Kim Larsen
Den fortabte
Udgivet foråret 2022
Skriveforlaget
Paperback, 288 sider.
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
Bagsidetekst:
Under en videnskabelig ekspedition i Amazonas bliver Dr. Hans Bilthoven, en utilpasset og fordrukken belgisk forsker, bortført af nogle store mærkelige væsner fra en fremmed planet. Væsner, der hverken har øre, næse eller mund, og da slet ikke nogen forståelse for den menneskelige behovspyramide.
Gennem adskillige års fangenskab må Bilthoven og andre bortførte mennesker undergå torturlignende eksperimenter. Situationen bliver ikke bedre af, at forholdet mellem de bortførte mennesker hurtigt synker ned i et kaos, hvor kun jungleloven gælder.
Da Bilthoven opdager, at han har en vis evne til at kommunikere med sine fangevogtere, begynder han at planlægge et flugtforsøg. Ved hjælp af svig og bedrag lykkes det ham at komme hjem og tilbyde jorden ny og revolutionerende teknologi. Den desillusionerede Bilthoven er dog i tvivl om, hvilken hjemkomst han kan forvente sig og tager sig sine forholdsregler.
En hæsblæsende science fiction roman med noget på hjerte.
Anmeldelse:
Indledningsvist skal det lige slås fast, at vi har med et navnesammenfald at gøre – det er ikke den hedengangne sanger Kim Larsen, der i hemmelighed har været ved tastaturet. ’Vores’ Kim Larsen er spillevende, uddannet biolog fra Københavns universitet og har en Ph.d. i zoologisk systematik.
Det spores hurtigt i handlingen og giver den et kæmpe løft i forhold til andre science fiction romaner, som jeg har læst. Dr. Bilthovens beskrivelser af de klodsedes (det kalder han fremmede), eksperimenter med de mange væsner, herunder mennesker, som de har indsamlet under talrige hemmelige besøg på Jorden, viser tydeligt, at forfatteren har en faglig viden, som rækker langt ud over, hvad en ellers pertentlig forfatter kan slå op.
Eksperimenterne foregår ikke kun i avancerede laboratorier, men også ved fysiske konfrontationer. Hvordan reagerer f.eks. menneskene, hvis der slippes en kæmpe krokodille eller en enorm bjørn ind i deres beboelsesafsnit, og lyset slukkes, så der bliver mørkt som helt mørkt?
Som jeg ser det for mit indre øje, så kan menneskenes beboelsesafsnit sammenlignes lidt med de gamle abegrotter i zoologisk have. Her er ingen møbler eller nogen form for bekvemmeligheder, kun hylder. Og påklædningen? Den er som abernes – alle er nøgne.
Forfatteren har valgt en skrivestil, hvor han lader handlingsafsnittene flakse frem og tilbage mellem fortid og nutid, hvilket i starten kan virke lidt forvirrende indtil man som læser har vænnet sig til deres rytme.
I starten synes jeg kommunikationen mellem forskellige personer er temmelig tung og akavet. De enkelte indlæg er nemlig meget (for) lange – nærmest som om de holder korte forelæsninger for hinanden i stedet for at tale sammen. Det varer heldigvis ikke ved.
Da Bilthoven endelig kommer tilbage til Jorden viser det sig, at han er den eneste, som er i stand til at kommunikere med ’de klodsede’.
Det giver ham en vigtig og efterhånden også vellønnet rolle i forhandlinger med FN, som ’de klodsede’ anser for at være deres forhandlingspartner, jordens regering.
Herfra går det stærkt, og handlingsafsnittene flyver som bolde i luften i et tempo og antal, som kun en rutineret jonglør kan beherske. Det kræver koncentration at følge med, men det er spændende, for Kim Larsen har nogle virkelig realistiske bud på, hvordan verdens lande og i særdeleshed deres mere eller mindre kompetente ledere vil reagere i de situationer, som de kastes ud i.
I den forbindelse er det som læser nødvendigt at abstrahere fra, at romanen er skrevet inden den 24. februar 2022.
Den fortabte er en udmærket og virkelig handlingsmættet roman, der som nævnt er givende ved at indeholde et stort element af fakta oplysninger på et meget højt niveau. At Bilthoven, der som nævnt i bagsideomtalen er en fordrukken personage, køber sprut i monopolbolaget under et besøg i Sverige, vidner om, at Kim ikke er stamkunde hos det svenske Systembolaget. Dette ene eksempel på en tilgivelig smutter ud i researchens vanskelige og omhukrævende kunst står så til gengæld i kontrast til for mange stave- og sprogfejl. Korrekturlæseren har bestemt ikke haft en af sine gode dage, da Den fortabte blev gennemarbejdet. Værste eksempel er, hvor sidste afsnit på side 161 indledes med en hel linje uden mellemrum mellem ordene.
Somnævntenhellinjeudenmellemrummellemordene.
Anmeldt af Johannes Lundstrøm