Den anden havfrue
Af Billy O’Shea
Oversat fra engelsk af Charlotte Kirketerp
Black Swan, 2022, 290 sider
Anmelder eksemplar leveret af forlaget
Bagsidetekst:
I 1992, blev H.C. Andersen’s originalmanuskript til Den lille havfrue stjålet fra et dansk museum. Sagen blev aldrig opklaret.
Flere århundreder senere bliver militærsamaritten Daniel Manston sendt til Kantarborg – det rige, der tidligere hed Danmark – for at finde og tilintetgøre et hemmeligt dokument. Hans mission mislykkes, og han bliver mistænkt for mord og landsforræderi. Han ender langt oppe mod nord på øen Svalbard, hvor han skal vælge mellem kærlighed og sin skæbne.
I et land fyldt med mystiske hændelser og fængslende mysterier – hvad er virkelighed, og hvad er ikke? Og kan man se forskellen, når ens liv afhænger af det?
Som sædvanlig vil jeg ikke røbe mere om handlingen, end forfatteren gør i sin bagsidetekst, for i min optik skal en anmeldelse nemlig ikke være en kort genfortælling af den aktuelle roman.
Til gengæld får læseren en teaser og forfatteren, i dette tilfælde Billy O’Shea, en kritik, som jeg håber vedkommende kan bruge i sit videre forfatterskab.
Den anden havfrue er nemlig en blanding af en rigtigt spændende og velskreven tekst og et, efter min mening, kaotisk plot, hvor specielt tiden forvirrer.
Skulle den meget korte bagsidetekst sammen med titlen og min anmeldelse give dig lyst til at læse bogen, så læg undervejs mærke til dens, synes jeg, alt for få og uklare henvisninger til, hvornår de forskellige handlingsafsnit foregår.
Prologen er der ikke tvivl om, for her fremgår det klart, at den foregår i 1992 i Odense, hvor vi møder en ung kriminalbetjent. Ham hører vi imidlertid ikke mere om, og det er der vel ikke noget galt i, for som det hedder i Carl Søebergs vise fra 1809 – Om hundred år er alting glemt.
I kapitel 1 foretager handlingen nemlig et gevaldigt spring frem i tiden til 2242.
Det har jeg det fint med, men til gengæld er jeg absolut ikke begejstret for, at Danmark nu hedder Kantarborg, mens det vi kender som England, tilsyneladende hedder Anglia.
Den manglende begejstring skyldes, at selv om vi angiveligt er sprunget frem til 2242, så foregår handlingen nu 10 år efter Københavns bombardement i 1807, og Rundetårn indgår i handlingen.
Det kan selvfølgelig være, at forfatteren mener historien gentager sig. Der omtales nemlig en forudgående kataklysme, som Rundetårn dog, foruden tiden, har overlevet. Tårnet fungerer nu som landingsplads for en nyskabelse, hvor udviklingen er fremrykket lidt i forhold til 1807, nemlig luftskibe.
Men hvis det er forfatterens idé, at det er historien som gentager sig, så er det vigtigt ikke at overse, at kapitel 13 foregår i det rigtige 1836, hvor H.C. Ørsted får besøg af H.C. Andersen.
Måske taler de om havfruer?
Selv om handlingen som nævnt tager sin begyndelse i 2242, så bidrager Rundetårn, luftskibe og de to H.C.’er til, at jeg, mens jeg læste videre, fortsat befandt mig i begyndelsen af det 19. århundrede. En vildfarelse, som jeg ikke blev hjulpet ud af, for hovedpersonens videre færd foregår nemlig i omgivelser, hvor intet, bortset fra nævnte luftskibe, antydede, at der var sket fremskridt.
Noget andet, som forvirrede mig i starten af bogen, var nogle meget meget korte kapitler, men her kan jeg berolige dig. Hvis du nu er blevet så nysgerrig, at du vil kaste dig ud i at læse Den anden havfrue, så skal du vide, at de giver mening, efterhånden som du læser bogen.
Apropos tiden. Noget, som jeg finder spøjst, er, at forfatteren konsekvent omtaler tiden før kataklysmen som ’Oldtiden’. Er det forfatterens opfattelse, at den tid vi befinder os i nu, skal betegnes som oldtid? – eller ligger forklaringen i Charlotte Kirketerps oversættelse?
Som jeg nævnte i begyndelsen, så er Den anden havfrue, bortset fra de beskrevne tidsmæssige uklarheder, rigtigt spændende og velskreven, og derfor er det lidt synd, at korrekturlæseren har overset flere fejl, end jeg bryder mig om.
Apropos kolofonen. Den viser, at der ikke har været en redaktør med i projektet. Det er en skam, for havde der det, så er jeg overbevist om, at han ville have givet Billy O’Shea et modspil, så de sammen havde fået fjernet nogle af de knaster, som jeg har nævner.
Anmeldt af Johannes Lundstrøm
Bogen udkommer lørdag den 5. november på BogForum, hvor der afholdes en lille reception kl. 16 på Kingdom of Clockwork’s stand i Hal C. Alle er velkommen.
