Vølvens vej 3: Ulvegabet
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt og Ringhof 2023
432 sider
Anmelsereksemplar doneret af forlaget
Med Ulvegabet er Anne-Marie Vedsø Olesen nået til tredje bind af planlagte fem i fantasy-serien *Vølvens vej*, som foregår i dansk jernalder iblandet nordisk mytologi, specifikt optakten til Ragnarok, gudernes endeligt, som beskrevet i Den poetiske Edda, som der flittigt bliver citeret fra i Rolf Stavnens oversættelse. Bemærk: Denne anmeldelse indeholder spoilere til de to første bind.
I første bind, Snehild (anmeldt her), bliver vi præsenteret for det lille jernalder-kongerige Sialand og kongebyen Himlinge og hovedpersonen Snehild, som vi følger fra hendes vinterfødsel med jættekvinden Hyrrokin som jordemoder. Snehilds mor Asdis, som er kyndig udi urter, fanger ypperstepræstinden Ragfrids misundelse, og Snehild må som ung teenager flygte midt om vinterens med besked om at krydse floden Tryggveld til jætternes, alfernes og asernes verden, mens Asdis bliver overladt til en grum skæbne. Fjernt fra menneskenes intriger bliver Snehild oplært af Hyrrokin i spådomskunst, mens jættekvindens ulvesønner oplærer hende i kampkunst. Herefter rejser hun tilbage til Himlinge og ankommer til en bryllupsfest, der ender i et blodbad i bedste Game of Thrones-stil (Vedsø-Olesen kalder da også selv handlingen i Sialand for Game of Thrones-delen).
I andet bind, Misteltenen (ikke anmeldt i Himmelskibet), er Snehild blevet den nye, unge konge Aslaks elskerinde og har opnået en status som truer Ragnfrids magt. Kongen taler ligefrem om at udråbe Snehild til vølve; en rolle med langt større status end ypperstepræstinde. Derfor bruger Ragnfrid runemagi til at kaste en forbandelse over Snehild, som gør hende meget syg og med tiden vil slå hende ihjel. Det eneste håb for vores unge elskerinde er at ride bort fra Himlinge i vinterens kulde og opsøge runemesteren Faxe, som kan lære hende selv at fjerne forbandelsen. Dette indebærer en rejse til dødsriget Helheim, hvor Snehild støder på dragen Nidhug, den mistelten-dræbte gud Balder og selveste Hel, dødsrigets hersker. Mens hun er væk, bliver kong Aslak mere og mere paranoid, til stor skade for hele riget, og det tegner sig til et opgør mellem kongens og hans tvillingebror Roald, som nødtvunget går med til at udfordre sin bror til duel om magten – en duel som den tilbagevendte Snehild med gift sørger for at han vinder. Ragnfrid opdager desværre dette og tvinger Roald, nu konge, til at bortvise Snehild.
Det er så optakten til det nyligt udkomne tredje bind. Ulvegabet. Hvor menneskets og gudernes verdener i de to første bind ikke har haft den store indflydelse på hinanden, smelter de mere sammen i dette midterste bind af pentalogien – for ulven Fenris, Lokes søn, har sprængt sin lænke og hærger nu i Sialand. Snehild påtager sig at få Fenris lænket igen og drager til dværgenes underjordiske rige Nidavellir, regeret af fadermorderen Fafner, som vogter nidkært over en forbandet guldskat. Kun dværgenes dygtigste smed kan smede en lænke, som kan binde den mægtige ulv. Fra Nidavellir rejser Snehild gennem ildjætternes rige Muspelheim til Jotunheim, hvor Fenris skal forsøges lænket. Igen, mens Snehild er væk, udvikler flere fejder og intriger sig i og omkring Himlinge, mens Ragnfrid, det nærmeste der er til en gennemgående skurk i serien, søger at styrke sin indflydelse hos kongen. Imens bliver der født en kvinde, som er halvt menneske, halvt alf, og hun skal vise sig at komme til at spille en væsentlig rolle i intrigerne.
Stederne i bøgerne tager inspiration fra omegnen af Vallø Slot, hvor Vedsø-Olesen bor. Floden Tryggveld er fx baseret på Tryggevælde Å, Himlinge på Himlingøje, og så videre. Man fornemmer dog at landskabet er blæst op i størrelse for at passe til en episk fortælling, så man kan ikke ligefrem serien for historisk fantasy. Vedsø-Olesen har tydeligvis nærstuderet de nordiske myter og inddrager en mængde elementer derfra, ofte i sin egen fortolkning, om end hovedelementerne er strengt efter bogen, i dette tilfælde den ældre (eller poetiske) Edda. Der er ofte paralleller mellem handlingerne i gudernes verden og menneskenes verdener; for eksempel bliver der i bind 1 bygget mur om Himlinge samtidig med at der bliver bygget mur om Asgård, og i bind 2, hvor Balders død fylder en del, hvor kongen Aslak bliver dræbt af mistelten-gift. I dette tredje bind er der ingen så tydelige paralleller – i hvert fald som jeg fik øje på – medmindre man medregner forsøgene på at stoppe Fenrisulvens hærgen i både det menneskelige og de magiske riger.
Man fornemmer at forfatteren er meget bevidst om sit sprog, som skifter mellem datid og nutid og fra det nøgternt beskrivende til poetiske højder med lange, florale sætninger når Snehild har syner og i beskrivelserne af de magiske riger, hun færdes i. Dette skærper kontrasten mellem det jordnære Sialand og de mytologiske verdener, der altid ligger inden for kort rækkevidde. Trods de over 400 sider er bogen hurtigt læst, både på grund af det flydende sprog og de ikke specielt teksttunge sider med mange, korte kapitler. Serien tegner sig til ikke blot at blive Anne-Marie Vedsø Olesens hovedværk, men et at de absolutte hovedværker i dansk fantasy.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen
