en stor katastrofe, hvor de sidste overlevende mennesker måtte søge tilflugt under kuplen. Jeg har en stor forkærlighed for alt apokalyptisk og postapokalyptisk og det er dejligt at læse, at også denne genre udvikler sig!
I Urværkerne – Kuppelbyens Hemmeligheder er der tale om en økologisk katastrofe og der tales (uden forklaringer og som en selvfølge) om tabt biodiversitet og insekters masseuddøen. Det var ikke ofte, jeg stødte på begreber som “biodiversitet” og “insekters masseuddøen” i de post-apokalyptiske romaner, jeg læste, som yngre.
Men i 2022 er det en klimakatastrofe, der vil være en genkendelig og altoverskyggende frygt for mange læsere – ligesom zombie- eller masseforbrugs-apokalypser og atom-krigskatastrofer var det for mange af os andre i 1980’erne og 1990erne. Climate fiction, eller cli-fi er en gammel genre, der fortjener en opblomstring og mange klimaaktivister vil få meget ud af at læse for eksempel After London fra 1885, hvor en katastrofe gør, at byer vender tilbage til “the wild” – den vilde naturtilstand før industrialiseringen og urbaniseringen. En naturtilstand som mange, tror jeg, stadig længes efter – eller i hvert fald ynder at læse om.
Urværkerne – Kuppelbyen Hemmeligheder er meget velskrevet og underholdende, nok mest for de lidt yngre læsere, og der holdes et godt tempo uden at man taber en forbindelse til opbygningen af universet og hovedpersonerne. Varme anbefalinger herfra.
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel
